102 / 219
100
Peter Uligren
ikongens værelser og røsterne blev mere og mere højlydte. Et fjendebrev af
kompromitterende karaktervar blevet opsnappet. Det drejede sigo m korre
spondance mellem regenterne afDanmark og Brandenburg, og, som det be
nævntesirigsrådet: ”...hvad vidrige consilierhoos en och annan afbemålte
bägge potentater fördes emot Hans Kungliga Majestät och Cronan Sveri-
” 7
ge ■
Sverige havde en pålidelig spion ved det brandenburgske hof iform af
Kristoffervon Dohna, som også blev takket forsine: ”vidh brandenburgiske
hofvet godhe officeroch tienster”.8Med det ildevarslende budskab in mente
fortsatte kongen og rådet med at tale om, hvordan Sveriges fjender havde
sammensværget sig. Så kom det frem, atden tyske rigsgreve Christian Rant
zau, som senere blev dansk premierminister, iet brev tilFrederik 3. havde
kommenteret kejservalget iØstrig på en for Sverige negativ måde. Oven i
dettehavde Danmark sendt en deputation tilHolland.
Samtidig fremgår det, at langt fra al information ide opsnappede breve
kunne tydes, eftersom hoveddelen afde dansk-brandenburgske skrivelservar
ikode. Denne sidste omstændighed gjorde Karl 10. Gustav noget nervøs.
Han kom straks tilattænke på svenskernes egen kode, og at det var på høje
tid at ændre på de hemmelige chiffernøgler.9 Kongen havde samtidig den
ejendommelighed, at han først og fremmest omgav sig med rigsråder med
militær erfaring. Istortsethele sin regeringstidopdelte han rigsrådetien fel
tafdeling og hjemmeafdeling. Dette kom sig af, at han ihovedparten afsin
regeringstid var ifelten, hvilket givetvis fikstore konsekvenser for adgangen
tilpålidelige informationer frahjemmefronten.10
Senere iapril opdagede kongen, at Danmark mindre respektfuldt havde
anvendt sitlillasegl iet dokument om Roskildefreden, mens ’deremot K.
M. hadhe sattdhet storaunder sittinstrument”.11Samtidig gjorde danskerne
vrøvlvedrørende Øresundstolden, hvilketkom fraen sikker kilde, nemlig de
svenske kommissarier iKøbenhavn, Sten Bielke og Peter Julius Coyet. Par-
rallelthavde den fremstående danske adelsmand og tidligerestatholder iKø
benhavn, CorfitzUlfeldtalleredei1657 gåetisvensktjenesteog været uund
værlig som rådgiver iforbindelse med felttogetover bælterne. ’Forrræderen”
Ulfeldt fortsatte siden med at hviske danske statshemmeligheder iKarl 10.
Gustavs øre. Kongen røbede såledesforrisgrådet, atUlfeldt ”sagthadhe, atti
förrefegden vore idanske Rådhet efterfredslutitfattattettconsilium, sexve-
ckor efterslutit,attgå lööståterigen på Sverige”.12Kongen mente uden om
svøb, atman ikke kunne stolepå danskerne og atde snartvillegribe tilvåben
mod Sverige igen. Således stegkongens ringeagt afDanmark iforåret 1658.
Derforvardetnu nødvendigt med etnytstødmod Danmark og København.
Allerede den 18. april fikErik Dahlbergh at vide, at kongen ville "fora sine