59 / 208
50
gen Drift eller Viljeskraft til at arbejde, indtil Arbejdslysten
helt slap op og tre slemme Kammerater: Lediggang, Tiggeri
og Drik nedbrød al moralsk Selvhævd, saa at de »vandrende
Svende« blev en Plage og en Skræk for baade Købstad- og
Landbefolkning — stundum voksende til det overvældende,
stundum mindskende efter de forskellige Tiders Medfør og Øv
righedernes Indgriben. I Slutningen af det 18de Aarh. udgav
Prof. A. Garborg et Smaaskrift, hvis Titel »Theori og Erfaring
om Lavsindretningens Skadelighed« viser dets Formaal, men
hvori han netop, skønt han i det hele ser Nytten af Udenlands
rejser, er ganske imod Haandværkssvendenes Vandringer, fordi
»Lavsindretningen gør, at han lige saa lidt kan komme efter
Kunstens Hemmeligheder paa fremmede Steder som her
hjemme.« Det er, som en tidligere Meningsfælle -— Bogtrykker
Hallager — har udtrykt det, at »den Svend, som kun besidder
en maadelig Kundskab i sin Profession, men derimod godt for-
staar sig paa de saa kaldede Haandværks-Gewohnheiter, er ej
alene æret af sine Medsvende, men endog frygtel af sin Mester.
Og hvorfor skulde han saa anstrenge sig? Lavenes Gewohn-
heiter og Gebrauche, der giver Oldgesellerne lige saa mange
Ceremonier at passe og iagttage som en jødisk Rabbiner, for
dærver alt«1). Meningen er altsaa, at disse Ceremonier optager
Interessen, og Lavsbaandene lænkebinder Tanke og Haand, saa
at man kan rejse ud og vende hjem uden nogen virkelig For
nyelse eller Udvikling, hvis ikke særlig Begavelse og Viljes
styrke gør en Undtagelse mulig.
At
J ø r g e n D a llio f f
skulde og maatte ud paa Rejse, og at
han vilde faa et betydeligt Udbytte deraf, stod klart baade for
ham selv og for andre. Og disse andre naaede højt op. En
Dag var han tilsagt til Audiens hos Kronprins Christian Fre
derik (Chr. VIII). Da den unge Svend kom ind, saa han sine
egne Arbejder, som han havde indgivet til Akademiet for de
skønne Kunster for at faa dets Anbefaling til en Rejseunder
støttelse af Reiersens Fond, liggende paa en Taburet. Kron
prinsen var jo Akademiets Præses, og ikke blot af Navn; han
førte virkelig Forsædet ved Direktionens fleste Møder og fore*) C. Nyrups førnævnte Bog S. 40.