365
Naar man ser Høyens store Virksomhed for Danmarks
Kirkebygninger, navnlig i den sidste Del af hans Liv, kunde
man fristes til at tro, at hans Tanker udelukkende eller
dog næsten udelukkende havde drejet sig om dem; men
dette var ingenlunde Tilfældet. Hans Docent-Virksomhed
og Bestyrelsen af Billedgalleriet laa ham ikke mindre paa
Hjertet, og hans overordentlige Samvittighedsfuldhed lod
ham ofte tungt fole, at der var Sporgsmaal, han ikke
kunde besvare, og Gaader, han ikke kunde lose. Da veg
han ikke tilbage for noget Arbejde; han gjennemlæste store
Værker, gjennemsogte Bibliothekerne og Kobberstiksam
lingen, og tidt kom han til det Resultat, at det kun var
i Udlandet, han kunde finde de fornødne Oplysninger. Det
forekom ham tidt, som om han »trængte til at ruskes op,
til at bruge sine -Øjne, til at opfriske gamle Erindringer
og modtage nye Indtryk«. Rejselysten havde ikke tabt sig
med Aarene. Til hans kjæreste Læsning horte Rejse
skildringer, navnlig fra andre Verdensdele; han fulgte nøj
agtig alle nye Opdagelser, og var bedre hjemme i dem
end mangen Geograf; og lians største Forfriskelse var —
en Udenlandsrejse.
Da derfor Marstrand og Skovgaard i Eftersommeren
1862 vilde rejse til London for at se den store Udstilling
der, en Udstilling, hvor man var gaaet et Skridt videre
end forrige Gang, og ogsaa havde medtaget Maierkonsten,
skaffede hans kjærlige Hustrus Opoffrelse ham de fornødne
Midler, og han gjorde dem Følgeskab.
Vejen blev lagt over Hannover og Rotterdam; til
London ankom de den 20de Avgust. Det var ikke mere
end 11 Aar siden Høyen havde været der sidst; men
hvilke Forandringer vare der ikke foregaaede? Hvor var




