60
nære Naboskab gav maaske Anledning til, at jeg altid
mødte stor Venlighed hos ham, og jeg fandt senere ved
Bibliotheket en god Lærer i ham. For andre har han
maaske været mindre tiltalende paa Grund af sit Alvor og
sin Indesluttethed. Kun i ét Tilfælde har jeg seet ham rig
tig vred, og det var, naar han hørte Bøllirig tale om, at
Bibliotheket burde have sin nærmeste Udvidelse ved, at
den underste Etage blev afgivet til det. Da kunde han
blive helt misfornøjet, gik fra Kontoret ind i den store
Bibliothekssal og lukkede Døren haardt i efter sig. Grun
den til hans Alvor laa maaske i hans Karakter, men den
kan ogsaa have været fremkaldt ved hans Sygelighed. Da
han i
1845
var i Paris, blev han syg, og han forvandt al
drig Efterveerne af denne Sygdom. Det var en Underlivs
betændelse, han dengang led af; han havde stadig Smerter,
som han med Energi bekæmpede, saa at man ikke mær
kede til, at han altid følte sig ilde. Tilsidst svækkedes og
saa hans Aandsevner. Jeg husker, at i
1859
, vistnok i
Februar, da han besøgte mig, medens jeg laa syg paa For-
haabningsholm hjemme hos min Fader (selv boede jeg
paa Borchs Kollegium), fortalte han mig om, hvorledes
han Aftenen iforvejen vilde besøge en Familie paa Øster
gade (Rafaels), men var gaaet fejl og var kommet ind i et
forkert Hus og ind til en forkert Familie, hvor han saa
tilbragte lang Tid, før det gik op for ham, at han ikke
hørte hjemme der. Den
16
. December
1859
gjorde min
Fader i Anledning af mit Bryllup et Selskab, hvortil Bøl-
ling og Lassen vare indbudte. Lassen havde en noget
ældre, elskværdig, livlig Dame tilbords, men det gjorde et
tungt Indtryk at se den alvorlige, tause, næsten noget
sløve Mand ved hendes Side; det kan jo være, at de ham
uvante Omgivelser ikke virkede saa oplivende paa ham,
som det var ventet. Ikke længe efter kom Katastrofen. Da
han den
19
. Januar
1860
kom fra Geheimearkivet til Bi
bliotheket med Overfrakken over Skuldrene, blev han