49 / 208
40
kunde se, hvad der foregik, idetmindste ved Lys. Og paa
dette, aabenbart mere fremrykkede Trin af Læretiden har der
næppe heller været noget til Hinder for, at den saa meget be
troede Dreng ogsaa kunde have en Tællepraas tændt i Utide.
At Haandværkerprøverne, lige saa vel som mangen anden
Prøve og Eksamen, kunde give Anledning til Misbrug, var
heller ikke noget nyt. »1777 maa Guldsmedelavet alvorligt
erindres om« — læser vi S. 76 i G. Nyrops før nævnte Bog — ,
»at Akademiet adskillige Gange har fundet, at de indsendte
Tegninger ikke alene var tegnede af en og selv samme Haand,
men endog næsten altid havde en og samme Form og en selv
samme Kulør af Emaille«. Hvor vidt det ogsaa dengang var
»Oldermandens Dreng«, som havde været paa Spil, faar vi
ikke at vide. Til Undskyldning kan jo ogsaa siges, at naar
Hr. Dyrkopf var bekendt som »en fortrinlig Sølvarbejder«, men
aldrig havde haft, og maaske aldrig vilde behøve at faa en
Punsel imellem Fingrene, burde hans Mesterstykke og Mester
lykke vel ikke strande herpaa.
Hvad vi mindst kan begribe, er maaske dog, at Drengen
kunde tegne saa godt, at han, selv om det var ham »særdeles
anstrengende«, dog kunde hjælpe paa een Dag indtil 8 Svende
med deres Tegninger, »saa at jeg vidste, de vilde blive an-
tagne«. Før Læretiden kan han næppe have nydt nogen Un
dervisning i Tegning. Det maa, skønt der mærkeligt nok intet
bestemt er at finde derom, være sket under Læretiden paa
»Akademiet for de skønne Kunster«.
Under Struensee var der i 1771 udkommet et nyt Regle
ment for dette1): »Paa det at den gode Smag og de rigtige
Grundsætninger i Tegning ikke allene blandt Kunstnerne, men
endog iblandt Haandværkerne, som udkræve Kundskab i Teg
ning, kunde vorde udbredet, ville vi, at alle i Vores kongelige
Residens-Stad værende Professionister og Haandværkere, som
ikke kunne undvære Tegning, skulle tilholde deres Lærlinge
flittigt at besøge Akademiet«. Undervisningen skal gives uden
Betaling, »og saa længe Rummet i Skolerne det tillader, maa
ikke nogen, af hvad Stand han og være maatte, afvises.« Des
b C. Nyrop: Haandværker-Undervisningen S. 34.