43 / 208
34
med sig selv, at det, han havde talt, ikke var værd at kaldes
en Prædiken, en virkelig Forkyndelse af Guds Ord, saaledes
som han var sat til og gerne vilde. En »Tale« kan man jo altid
holde, naar man har lidt Øvelse.
Der kan dog ogsaa være endnu en gyldig Grund til, at de
fleste af Præstens Sønner maatte nøjes med den Oplæring og
de Fremtidsudsigter, som en Landsbyskole paa den Tid kunde
give — det var endda inden Skolereformen af 1814, at Jørgens
Skolegang faldt. 1807— 14 var jo
I ir ig s a a r e n e s , F a s t l a n d s s p æ r
r in g e n s
og den stadigt stigende
F i n a n s n ø d s
Tid. Den »Sjælden
hed«, som en »Sølvskilling« da var, peger videre ud. Jørgen
kunde paa sine ældre Dage fortælle meget om, hvordan man
ogsaa i et forholdsvis godt Præstekald maatte hjælpe sig, som
man kunde. Det blev netop Opgaven, hvordan man kunde
undvære al fremmed Vare — og en hel Del af den hjemlige
med. Der var derfor vanskeligt Raad til at holde en Huslærer.
Jørgen fik dog hos Degnen1) en Smule Undervisning i Tysk,
som siden er kommet ham meget til gode. Men nægtes kan det
ikke, at hans danske Retskrivning er noget mere vilkaarlig,
end man selv nu vilde tillade, navnlig i Brugen af store og
smaa Bogstaver.
Sikkert skal ogsaa den unge Guldsmeds melankolske Tan
ker, som fandt deres Udtryk i Gutfelds Prædiken, ses paa Bag
grund af de svære Tider for Land og Rige. Han oplevede
baade 1814 og 1864, men hvor levende han end tog Del i Kri
gen 1864, hvor ogsaa to af hans tre Sønner var med, stod dog
1814 med Adskillelsen fra Norge som den største Ulykke. Han
følte fra hin Tid, da Danmark og Norge havde een Konge,
virkeligt Landsmandskab med Nordmændene, blandt hvilke
han ogsaa fandt sig saa hjemme, da han i Tredserne var der
oppe for at lægge Varmeværk ind i nogle af deres Kirker.
Og Tanken om, at de Norske maatte sulte, da de sædvanlige
Korntilførsler udeblev, pinte Præstegaardens varmt fædrelands-
sindede Beboere maaske mere end de Savn, bl. a. Kaffe og
andre Kolonialvarer, de selv maatte paalægge sig. Men Har*) Fog, Fader til den senere ikke videre heldigt bekendte Redaktør af
sSandhedsfakten«, Jørgen D.s samtidige, om hvem Præsten ved hans Konfir
mation skrev: De eo judicet alter 3: »Om ham maa en anden dømme«.