166 / 581
159
udkommet et konsthistorisk Værk, som havde ualmindelig
Betydning for ham, C. F. v. Rum oh r ’s »Italiånische For-
schungen« 1ste og 2det Bind. Det var saa omtrent det
første Exempel paa en fordomsfri og samvittighedsfuld
Behandling af den ældre italienske Konst, netop en saa-
dan, som Huyen altid havde krævet. Rumohr besad et
fint og sikkert -Øje, utrættelig Flid i Undersøgelsen, skarp
Kritik og en lige saa uhildet som stræng logisk Tankegang.
Hos ham ligesom hos Høyen var Konst ogVidenskab forenede:
men Rumohr sad med Pennen i Haanden i Studerekam
meret, og søgte og fandt den filosofiske Tankes nøjagtige
Udtryk; Høyen udtalte det ubundne Ord fra sit fulde
Bryst. Læseren beundrede den Ene, ligesom Tilhøreren
den Anden, og dog — hvor langt er det ikke fra at de
Sandheder, de forkyndte, have kunnet fæste Rod i den
dannede, især i den filosofisk dannede Verden? Det var
som talt ud af Høyens Hjerte, naar Rumohr sagde, »at
først Konsten fuldender det aandelige Liv, at den udvider
og afrunder Aandens Omraade, at den tilfredsstiller en
Trang, et ønske i Sjælen, som Begrebet altid lader uop
fyldt.« Ogsaa Høyen havde, saa stor en Idealist han var
i dette Ords sande Betydning, for længe siden brudt
Staven over >den overfladiske Manér i Konsten, man kalder
Idealisme«. Det var ogsaa hans Anskuelse af Konsten,
at det ved Konstværket mindre kom an paa »Gjenstanden«
end paa »Anskuelsen« og »Fremstillingen«. Ogsaa hans
Studier havde vist ham, at den christelige Konst ikke var
noget absolut Forskjelligt fra den klassiske, men havde ud
viklet sig af Oldtidens, og ogsaa han var i Stand til ved
Hjælp af Monumenter og Miniaturbilleder at forfølge Ud
viklingsgangen gjennem Barbariets Mørke. Rumohrs »Forsk-