154 / 581
147
forgangne Tider, ogsaa en historisk tro Fremstilling.
Konstneren kan derfor ikke undvære Videnskabsmanden,
ligesaalidt som denne kan undvære hin; de bor arbejde i
Forening; Konstneren bur ikke staa lavere end sin Sam
tid; lian maa vide, at man kræver Dannelse af ham.
Hans Sjæl maa være harmonisk ligesom hans Arbejder,
og saaledes er det hos den sande Konstner. Man maa
kjende ham, hvor man træfler ham i Livet. Hans Betragt
ning af Naturen, af Menneskelivet, af Historien, af Kon
stens tidligere Frembringelser maa gaa til Bunds og være
rettet paa det Evige, der aabenbarer sig deri.
Forelæsningerne selv ere et for sin Tid fortrinligt
Arbejde. Den første og største Del deraf er særlig histo
risk. Levende Fremstillinger af Grækernes Historie og
Cultur danne den Baggrund, hvorpaa Skildringerne af de
enkelte Konstnere efter de Gamles Efterretninger føres’
frem. Den Kjærlighed, hvormed Høyen havde fordybet sig i
disse, satte ham i Stand til at give Skildringen Liv og
Anskuelighed, og paa en aandrig og sandsynlig Maade at
fortolke de ofte misforstaaede, ofte aldeles urimelige Notit
ser, Plinius har efterladt os. Den anden Del er mere
technisk; den drejer sig om de Gamles forskjellige Maader
at male paa, om deres Farver, og om de bevarede Monu
menter. Af disse behandles først Vaserne, saa Vægmalerierne,
blandt hvilke han dvæler særlig ved »det Aldobrandinske
Bryllup«. Den store Mængde pompejanske Malerier tillod
Tiden ham ikke at gjennemgaa; men med raske og tyde
lige Træk charakteriserer han den hele Decorationsmaade,
og lægger særlig Decorationsmaleren paa Hjertet, hvor
meget der er at lære af Pompeji, hvor meget der ligefrem
kan efterlignes, medens der paa den anden Side under
lo*