Previous Page  99 / 219 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 99 / 219 Next Page
Page Background

6 Den æreløse spion

Erik Dahlbergh og den svenske hærs

efterretningsvirksomhed

P e t e r U l lg r e n

Erik Dahlbergh spillede ifølge sig selv en meget fremtrædende rolle under

krigen mellem Danmark og Sverige og forsøget på at erobre København i

1658-1660. Det fremgår afhans dagbog, som nærmest eren forskønnet lev­

nedsbeskrivelse, der delvist blev nedskrevet retrospektivt og ikke bør læses

ukritisk. Som søn afen

landsbokshållare

kom Dahlbergh frasimple forhold.

Han arbejdede sig op igennem samfundet takket være sin mangfoldige be­

gavelse, sitvidebegær og sin evne tilat opdyrke kontakter. Karl 11. beskrev

Dahlbergh som en mand, der ’består av sigsjålv”.1Og det var sandt. Dahl­

bergh var sin egen lykkes smed, en opkomling og en lysende karrieremand i

etopkomlingsrige, som voldsomt og med aggressive hære for alvor inddra­

gede sigiden europæiske storpolitikiforbindelse med trediveårskrigen.

Istørstedelen afsitlivarbejdede Dahlbergh benhårdt og blevefterhånden

både greve, rigsråd og feltmarskal. Han var ien og samme person etgeni in­

denfor fortifikations- og befæstningskunsten, men også en dreven embeds­

mand og militærmand, som allerede i1640’erne var ifeltenunder dronning

Kristina og senere under Karl 10. Gustav, Karl 11. og Karl 12. I 1656 blev

Dahlbergh udnævnt tilgeneralkvartermesterog havde dermed ansvarforhæ­

rens marscher, indkvartering og belejring affæstninger. Idagbogen forårene

1657-1660 tilskriver Dahlbergh sigselven stordel afæren for athave plan­

lagtden svenske hærs marsch overStorebælti1658. Det ersandt, athan stod

Karl 10. Gustav nær, men der var nu flereend Dahlbergh, som medvirkede

tilattage denne drastiske beslutning.

Idenne artikel viljeg vise, hvordan den svenske hær indhentede og be­

handlede viden om danske forsvarsanlæg iforbindelse med belejringerne af

København i1658 og 1659. Svenskernesvidensindsamlingkan ikke ses,som

en slags moderne efterretningstjeneste, eftersom der ved 1600-tallets midte

ikkefandtes nogle formelle institutioner, der systematiskorganiserede de op­

lysninger, man indsamlede om fjenden. På denne tid var efterretningsvæse-