236 / 311
T ilskuerpladsen set fra Scenen (1876).
Thi bedre Kræfter vel finde De vil,
Men De maa tro mig, i Kærlighed til
Vor Kunst — vi vige for ingen!
Saa tag vort Tempel i Varetægt,
At det maa stande fra Slægt til Slægt
For Musen et Højtids Sæde.
Det vorde et Kunstens Kildevæld,
Det vorde sin Stifter til Hæder og Held
Og Folket til Gavn og Glæde!
Efter Prologen opførtes Melodramaet „En l i l l e H eks“, hvori
Publikum blev præsenteret for et nyt scenisk Elskerpar, Agnes
Lange og Lau rid s S tig a a rd , og da de begge gjorde Lykke,
fortolkede de i syv Sæsoner den alvorlige Erotik i mange
effektrige Folkekomedier, indtil hun i 1864, først af alle Teatrets
Skuespillere, gjorde Springet op til Nationalscenen. Aabningsfore-
stillingen røbede Kammerraad Langes Talent og Indsigt som Di
rektør. Han famlede ikke i sin Ledelse, men anslog straks den
sentimentale Tone, som han vidste vilde finde Genklang, naar
den hovedsagelig blev baaret frem af hans smukke Datter, hvis
sceniske Uddannelse skyldtes Professor Høedt. Dernæst knyttede
Lange allerede fra den første Aften en frugtbar Forbindelse med
Forfatteren Adolph v. d. R ecke, der foruden Prologen havde
Stykkets Oversættelse paa sin Samvittighed og snart blev Tea-
ført i Anledning af Teatrets 20aarige Bestaaen, ligesom det
ogsaa gjorde Honnør i 40 Aarsdagene, ved hvilken Lejlighed
Frøken M a rg reth e Nyrop forsøgte at lø fte. Arven efter sin
Moder. Den 1. Oktober 1897 afsluttede „En lille Hex“ for 86. og
sidste Gang sin Tilværelse paa Folketeatret.
Det første Personale bestod af følgende Damer og Herrer:
Mad. N icoline Bloch, f. Sichlau.
Jfr. Louise Carpentier (Fru Holst).
Mad. Frida Hougaard, f. Birch.
Jfr. Agnes Lange (Fru Nyrop).
Jfr. Louise Lange (Fru Frederik
Madsen).
Jfr. Dido Larsen (Fru Julius P e
tersen).
Jfr. Julie Lumbye (Fru Direktør
Lange).
Jens Larsen Cronborg.
Emilius Hoppensach.
Jens Andreas Hougaard.
Jensen.
Fritz Ferdinand Knobelauch.
Harald Kolling.
P eter Larsen Koop.
Paulsen.
Laurids Stigaard.
D iderot Zuberlein.
Censor: O versæ tteren, Justitssekretæ r A. L. C. de Coninck.
Musikdirektør: C. C. Møller.
Sufflør: Bech.
R egissør: Aabjørnsen.
Maskinmester: Hansen.
De fleste af disse Pionerer havde spillet Komedie i Provinserne,
nogle paa Casino, eller optraadt som Dilettanter i „Thalia“ og
Hun mærked vor Latter var sand og sund.
Vor Graad var Hjertets, hun mærked, at hun
var kommen til Nordens Athenen.
Og Aarene gik og Aarene kom,
Men inden kort fløj saa viden om
Et Ry om den danske Comedie.
Alt tvende Templer er rejste til
At dyrke Musen. — I Aften vil
Vi indvie hende det tredje.
Thi er vor Bøn, at De træder ind
I Hallen her med velvilligt Sind,
Med kærlig Imødekommen.
Kun faa af os var Dem før bekendt:
Vi har Lyst og Flid — om vi har Talent,
Ja, derom skal De fælde Dommen.
Naar da vor Aand mod Ideens Hjem
Med kække Vingeslag haster frem,
Jeg ved, De stækker ej Vingen.
trets produktive Husdigter, Og endelig viste Lange i Sammensæt
ningen af Personalet, at han forstod at finde .Talenter blandt
uøvede og ukendte Skuespilleie, hvoraf kun tre havde været med
ved Casinos Start i 1848 uden dog at trænge ind i Publikums
Bevidsthed. Blandt disse var Stigaard, som i Mellemtiden havde
vundet Navn ved Teatret i Odense. Lange bevægede ham til
at bryde sin Kontrakt mod at betale hans Mulkt, 700 Rdlr.
Selvom Fremstillingen af „En lille Hex“ ikke blev særlig ro
sende omtalt i Pressen, der nærmest stillede sig afventende
overfor Personalet, kom dog i Aarenes Løb ikke mindre end
seks af Teatrets Unge — Knobelauch, Kolling, Stigaard, Fru
Holst, Fru Nyrop og Fru Lumbye-Lange-Hansen — ind i det snev-
reste Udvalg af Kjøbenhavns populære Skuespillere. Stykket gav
kun grove, via tyske Scener importerede Omrids af George Sands
berømte Roman „La petite Fadette“, men Teatrets jævne Publi
kum lod sig let besejre af grelle Modsætninger og stærke Over
gange og af den uvant luksuriøse Udstyrelse med dansende Lygte-
mænd og korrekte Zouavkostymer. I Tidens Løb blev „En lille
Hex“ til Nytte for Kassen, og ældre Teatergængere vil endnu
huske det gamle Melodrama, fra dengang det med Fru
B e tty B o r ch sen iu s i Agnes Langes Rolle atter blev op-
226