111 / 219
Den æreløse spion
109
kommissarier i København og Helsingør og som beskrev, hvordan Danmark
forhandlede med tyske fyrstestater, der var fjendtligt indstillet overfor Sveri
ge.39En af de svenske efterretningsfolk var Magnus Nilsson Durell, der hav
de opholdt sig i Danmark siden 1646, først som agent i Helsingør og siden
foråret 1658 som svensk resident i København. Durell havde under sit lange
ophold i Danmark opbygget et sofistikeret net af spioner og havde i 1657 og
1658 kunnet levere flere indsigtsfulde rapporter om dansk sikkerhedspolitik
til trods for, at de danske politimyndigheder gjorde alt for at isolere Durell i
København.40
Den 11. august ankom svenskerne til København. Under marschen mod
byen havde svenske spejdere og fortropper rapporteret, hvordan himlen over
byen var fyldt med røg og ild. Baggrunden var, at danskerne var ifærd med
at nedbrænde de københavnske forstæder og at byen i det hele taget forbav
sende hurtigt havde formået at forberede sig på de angribende svenskeres
komme. En storm på byen ville nu være vanskelig, hvorfor en svensk belej
ring indledtes.
I København optrådte Frederik 3. energisk og tapper og fremstod som
et vældigt forbillede for borgerne. I kraft af sin personlige tilstedeværelse op-
ildnede og mobiliserede han hele byen til at gå ind i forsvaret mod svensker
ne. Borgerne blev udrustet med våben, svage forsvarsværker blev styrket og
mandskabet på voldene øgedes fra 600 til 1.200 mand.
Byen blev udsat for hårdt pres. Fra søsiden bombarderede den svenske
flåde byen under ledelse af admiral Claes Bielkenstierna, mens selve belejrin
gen af København blev ledet af Gustav Otto Stenbock, som på kongens ordre
havde forladt Skåne og indfundet sig i den svenske lejr ved København.
Samtidig søgte rigsadmiral Carl Gustaf Wrangel at få de svenske tropper
på Sjælland til at stå så stærkt, at de kunne indtage Kronborg fæstning. Kon
gen tvivlede på, om dette kunne lade sig gøre, men lod sig til sidst overbevise.
Den danske befalingshavende på Kronborg Poul Beenfeld havde fået ordre til
at sprænge fæstningen og sig selv i luften, hvis der opstod risiko for kapitu
lation. Den svenske ’’krigsræv”Wrangel manglede artilleri og greb i stedet til
psykologisk krigføring. Det lykkedes ham således at narre Beenfeld til at tro
at København var faldet, hvorefter Kronborg overgav sig den 6. september,
hvilket var ensbetydende med, at svenskerne kom i besiddelse af 80 kanoner.
Erik Dahlbergh var i denne forbindelse blevet kommanderet til Helsingør
og var mægtig stolt over at sidde som ”den forstå swånska commendant opå
Croneborgs slott”.41