377 / 581
370
»Denne Sals Udseende, hvori vi befinde os, denne
Kreds, der er samlet lier, de Ord, der allerede have lydt,
Alt viser, at her fejres en Sørgefest over en højtbegavet
Mand, hvis Tab vi alle føle. Hans Liv gik stille, i visse
Henseender endogsaa ubemærket hen, men hans heden
gangne Aand vil dog ikke vredes over, at man her mindes
ham med en Sørgefest, der er forberedt og fremkaldt af
Kjærlighed og Højagtelse, og som vilde opfylde sin Be
stemmelse, hvis den svarede til den Betydning, han har
havt.
»Der er Konstnere — deres Tal er ikke stort — hvis
Arbejder, naar vi træde hen for dem, ikke blot tiltale os
ved deres konstneriske Skjønhed, men ved den Ærlighed,
den Renhed i Følelsen og den Overbevisning, der afspejler
sig deri. Til disse Konstnere hørte Bissen. Der gives
Tider og Stemninger i Folkene, hvorunder Konstneren
bæres frem af fælles Harmoni, fælles Stræben; men del
er andre Tider, hvor den Stemning, der møder ham, strider
imod hans Overbevisning. Naar disse Tider komme, gjælder
det om at vise Selvfornægtelse og give Afkald paa verds
lig Hæder og Anseelse. At Bissen besad en saadan Selv
fornægtelse, det afspejler sig i hans Værker. Men denne
Selvfornægtelse eller, dybere opfattet, Selverkjendelse, har
ogsaa sin Løn i et uforstyrret Liv i Konstnerens rette
Kreds, og denne Løn nød Bissen i fuldeste Maal.
»Han besad næsten en Seers Blik til at gjennemtrænge
Personligheden og gribe det Ejendommelige i den. Selv
om han aldrig havde sét den, hvis Buste han skulde skabe,
selv om det kun var en død, kold Maske, et Fotografi
eller et andet Billede, hvorefter han skulde arbejde, saa
lykkedes det ham dog at fremkalde de Træk, som de Efter