354 / 557
342
R . B erg
ved en Forordning af 25. Marts s. A. blev Indførsel af
alt fremmed Glas forbudt.
Man levede dengang i Merkantilismens Tegn, hvor det
økonomiske Synspunkt var det, at Penge var et Lands
største Rigdom. Det gjaldt derfor om at sørge for, at
Pengene blev i Landet, og at man saa vidt gørligt selv
var i Stand til at frembringe de Varer, Landet skulde
bruge, fremfor at købe dem i Udlandet.
Selv om Produktionen derved blev dyrere, blev dette
dog ikke betragtet som nogen væsentlig Skade, thi man
beskæftigede jo Landets Børn, og Pengene blev hjemme,
hvad der blev anset for at være det vigtigste.
Det er da ogsaa dette Synspunkt, der blev anlagt for
de norske Glasfabrikker, og havde nu Varerne været lige
saa gode og billige som de, man hidtil havde faaet fra
Udlandet, havde der heller ikke været noget at indvende
derimod.
Men det var netop det, Varerne ikke var. I hvert Fald
klagede Glarmestrene stærkt over, at det norske Glas
var meget daarligt og alt for dyrt.
1768 beretter saaledes en Mester, at han fra Magasinet
havde faaet
6
Kurve Glas, men det var saa slet, at han
maatte sende det tilbage.
Hvad der imidlertid var lige saa slemt, var den Om
stændighed, at man ofte slet ikke kunde faa norsk Glas.
Lavet var derfor nødt til paa Grund af Indførselsforbud
at ansøge om at indkøbe fremmed Glas og fik ogsaa nu
og da Tilladelse dertil.
Ved saadanne Fællesindkøb var der naturligvis den
Ubehagelighed, at adskillige Mestre ikke kunde betale. Et
saadant Tilfælde foreligger 1769, hvoraf det ses, at to
Mestre henstod med Betalingen paa tredje Aar. Det ved
toges at give dem Henstand endnu i 3—4 Uger og ellers
lade dem stævne.
Det er aabenbart Frygten for den Slags Ubehagelig