58 / 208
49
anvendte Dine Læreaar. I ethvert Fag er baade Ære og Leve
brød at vinde; men eet bør dog nok være vort Hovedfag. Mon
Du i Henseende til dette ene har bestemt Dig? Sandelig, jeg
veed det ikke, men ønsker at vide det
Mester Knud und
skylder mig vel, at jeg ej denne Gang skriver ham til, da jeg
intet har at skrive om. Maaske skulde jeg gratulere Lieutenan-
ten ved det borgerlige Artilleri? Ja vel! men hellere, langt hel
lere — ønskede jeg at kunne gratulere ham i en anden Hen
seende, som han maaske gætter. — Gud velsigne Dig, ham og
samtlige vore Venner! Lev vel og elsk Din Dig ømtelskende
Fader.
DalhofL
Det var paa een Gang et Bindebrev og en Afskedsvelsig
nelse til den bortdragende.
V A N D R E A A R .
Helt fra Middelalderen af har det været Skik, at Haand-
værkere skulde vandre. Det hørte med til Svendenes Uddan
nelse, ja i det 17de Hundredaar var det omtrent slaaet fast,
at ingen Svend kunde blive Mester, uden at han havde vandret
mindst tre Aar paa sin Profession — kun enkelte Lav nøjedes
med eet. Naar Drengen var bleven Svend, tog han enten straks
eller efter ikke lang Tid sin Randsel — eller som man ogsaa
her gerne brugte dens tyske Navn »Felleisen« — paa Nakken og
Slaven i Haand. Og saa gik det ikke blot Danmark, men ogsaa
oftest Tyskland igennem, stundum til Italien og videre omkring.
Men navnlig i Tyskland, Nederlandene og Schweiz traf han
den samme Lavsordning som her hjemme, var »med i Lavet«,
boede paa dets Kro og fik om nødvendigt sin Geschenk eller
Gave paa dets Værksteder. Men den ærekære Svend vilde jo
helst selv tjene sin Kost, og det galdt netop at komme til at
arbejde under forskellige Mestre for at lære ulige Fremgangs-
maader og Mønstre at kende og saaledes om muligt at bringe
noget nyt hjem med sig, foruden hvad Kappestriden med frem
mede Lavsfæller udviklede af Evner og Færdigheder.
Som alt andet kunde ogsaa disse Vandringer udarte. Den
nemme Levevej lokkede og fastholdt dem, der ikke havde me-
Dalhoff.
4