537 / 581
122
smækkre, elastiske Baand ind i H væ lvingskapperne; D agen faldt
som en straalende Glorie ovenfra giennem Høikirkens store
Vinduer, medens et dæmpet L ys udbredte sig roligt hen under
Sidegangene og de ydre Capeliers Korshvæ lvinger.
J eg mær
kede V iraksduften; colossale Malerier m odte m it Blik oppe Ira
K orsfloienes brede P iller; A lterlysene i H oichoret og dets Side-
capeller blinkede tilbage fra Marmor og Metal; den m essende
Stemme klang saa fyldig ned til m ig giennem de lange P ille
rækker, og derpaa rungede Orgeltoner og Chorsang og K lokke
klang hen under H væ lvingerne.
I det forste Gieblik blev jeg
overrasket, ja grebet.
Veemod giennem foer m ig. A lt var saa
n y t, og dog saa bekiendt.
I elleve Aar har jeg tidt b esogt
K irker, siden jeg sidste Gang var i et catholsk L and; næsten
altid søg te jeg dem kun som Monumenter, der havde historisk
eller artistisk Interesse, saa at jeg fast reent var bleven afvant
med at betragte dem fra et kirkeligt Standpunkt; og den F ø
lelse af Roe og Opbyggelse, der saa ofte har fyldt m ig i dem,
kom hurtigst og kraftigst na ar jeg var ene, ligesom jeg ogsaa
saam eget m uligt stedse undgik Gudstienestens Tid, for ikke selv
at blive hindret og for ei at forstyrre andre.
Ogsaa i Tirs
dags traadte jeg ind af N ysgierrighed.
Ringe til K irke, det
bruge vi Lutheranere jo ogsaa; de catholske Kirker i Am ster
dam havde jeg tilfæ ldigviis b esøgt under Præken; de sm aa, al
deles moderne Localer havde desuden in te t, der iøinefaldende
sondrede dem fra vore lutherske K irker, og saaledes var det
ganske naturligt, at en H øim esse paa catholsk V iis m aatte til
tale m ig overraskende, da jeg ikke i forveien havde sagt m ig:
nu gaaer Du ind til en romersk Messe.
Men nu var jeg
der, og langsom t og sagte gik jeg op ad til Choret, hvor Ru
bens’ to bekiendte Malerier: Korsets Opreisning og F relserens
M edtagelse af Korset, hænge paa de to m idterste P iller i Tvær
gangen. F løiene vare oplukkede, og jeg saae med Glæde paa
den gam le Mesters fortreffelige Arbeider, især giorde den æng
stelige Om sorg, hvormed man nedtager det dyrebare L iig fra