115 / 219
Den æreløse spion
113
var, hvad den havde været under Torstensonfejden godt tolv år tidligere.
Dahlbergh overdriver tydeligvis sin egen indsats i dagbogen, men til trods
for dette spillede han en betydningsfuld rolle i anden Karl Gustav-krig. Un
der Dahlberghs besøg i København forud for krigsudbruddet fremgår det, at
han blev gennemskuet af danskerne, som muligvis endda var klar over, hvad
han foretog sig i de tidlige morgentimer. Ud fra en optegnelse i dagbogen
aner man, hvordan han var bekymret for, om han blev opfattet som en æreløs
spion på trods af, at han så sig selv som en yderst tro kongetjener. På denne
måde gav han selv udtryk for datidens syn på rapportører og spioner.
En anden væsentlig pointe er, at der på tidspunktet for den svenske storm
af København i februar 1659 var sket meget i byen, siden Dahlbergh havde
været der og spionere. Forsvarsværkerne så meget anderledes ud, men trods
dette planlagde svenskerne angrebet på grundlag af Dahlberghs ’’forældede”
oplysninger med det resultat, at man slog til det forkerte sted.50Som om det
te ikke var nok, findes der oplysninger om, at danske spioner havde besøgt
den svenske lejr og dér havde opsnuset, at den svenske storm var nært forestå
ende, hvilket Dahlbergh underforstået brugte som forklaring på, hvorfor det
svenske angreb kom mindre overraskende end ønsket.
Hvis vi ser bort fra den såkaldte civile spionages former og ser nærmere på
de mere rendyrkede militære, som benyttedes når hæren var i felten, er det ty
deligt det, at svenskerne hovedsageligt anvendte tre metoder: 1) opsnapning
af fjendebreve, 2) egne spejderes oplysninger, 3) viden fra overløbere og fan
ger. Et fjerde knep var at udbrede falske rygter og misinformation, som tilfæl
det var med Kronborgs kapitulation. Selv om der ikke var tale om rendyrket
spionage var sådanne blufnumre ind i mellem meget succesfulde i den tidligt
moderne krigsførsel.
En løbende problematik i forbindelse med opsnapningen af fjendebreve
var kodningen. Brevene var ikke sjældent skrevet i kode og man kunne ikke
med sikkerhed vide hvilke informationer, man kunne stole på. Man måtte til
enhver tid regne med at fjenden med vilje ’’plantede” oplysninger - ofte ren
propaganda —i brevene. Lige så usikre var de oplysninger, som indhentedes
fra fanger og overløbere. Sikrest var spejdernes oplysninger, som baserede sig
på umiddelbare iagttagelser af fjendens bevægelser, selv om hensigterne med
disse kunne være svære at tolke. Men det er også vigtigt at understrege, at
man givetvis forsøgte at foretage vurderinger på grundlag af informationer
fra samtlige dele af den civile og militære efterretningsnet. Men der var ikke
tale om en velsmurt og samordnet efteretningstjeneste i moderne forstand.
Det var tværtimod en famlende og helt usammenhængende organisation,
som fremfor alt savnede regelmæssige rutiner og retningslinjer samt bar præg
af store huller mellem de civile og militære instanser.