379 / 581
372
kloge Thyra, den fromme Dagmar, den vidtskuende Mar
grethe og Philippa, den heltemodige unge Kvinde, der ikke-
blot kunde gaa med i Kampen og styrke Kjøbenhavns.
Borgere, men ogsaa henleve sine sidste Dage i sand Guds
frygt i Klosterets stille Celle. Dem omgav han med Kvin
der fra den græske og den nordiske Oldtid, herlige Skik
kelser, der ikke ere abstrakte Symboler, men levende, dig
teriske Udtryk for Kvindens ædleste Følelser.
»I Bissen forenedes Konstneren og Borgeren, og det er
vanskeligt at sige, hvilken Følelse der efter 1848 viste sig
stærkest hos ham, Kjærligheden til Fædrelandet eller til
Konsten. Hans Hjerte slog varmt for Danmark i dets lyse
som i dets mørke Dage, og hans Værksted var en Val
plads, hvor ogsaa han kæmpede for dets Ære. Derom
vidner Landsoldaten, det herlige Relief paa Krigergraven i
Fredericia, Busterne af Rye og Schleppegrell, og talrige
Billeder af danske Mænd, ligefra Tyge Brahe til Frederik
den Syvende. Men ved Siden af de nordiske Skikkelser
voxede ogsaa andre frem under hans Hænder. En indre
Trang drev ham til den græske Oldtid. Han elskede
Homer, Sophokles og Euripides; fra dem hentede han
disse mægtige og skjonne Skikkelser, Orest, Philoktetr
Achilles, Elektra, Alkestis, Antigone. Her, ligesom ved
Gudrun, Sigrid, Thora, Nanna, saa vi hvad der hidtil kun
havde staaet for os som uklare Skygger, træde frem i livs
friske Skikkelser.
»Naar Arbejderne saaledes mylre frem fra en Konstners-
Haand, maa han ogsaa have Hvile. Og hvori bestod saa
hans Hvile? I Portræter. Man kan trælfe hans Portræt
buster overalt, jeg kunde fristes til at sige, lige Ira Kongens-
Borg til Bondens Hytte. Mange forfærdigede han efter Be-