371
levende netop satte Pris paa. Den, hvem dette var givet,
og som tillige med Kjærlighed kunde lytte til Poesiens og
Historiens Røst, han maatte ogsaa være i Stand til at
fremstille de mest levende Charakterbilleder fra forskjellige
Tider. Bissens Omraade var her saa rigt, som det sjælden
findes. Det naaede fra Oldtiden til Nutiden, fra det gamle
Testamentes strænge historiske Alvor til det danske Folks
simple, friske Sejersglæde, fra Moses med Lovens Tavler
til den menige danske Krigsmand, som efter at have
stormet frem mod Fjendens Ild og Staal vender hjem og
smykker sig med Bøgegrenen, med det fredsæle Danmarks
dejlige, grønne Bøgegien, der blev Sejrspalmen i det me
nige danske Folks Haand ved Fredericia. Men hvor for-
skjelligt end Emnet var, lians Opfattelse var altid lige tro
fast, ærlig, kraftig og sand. Han havde Ojet aabent for
Barndommens Uskyld og Kvindens blufærdige Ynde; men
han mægtede ogsaa at anslaa Toner, der klang baade
højere og dybere, at skildre den stærke Mands Stemning,
naar han brydes med Ulykken, eller Kvindens, naar hun
bærer sin Sorg med et Heltemod, der ofte lader hende
gaa sejerrig ud af Kampen. Et af de skjønneste Vidnes
byrd om hvorledes Bissen forstod at opfatte en konstnerisk
Opgave, se vi paa Christiansborg Slot. Den store Konge
bolig var næsten færdig; men der var endnu ét Sted, der
af Bygmesteren var bestemt til at smykkes med Billed
huggerarbejde; det var den Opgang, som kaldes Dronnin
gens Trappe; denne Opgave blev overdraget Bissen. For
ham stod Kongeborgen som Folkets hjemlige Arne, og han
syntes at Landets Moder der burde finde sig omgivet ikke
af kolde allegoriske Figurer, men af virkelige Kvinder.
Han valgte da fire af Danmarks ædleste Dronninger, den
24*




