119 / 557
108
R. Berg
m ange Aar, skattet og skyldet, og befindes dog aleneste
idel Bedragere, og fø rend en P a rt endda vil arbejde,
gange de heller med stæ rke og føre Lemm er u fo rsk am
met fo r Døre og betle, en P a rt og avle Horebørn, som
i lige Maade holdes af Fo ræ ldrene til Betleri og saaledes
opfylder Byen med en utallig Hob P rakkere, som sent
eller langsom t k an bortdrives.«
En sand Landeplage synes det at have været. 1621 hedder
det, »at m ange fattige Børn her udi K jøbenhavn omløbe
og sig til Betleri tilvænne«. 1628, »at m ange Betlere om-
gaa og sig med Betleri alene opholde . . . .« 1647 tales
om »den store Uskikkelighed med Betleri og Løsgængeri
over alt jo m er og m er at tiltage«. 1665 »hvorledes
Mængden af adskillige Slags Betlere h e r udi S taden dag-
ligen tiltager og at m ange Huse skal findes, hvor udi
Skarnsfolk sig opholde og stor Letfæ rdighed begaae«.
Udtalelserne kan forøges i Massevis og viser, at m an
stadigvæk h a r staaet raad løs over fo r Ondet og ikke h a r
kend t andet Middel end at jage de hjem løse ud eller
sæ tte dem paa Arbejde i Tugthuset. Men intet af disse
Midler slog til.
A tter paa dette Om raade viser der sig den samme
passive Holdning og Mangel p aa Evne til at trænge til
Bunden af Ondet. Hver Gang, m an sta a r over fo r et eller
andet Fænomen, kreser m an ru n d t om det, seer paa dets
ren t overfladiske V irkninger og Y ttringsform er, søger at
afhjæ lpe de værste Ulemper, hvis saadanne viser sig,
m en p røver ald rig p aa at fo rstaa Aarsagen. Det er, som
om m an kun fa tte r det, der pludseligt og um iddelbart
træ der frem fo r Øjnene. Man lever helt i Øjeblikket og
hvirvles med i Hændelserne uden at fo rstaa den dybere
Sammenhæng. Der h a r hersket en fuldkomm en Mangel
p aa aandelig T ræning. Tilværelsen var som en aaben
Mark, hvo r P lov furen ikke gik særlig dybt, hvor der Aar
efter Aar saaes den samm e Sæd, men hvor der T id efter