248 / 461
pensary, hvor han solgte Medikamenter, han selv tilb e red te; sæ r
lig b e k en d t blev Butiken ved T andpulvere og T andbørster, som
de selv fab rik ered e af tynde spanske Rotting; C a l l i s e n saa h e r
ved sine In d tæ g te r fordoblede og blev saaledes i S tan d til ogsaa
udenfor Hospitalerne at kunne færdes i sine berøm te Venners
Selskab. Ogsaa i London fik han ved sine S k rifter Adgang til det
kgl. V idenskabernes Selskab og sendte tillige hyppig vid en sk ab e
lige Meddelelser hjem.
E ndnu i London udnæv n tes han til kgl. Overkirurg for den
danske Flaade, kom hjem 1771, beg y nd te stra k s Forelæsninger
over K irurgi ved F a k u lte te t og k reeredes til Dr. med. 1772 for
Afhandlingen „De præsidii claseis regiæ san ita tem tu en di m eth o do “.
Samme Aar forlod Berger det medicinske F a k u lte t, og Callisen
blev da ud næ vn t til Professor chirurgiæ ved Universitetet, rig tig
nok uden Løn, men med kongeligt Løfte om a t succedere H e n
nings som G en eraldirek tø r for Kirurgien. I 1774 u dnæ vntes han
til Medlem af Collegium medicium, blev Assessor ved Eksamen
chirurgicum ved T h ea trum anatom icum og var samme Aar Med
stifte r baade af det medicinske Selskab og Societas e x ercitato ria
medica til Øvelse for de medicinske og kirurgiske studerende.
Saaledes kastede C a l l i s e n sig med al sin Iver ind i den k iru r
giske Virksomhed og v and t strak s ved sine grundige og belæ rende
F orelæ sninger en stor Tilhørerkreds, ligesom h an allerede i disse
Aar udgav det første a f sine Væ rker: „Institutiones chirurgiæ
h o d iernæ “ (1777), væ sentlig en Læ rebog for studerende.
E fte r Simon Kriigers Død var im idlertid K irurgien ved T h ea trum
anatom icum kommen yderst i Forfald, og fra alle Sider var det
klart, a t T h e a trum anatom icum m a a tte forsvinde og en ny T il
stand for K irurgien begynde. I d e tte Øjemed og i Anledning af
Indfødsrettens Indførelse ned sattes da efte r kgl. Resolution af 13.
November 1776 en Kommission, hvori Professorerne S a x t o r p h og
C a l l i s e n , Livmedikus A a s k o v o. a. befaledes at tage Sæde „for
at udfinde de k ra ftig ste og bedste Midler til at ophjælpe K irurgien
og bringe den til at b lom stre “ . — Denne Kommissions Samm en
sæ tning gav Stødet til en system atisk Forfølgelse og til forbitrede
og m eget saarende Angreb p a a C a l l i s e n ; de kom ganske vist fra
saa underordnede P ersoner som R eg im entsk iru rg M a r t i n i , der
insinuerede, a t C a l l i s e n vilde forraade og u n d e rtry k k e Kirurgien,
fordi h an var bleven Dr. med., og som Pagehovmesteren R i e g e l s ,
der p a a den mest æ rerørige og smaalige Maade angreb Callisen
i forskellige Artikler. C a l l i s e n forsvarede sig med stor Værdighed
i to Sm aaskrifter: „Til m ine Medborgere“ og „Svar efte r L ø fte “
(1785), ligesom h an støtted es a f A b i l d g a a r d , R a h b e k og T o d e .
Sik kert stod der dog bag de næ vnte S traamæ n d betydeligere P e r
sonligheder og da navnlig K ø l p i n og W i n s l ø w , der som Callisens
Medbejlere begge a ttra a e d e a t blive G enerald irektø r for K iru r
gien; det gjaldt dem derfor om at forhindre, a t den Institution,
der skulde følge det dødsdømte T h ea trum anatom icum , tilfa ld t
Universitetet, i hvilken R etning allerede den kgl. Resolution a.f
1773 havde u d ta lt sig, og henimod hvilket Universitetspatron,
Grev T h o t t ogsaa arbejdede, dels fordi C a l l i s e n var den langt
overlegne Dygtighed, dels af økonomiske Grunde, idet C a l l i s e n
da kunde blive med Generaldirektørens Gage. Im idlertid antoges
dog et Forslag om Oprettelse af et kirurgisk Akademi u a fh æ n
gigt af Universitetet ved kgl. Resolution af 22. Juni 1785 med
Hennings, Kølpin og Winsløw som Lærere, med Forbigaaelse af
den eneste virkelig videnskabelige uddannede og allerede højt
ansete K irurg C a l l i s e n . Dybt k ræ n k e t over denne Tilsidesættelse
m iskendte han dog ingenlunde Akadem iets Værd og beklagede
kun, at P a r tia a n d , personligt Had og private Hensigter havde
sk u dt ham til Side. Han var tillige uvis om, hvorvidt Lø ftet om
hans Succession e fte r Hennings vilde blive holdt og m a a tte v ed
blive a t fungere som Divisionskirurg i Flaaden, da han endnu
ingen Gage havde faaet, skønt han i 12 Aar havde doceret som
Professor ved Universitetet.
Medens man herhjemm e foragtede C a l l i s e n s udmæ rkede Evner,
søgte m an i U d la n d et at vinde ham; fra Berlin fik han 1787 et
æ re fu ld t Tilbud om „ at vorde ansat som første kirurgiske P ro
fessor ved det kgl. medicinske-kirurgiske Kollegium med aller-
naad ig st Løfte om en anselig K a rak te r og Tilladelse til selv at
foreslaa Konditionerne.“ Han forespurgte sig da her om sin even
tuelle Succession ved Hennings Død og fik følgende ubestem te
Svar: „Monarken vilde anse det med allernaadigst Velbehag, om
C a l l i s e n foretrak a t blive i sit Fædreland i Stedet for at mod
tag e det h am tilbu d te Embede udenlands.“ Han afslog derefter
T ilbu d et og blev til stort Held for den danske Lægevidenskab i
L andet. Allerede 1791 befaledes han a t tiltræ d e det kirurgiske
Akademi, og efte r Hennings Død 1794 udnæ v ntes han da til den
Plads, h an allerede 1773 havde fa a e t Løfte om. Sam tidig og kort
e fte r frasagde han sig sine øvrige Embeder og u d tra a d te af det
medicinske F a k u lte t og Collegium medicum.
I de følgende Aar ofrede han sig da u delu k k e n d e for sin do
cerende Virksomhed, der sam lede et ta lr ig t Avditorium, endog
af fremm ede studerende; hans F orelæ sninger skildres som vel
ordnede, præcise, let fattelig e og hyppig frem s a tte i en oratorisk
skøn Form. Ved hans sidste offentlige Forelæ sning 29. Marts
1805, sam ledes m er end 400 yngre og ældre Elever for at tage
Afsked med ham, og der blev i den Anledning p ræ g et en Guld-
medaille med hans Brystbillede, hvortil Abildgaard gav Ideen.
Gammel og svag søgte han samme Aar Afsked som Lærer, men
vedblev a t bek læ d e Posten som G e n eraldirek tø r til sin Død 5.
F ebru ar 1824. Han var bleven E ta tsra a d 1802, Konferensraad 1812,
Kommandør af Dbg. 1813.
Foruden en særlig for den Tid en estaaende Virksomhed som
Lærer ydede C a l l i s e n sin Videnskab, sit L and og sine Medborgere
store T jenester som F orfatter. Foruden hans Afhandlinger, skrevne
i Udlandet, og hans D oktordisputats findes 19 latinske Afhand
linger, alle tr y k te i det kgl. medicinske Selskabs Acta, og 3 dan
ske, m eddelte i det kgl. danske V idenskabernes Selskabs Skrifter.
Dernæ st hans berøm te Kirurgi, der først udkom som „Institutiones
chirurgiæ hodiernæ in usum academ icum a d o rn a tæ “ (1777), senere
som forøget og forbedret Udgave: „Principia systematis chirurgiæ
hod iernæ “ (1790, 2 Dele) og endelig hans Hovedvæ rk: „Systema
chirurgiæ ho d iernæ “ (1798 —1800, 2 Dele). Disse Lærebøger blev
ikke blot ben y tte d e her i Landet, men paa mangfoldige Steder i
Udlandet lag te til Grund for det kirurgiske Studium sam t over
sa tte paa Tysk og Italiensk, til Dels ogsaa p a a Fransk, Spansk
og Russisk. Sik kert h a r d e tte hans klassiske Væ rk ikke blot
hævet ham lan g t over hans Forgængere her hjemme, men endog
stillet ham i R ang med Datidens berøm teste Kirurger i Ud
landet.
Oplyst og virkelig videnskabelig indsaa C a l l i s e n længe før sine
sam tidige det sørgelige og ødelæggende for Kirurgien, naar den
holdt sig fje rn e t fra Medicinen; gennem hele sit Liv har han da
ogsaa arb ejd et p a a a t u ddanne K irurgerne ved sam tidig at gøre ,
dem til Medicinere; fra hans tidligste A fhandlinger til hans sid
ste store Væ rk er denne T anke og Aand den ledende. Dette j
sidste Arbejde fra Callisens H aand var „Fysisk-medicinske Be
tra g tn in g e r over København“ (1807—09, 2 Dele); først d ette Værk
sammenholdt med de tidligere viser tilfulde, hvor stor og mange
sidig C a l l i s e n s Begavelse har været, og hvor k la rt han allerede
den Gang h ar set p a a det endog først i den nyeste Tid ret dyr
kede Felt, Hygiejnen. D e tte Væ rk er ved sine utallige Oplysnin
ger om Byens Geografi, Naturforhold, Indbyggernes Samfundsfor
hold og Levevis o. m. a. et K ildeskrift for a lt Studium og Under
søgelser af Byens tidligere Perioder; d e t er skrevet i et ejen
dommeligt simpelt, men dog storslaaet Sprog, hvorigennem over
a lt lyser Tanken, som han u d ta lte i Mottoet p a a sit første Ung
domsskrift: „Nisi utile est, qvod facimus, stu lta est gloria“.
Ligeledes h a r han i de talrige Kommissioner og Selskaber, af
hvilke han var Medlem ved sin store Arbejdsdygtighed, frem
ragende Intelligens, prak tisk e Sans og upletted e Hæderlighed ud
r e tte t m eget for sine Medborgeres og sin Sam tids Vel. Han har
væ ret den danske Kirurgis Fader, en af den danske
L æ gekunsts
ypperste Mænd og en i Sandhed n y ttig Borger.
Som om ta lt ved Beskrivelsen af Ejendommen „Lille Marieu-
d a l“, som de begge elskede, Side 202, ejede C a l l i s e n og hans
Enke denne Ejendom fra 1790 til 1835, (Callisen døde som om
t a lt 1824) a ltsa a i ca. 45 Aar. Han udvidede Ejendommen
ved
Køb af det lige overfor liggende Strandvænge og anlagde den
store og smukke Have ved Ejendommen.
P lu ra liteten af den nuvæ rende Storstad Hellerups Beboere aner
sik k ert ikke, hvem „Callisens V e j“ er o pkaldt efter, — nu
ved
De det og ved, a t det var een af D anm arks bedste Mænd, som 1
34 Aar havde beboet det smukke L andsted „Lille Mariendal og
omdannet d e tte til en idyllisk P let ved Strandvejen, paa det
Pu nk t, hvor nu den m indre idylliske men mere m aterielle „Helle
rup B a n k “ h ar sine Lokaler (Billedet Side 171).
240