46
»Ventelig have ogsaa 1 fundet det lidt besynderligt, at jeg gif
ter mig med en Pige, jeg ikke har set. Men frygter ikke! At
se Mennesker, endog længe at se dem, er derfor ikke at kende
dem, og at kende Pigen er sandelig ikke at kende den tilkom
mende Kone. Desuden veed jeg, at de fleste Mennesker ere,
som de omgaas til. Skønnende paa de gladere Dage skal jeg
nøde min Pige til at elske mig, og Ønslev Præstegaard — det
Haab er for mig urokkeligt — skal atter blive Fredens og Glæ
dens Hjem. — Det Ord Stedmoder vil vist ikke bortskræmme
Eder. Nej, I vil vist i hende søge og finde, hvad jeg fordum
søgte og fandt i hendes Moder [hans Stedmoder], neml. en
ømt elsket og elskende Veninde — en Søster.« — En lille Be
mærkning i en Hilsen fra Faster Regine, hvormed Brevet ender,
kan maaske give os et Indblik i, hvorfor Ønslev Præstegaard
en Tid, især efter Moderens Død 1817, ikke har været »et Fre
dens og Glædens Hjem«. Den Slags Spidser, som her endog
sendtes gennem hendes Broders kærlige Brev, har der vist
vanket flere af mundlig under deres Besøg i Hjemmet, medens
hun har været Husmoder, og haft deres Del i, at selv hans
voksne Børn baade for deres egen og end mere for deres Faders
Skyld kunde længes efter et andet Regimente. — At han bejlede
til en Pige, han aldrig havde set, burde maaske ikke støde os
saa meget, naar vi tænker paa vor Tids Avisfrierier, og naar
vi husker, at Jylland dengang laa mangfoldige Dages Rejse
længere borte fra Falster end nu. Og mangen Erfaring vil
sikkert ogsaa give ham Ret i, at man ofte kan kende sin til
kommende Hustru bedre af hendes Moder end af den unge
Pige selv, og at de unge ofte havde gjort bedre i at høre lidt
niere efter deres Forældres Raad.
Hverken Præsten eller hans 42 Aar yngre Hustru blev
skuffede i deres Forventning. Sønnerne omgikkes virkelig
»Hanne« paa samme hjertelige, frie Maade, som Faderen i sin
Tid hendes Moder. Dobbeltbrylluppet mellem de tvende og
mellem de to unge Præstefolk fandt Sted paa samme Dag,
10de Maj 1822, dog ikke som Hanne havde tænkt sig, at Fade
ren viede Sønnen og Sønnen Faderen — det vilde have givet
for megen Rørelse! mente Faderen, som derfor gik til en Ung