ErindringerFraGamleKglBibliothek

hvor han havde sin bestemte Plads ved den store Pult,

som han stillede sig foran paa en lav Træ-Skammel, og

saa tog han fat paa at bestemme Pladsen for de Bøger,

som vare satte til Side for ham. Nu var han i sine vante

Omgivelser fra gammel Tid, nu kunde han være livlig,

snaksom, fortællende og leende — højt — af Hjertens

Lyst.

Men han var nøjeseende med at Uvedkommende ikke

kom indenfor paa hans Territorium. Vahl og jeg har flere

Gange næsten leget Skjul med ham, for at han ikke skulde

finde os i sine Sale.

Saa kom det skjæbnesvangre Aar

1861

. Da, som oven

for fortalt, Kultusminister

Monrad

gav efter og ikke, som

han havde havt i Tanke, afskedigede Justitsraad Molden-

hawer, lod han Justitsraad Fabricius kalde til sig. Der ud

spandt sig nu en Samtale mellem Ministeren og ham, som

førtes paa den Maade, at Monrad maatte nedskrive, hvad

han vilde meddele den døve Mand. Da Fabricius kom til

Bibliotheket efter denne Forhandling, var det ikke som

sædvanlig nynnende, hvilket var et Kjendetegn paa at

han befandt sig vel, men det var med et meget alvor

ligt Udtryk i sit Ansigt. Jeg husker, at jeg hørte ham

med næsten grædefærdig Stemme fortælle os i Kontoret,

at Ministeren havde sagt ham, at han skulde afskediges,

mere forstod han ikke af, hvad der var meddelt ham. Det

tog nogen Tid at gjøre ham fortrolig med, hvorledes hans

Stilling i Fremtiden vilde blive. Det var jo ogsaa et noget

usædvanligt Arrangement, der var truffet, men det vid

nede i Virkeligheden om Minister Monrads gode Hjærte

og om hans Hensynsfuldhed mod den gamle Embeds

mand. Monrad skulde gjennemføre den nye Lønningslov

for Bibliotheket, og det kunde ikke ske, uden at nogle af

de Gamle maatte opoffres; men han vilde, at de Afskedigede

ikke maatte lide noget pekuniært Tab. Dette bragte han til

Udførelse paa den Maade — den samme, som ovenfor er