382 / 581
375.
Mands Skikkelse, hvem baade Billedgalleriet og Konsten
og Dannelsen i Danmark skylder saa meget. Det var
Høyen en stor Overraskelse, da hans Venner med Ploug
som Ordfører om Morgenen den 4de Juni overrakte ham
denne Gave. Han havde nok staaet for Marstrand, medens
han malede Billedet; men han troede, det varUdstillings-
commiteen, der havde bestilt det til den paatænkte Ud
stillingsbygning, og havde ingen Anelse om, at det skulde
være en Hædersgave til ham selv. Han blev inderlig rørt
derover, og paa samme Tid glad som et Barn. Han be
undrede det herlige Konstværk og glemte næsten, at det
var ham selv; han betragtede med Glæde den rigt ud-
skaarne Egetræes-Ramme; men da han saa den nærmere
efter, og imellem Løvværket fandt Portræterne af sine
afdøde Venner, Freund, Bissen, Bindesbøll og Lundby, og
tænkte paa, at disse Billeder stod som Indfatning om hans
eget, da var han nær bleven vred, og udbrød med Taarer
i -Øjnene: »Skulle de staa i Rammen? Det er Mænd, der
have gjort Noget, medens jeg — kun har snakket
om dem.«
En Maaneds Tid senere fik Høyen et Besøg af en
gammel Ven, som glædede ham inderlig. Det var Pro
fessor G. F. Waagen, Direktøren for Billedgalleriet i
Berlin, den berømte Konstkjender, hvem Høyen allerede som
ungt Menneske havde truffet i Pompeji, og som han
senere i 1835 havde lært nærmere at kjende i London.
Da Høyen i 1855 var i Berlin, havde han imidlertid ikke
villet opsøge Waagen; han vidste ikke, hvorledes denne
personlig betragtede sine Landsmænds Færd imod Dan
mark, men det var allerede dengang vanskeligt for en
Dansk at finde en Tysker, med hvem han kunde tale;