113 / 219
Den æreløse spion
111
den uovervindelig. Svenskerne prøvede alt både til lands og til søs. Til søs
svigtede krigslykken, da en hollandsk flåde efter et blodigt søslag med den
svenske flåde undsatte København den 29. oktober. Holland ville nemlig
ikke have at magtbalancen i Østersøen skulle vende til Sveriges fordel, da
det kunne blive til ulempe for den hollandske Østersøhandel. Som om dette
ikke var nok, var en hær af østrigere, brandenburgere og polakker allerede i
september rykket op i Jylland med 24.000 mand og havde ved årets slutning
stort set nedkæmpet og fordrevet de svenske tropper fra denne landsdel. Ved
juletid 1658 var kun Fyn og Sjælland på svenske hænder. Samtidig havde
Danmark med succes åbnet andre fronter mod Sverige og ved årsskiftet ge
nerobret Trondhj em len og Bornholm, hvilket styrkede københavnernes vilje
til et hårdnakket forsvar af byen. Alligevel vægrede Karl 10. Gustav sig for at
give op.
I jule- og nytårdagene vandrede kongen hvileløst rundt i Kronborgs sale.
Den eneste løsning han kunne komme frem til, var en snarlig storm på Kø
benhavn. Da ville den hollandske flåde miste sit støttepunkt i byen og sej
ren ville være hans. Den danske hovedstad forsvaredes af godt 13.000 mand,
bestående af 3.000 hollandske soldater tillige med 10.000 studenter, hoftje-
nestemænd, adelsfolk, borgere samt regulære danske tropper. Natten til den
9. februar 1659 beordredes den svenske hær på 8.000 mand til at storme
København. To dage senere satte man ind med det massive hovedangreb,
men overraskelsesmomentet var helt gået fløjten. Erik Dahlbergh beretter,
”att folket twenne nåtter eflter hwarandra i diupa snoon blefwe hart når un
der staden och åter i lagret en myket lång wåg framm och tilbaka forde, så att
dee, som der af myket wore afmattade och uthan des af kioldh och hunger
lede stoor nodh, den tredie natten icke formåtte, som dee giårna hade welat,
angrijpa fienden, som stod frisk och froodig och 3 gånger starkare in om sina
fasta wallar och muurar”.46
I et brev til generalmajor Conrad Marderfelt udtrykte Dahlbergh, at han
ikke kun byggede sine vurderinger på sin tidligere spionage på Københavns
forsvar, men også havde bibragt den svenske hærledelse og angrebsplaner nye
oplysninger baseret på, hvad han havde iagttaget fra den anden side af mu
rene under belejringen af byen. Uden omsvøb forsøgte Dahlbergh på denne
måde at forbedre på sit eget rygte og nedtone det faktum, at hovedangrebet
på København var sket på det forkerte sted. Dahlbergh mente, at det hele
ville have været gået godt ”om inte utan tvivel flera spioner och liknande hade
uppehållit sig vid Hans Kungl. Maj:ts hov, av vilka fienden kunde erhålla all
underråttelse”.47
Stormen blev en gigantisk fiasko, men Karl 10. Gustav satte sig stædigt
fast på Sjælland og udbyggede lejren Karlstad i Brønshøj. Senere på året ind