121 / 219
Den københavnske p rivilegiesag o g 1600-tallets strukturændringer
119
mets retfærdighed, og den københavnske privilegiesag 1658-60 kan ses som
kulminationen på de foregående årtiers strukturændringer. Her tænkes ikke
alene på forholdet mellem stænderne, men også inden for borgerstanden og
mellem grupper i det københavnske bysamfund. Der findes en række udkast
til Københavns privilegier fra 1658-60, der kan kaste lys over modsætninger
inden for hovedstaden, men som ikke har påkaldt sig meget opmærksom
hed.
Tidligere behandlinger a f Københavns privilegier - nogle træk
Påvirket af præsten Anders Mathiesen Hjørrings skrifter har flere historikere
tværtimod fremhævet harmonien i hovedstaden. Som præst gengav Hjørring
det lutherske samfunds- og øvrighedssyn: Alle var lige over for Gud, men
samfundet var præget af ulighed. Enhver var af Gud tildelt en bestemt plads
og funktion i samfundet. Hjørring opregnede fire grupper i det københavn
ske bysamfund: Hofstaten, gejstligheden, borgerne og militæret. Til hofsta
ten regnede han rigsråder, adelige militærpersoner, hofbetjente på Slottet, i
Kancelliet, Rentekammeret, Tøjhuset, Bryghuset og alle kongelige betjente,
der ikke gjorde tjeneste til søs. Om inddelingen skrev hanf’Oc vaar samme
Affdeeling oc
Distributz
saare vel betænckt til en god Ordning oc Politie /at
hver kunde vide hvo de haffde at svare oc lade sig commendere aff”.4
Titlen
Leyres Politie
refererede til god politi, det vil sige den skik og ord
ning, som man skabte under Københavns belejring. Opretholdelsen aflov og
orden var en væsentlig del heraf. De forskellige grupper i det københavnske
bysamfund havde deres særlige retsinstanser, og Hjørring betoner det harmo
niske samarbejde mellem byens forskellige grupper. Ifølge privilegierne af 24.
marts 1659 fik byen bevilget et borgerudvalg på 32 mand, det sørgede for
lighed i indkvarteringsbyrderne. Udvalget havde desuden opsyn med bagere,
bryggere og slagtere, fastsatte priser på varer og sørgede for en ligelig fordeling
af tilførte varer.
I den forbindelse kan fremhæves tre træk i Hjørrings fremstilling. 1) Hans
skildring af det københavnske bysamfund som harmonisk, forklarer opbak
ningen bag monarken, den fælles front mod fjenden, og hvorfor svenskernes
håb om uenighed i byen ikke blev opfyldt. 2) Han fremstiller borgerne som
ret passive i privilegiesagen. Privilegierne var ikke en efterkommelse af krav
fra borgerne, men tværtimod en gave fra monarken pga. deres offervilje. 3)
Belejringen afdækkede borgernes store indsats, og hvem der var tro undersåt
ter.
Da adelen på stændermødet i efteråret 1660 —efter belejringens ophør
- nægtede at betale konsumptionsafgift pga. standens skattefrihed, gav det
anledning til en privilegiediskussion. Hjørring beskriver privilegierne som