44 / 208
35
men over den Uret, Danmark maatte lide, og Sorgen over dets
tabte Flaade og formindskede Magt gik fra de ældre til de yngre
og yngste. Sorgen var dog ikke blot Fortvivlelse og Selvopgi
velse, nej med den Kristendom, Folket endnu besad, omend
udtyndet i megen Rationalisme, vidste man noget om Sorgens
og Ulykkens opdragende Betydning, som den var udtrykt i hint
Ord, Drengen gemte i sit Hjerte og bevarede, indtil han 70 Aar
efter fik dem nedskrevet til sine Børn. Dem har han ogsaa
fortalt, hvorledes han som Barn grundede paa, at just Egen,
det knudrede og forvredne, ligesom gammelagtigt rynkede Træ
skulde afgive sit Løv til Æreskranse, indtil han fandt Løs
ningen: jo, det skal betyde, at man ikke kan komme let til
Æren; det maa koste noget af Bekymringer og Sorger og An
strengelser, af Miskendelser og Modstand, inden man naar
Maalet. Det var hans Udtryk for det gamle: per ardua ad astra;
over Korset Kronen. Men er det ikke smukt tænkt i en saa
ung Sjæl, og betegnende for hele hans følgende kunstneriske
Retning, at han saaledes kunde lægge sin Tankegang og sine
Følelser ind i Naturen og da ud fra den hente dem igen til
Opmuntring og Trøst.
3*