155 / 581
148
tiden, som i Landskaberne, kun indeholdes en Antydning
af hvad Nutidens Konstnere bur gjøre.
Det sidste Ka
pitel handler om Mosaiket hos de Gamle.
Vare disse Forelæsninger bievne udgivne i 1827, vilde
de have kastet Glans over Forfatterens Navn; nu er det
tvivlsomt, om det var rigtigt at trykke dem. Thi vel kan det
siges, at vi i Grunden ikke ere komne videre end Høyen var
dengang; men for saa vidt som hans Fremstilling hviler
paa den antike Literatur, vil den efter de dygtige historiske
og konsthistoriske Skrifter, det forløbne halve Aarhundrede
har frembragt, ikke byde noget Nyt, og for saa vidt som
den støtter sig til Monumenterne, da er der paa dette
Omraade draget saa meget Nyt frem for Lyset, at Høyen
selv vilde betragte det, han dengang havde sagt, som for
ældet og utilfredsstillende.
Prøven var aflagt, og den kunde ikke tænkes mere
tilfredsstillende; men dermed var Sagen ikke afgjort; Høyen
maatte have et Vederlag for at kunne ofre sig udelukkende
til sit Fag. Hans Fader havde med en paaskjønnelses-
værdig Kundhaandethed bekostet hans Udenlandsrejse; men
meget længere strakte hans Kræfter ikke. Han blev gam
mel og maatte trække sig tilbage fra den personlige Be
styrelse af Bryggeriet. Han solgte det derfor, men ved
Kjøberens Uvederhæftighed tabte han en stor Del af sin
Formue. Høyen maatte altsaa se at faa en eller anden
Ansættelse, der kunde sikre ham et tarveligt Udkomme; og
det burde være i Kjøbenhavn; thi der alene fandt han de
Samlinger og Bibliotheker, hans Studium krævede, og der
alene fandt han det Publikum, han skulde virke paa.
Men Landet var fattigt, og Embederne faa og daarligt af
lagte.
Tidt syntes Haabet om en saadan Ansættelse at