180 / 211
174
g e lse n “ for E levernes V e d k omm e n d e k u n v ar y d e rst ring e, h v o rim o d
d e re s m o ra lsk e F ø lelser og S a n d s for d et P a s s e n d e led S k a d e ved at
væ r e V idne til, at enk e lte af de militaire K irk e gæ n g e re b en y tted e
„H o lm b la d s S a lm e b o g “ istedetfor den au to rise re d e og, istedetfor at del
tage i Me n igh ed e n s S almesang og h ø r e paa P ræ d ik e n e n , lod „ L æ r k e n “
gaa paa Omgang, skal villig in d rømm e s. — U n d e r Ma jo r G la h n o p h ø r te
disse K irk e p a ra d e r til sto r G læ d e for E le v e rn e , d e r nu h a v d e d e re s
Søndag u b e s k a a re t og T illadelse til at beny tte den paa b ed ste Maade
eller idetm indste paa den Ma ad e , d e r bedst s temm e d e o v e r e n s med
h v e r Enkelts In teresser.
En af de Beg iv e nh ed er, hvis E n k e lth e d e r aldrig vil g lemm e s af hin
P e rio d e s Elever, v ar T ro s k a b s e d e n s Aflæggelse. I Midten af R id e h u se t
v ar opstillet en affuteret F eltpiece, me d Mund ing e n p e g e n d e ud mod
E x erce rp lad se n . Enk elte nylig til P rem ie rlie u te n a n te r i C o r p s e t u d
næ v n te Hø iskoleofficerer, samtlige A rtille rire k ru te r og E le v sko len s
yngste C lasse stode opstillede langs S iderne. Efter at Artilleriets C h e f
i d jæ rv e O rd havd e fremd rag et B e tydn ing e n af den alvo rsfulde Act,
som nu sku lde foregaa, og sluttelig udb rag t et af kraftige H u r r a r a a b
b esvaret „Kongen le v e “, traad te A u d ite u re n frem til K a n o n e n og o p
læ ste me d lydelig S temm e Ed sfo rmu laren .
D e n n e s O rd ly d k je ndtes
vel af de V e d k omm e n d e , men h v e rt O r d fik ved d e n n e Leilighed en
ganske sæ re g e n Betydn ing og in d p re n te d e sig med uudslettelig Skrift i
H u k omm e lse n . Og n a a r han d e r p a a , m e d e n s han b e k ræ fte n d e lagde
H a a n d e n paa K anon e n s H o v ed , op fo rd re d e alle de Unge, u a n s e t hvad
C h a rg e de b ek læd te , til at r æ k k e den høire H a a n d s tre F ingre iveiret
og gjentage E d en s sidste O r d : „saasand t h jæ lp e mig G u d og h an s
hellige O r d “, da svu lm ed e de unge H je r te r af en hidtil u k je n d t Følelse,
som lokkede T a a re r frem i mangt et Ø ie ; man h ø in e d es i sin egen
Bev id sth e d ved T a n k e n om allerede at væ r e an set væ rd ig til at ind
træ d e i Fæ d re la n d sfo rsv a re rn e s Ræ k k e r, og at K rig eren s o p h ø ie d e
Kald: at bringe sit Liv og Blod som Offer for Konge og Fæ d rela nd ,
v ar faldet i En s Lod ; og man lovede begejstret sig selv at v æ r n e om
T ra d itio n e rn e og blive F æ d r e n e lig i P ligtopfyldelse, Mod og U d h o l
d enhed . N a a r saa midt u n d e r den højtidelige S tilhed , som ind traad te
efter Udtalelsen af de betydningsfulde O r d , en sagte S u se n syn te s at
sæ tte Luftbølgerne i Bevægelse, v ar man ikke langt fra at tro, at d et var
den hellige B a rb a ra selv — vo rt V a a b en s oph ø je d e S k y tsh e lg e n in d e — ,
d e r paa usynlige V inger svæ v e d e gjennem R umm e t og med moderlig
Øm h e d sk u e d e ned paa sine unge S ø n n e r — Vaa b en e ts alleryngste
N e o p h y te r.
F ra den Dag følte Eleven sig som Mand, og den, som for E ftertiden