108 / 219
106
P eter Ullgren
danske officerer, som havde været i svensk fangenskab, genkendte ham i de
københavnske gader. Dahlbergh meddeler: ’’Ehuru hembligen jag mig hålla
wille, blef alldeles rychtbahr, att jag war i staden och af een och annan visi-
terad och till giåst budin”.31 En af dem, der trakterede Dahlbergh, var den
28-årige Ulrik Christian Gyldenløve, som var rigsgeneral og halvbroder til
Frederik 3. og som havde haft befaling over den danske hær under den sidste
krig. Gyldenløve inviterede Dahlbergh til en banket, hvor flere høje danske
dignitarer var til stede. Dette ledte til flere indbydelser og Dahlbergh gik be
ruset i seng flere nætter i træk. Dette vanskeligjorde også hans opgave. Han
måtte stå op i de tidligste morgentimer for at få gennemført sin opgave, så
”att jag uthij 4 dagars tijdh hade giordt en temmelig godh delineation och
grundritning af Kiopenhabmn, hwilken oss sedan myket wål till pass komm:
doch skiedde sådant icke uthan stoor faara”.32
Under Dahlberghs ophold og drikkelag i København mødte han også
Frederik von Ahlefeldt, som blandt andet havde været kommandant for Bo
hus fæstning.33 Ahlefeldt forhørte sig om Dahlberghs hensigter ved at stille
sig til Sveriges disposition. Ifølge Dahlbergh ville Ahlefeldt gå i den svenske
konges tjeneste og ville stå for hvervningen af 1.000 nordmænd. Dahlbergh
reagerede høfligt og lovede at fremføre tilbuddet mundtligt til Karl 10. Gu
stav men vidste, at Ahlefeldts tilbud efter alt at dømme bare var bluf for at få
at vide, hvad svenskerne havde i sinde. Dahlbergh blev bekræftet i denne for
modning, da han i begyndelse af august 1658 ville rejse fra København. Ah
lefeldt og andre fremstående officerer forsøgte nemlig nu at forhindre Dahl
bergh i at rejse fra byen. En rasende Dahlbergh berettede om Ahlefeldt: ”Men
som han mig opå cavalliers paroli tillswor att willia slåppa mig uth, fast det
ån wore minnats tijdh, alltså blefwe portarna igånlåste om afltonen, mån ny-
klarne burne uthij mitt logemente. Wij giorde oss så heela natten lustige, till
dess klåckan hade slagit ett. Då ledsadgade han sielf migh till stadz porten,
hwilken han låt oppna, och då drucke wij sidst mitt opå togbryggian konun-
gen i Dannamarks skåål opå knåå, hwarmedh jag, enår klåckan war halfgångs
tw eflter midnatt, fortsatte min reesa”.34
Efter at have forladt København stod det Dahlbergh klart, at han nok var
lykkedes med sin mission, nemlig at spionere og nedtegne det københavnske
forsvarssystem, men at han trods sit ihærdige arbejde i de tidlige morgenti
mer alligevel var blevet ført bag lyset. Nedslået konstaterede han i sin dagbog,
hvordan danskerne formodentlig havde gennemskuet hans hensigter og at de
vidste ”hwad jag forde i hjårtatt och elliest hoos mig fordålt”.35 Dahlberghs
formulering kan tolkes som, at den dahlberghske ære var blevet krænket, da
danskerne gennemskuede ham som en æreløs spion.