231 / 311
FOLKETEATRETS HISTORIE
1 8 5 7—1 9 0 8
En kortfattet Fremstilling paa Grundlag af
Johannes Rings statistiske Samlinger
ved.
Robert Neiiendam
I.
Begrebet et f o lk e lig t T e a te r forsøgte første Gang i Som
meren 1807 at trænge sig frem mod den Mur, det kgl. Teaters
Privilegium dannede, idet den „teatergale“ Baron F. C. W edel
Jarlsberg, hvis Trup spillede Komedie i Provinserne, fik Lov til
at lade den optræde indenfor Voldene i Sommermaanederne,
naar Nationalteatret var lukket. Imidlertid forhindrede de uro
lige politiske Forhold ham i at realisere sin Plan, og efter Eng
lændernes Bombardement var et nyt Teater det sidste, Kjøben-
havn trængte til. Nogle Aar gik, og efter at Baronen i 1812
havde faaet sit Sommerprivilegium fornyet, søgte han et Laan,
som skulde bruges til at indrette et Skuespilhus paa Hjørnet af
Amaliegade og Set. Annæplads, men denne Gang strandede Pla
nen af Mangel paa Penge'. Publikum maatte som hidtil nøjes
med Teatret paa Kongens Nytorv og de dramatiske Klubber, der
florerede stærkt, og hvis Privatforestillinger undertiden blev aver
terede i Byens faa Aviser, indtil et Kancelliforbud indskærpede
den Eneret paa Fremstilling af al dramatisk Kunst, som Kong
F red erik den F em te i 1750 havde t-ilstaaet det kgl. Teater.
Dets Direktion ønskede ikke Konkurrence udover den, som kunde
præsteres af nogle beskedne Forstadsscener, rene Fjælleboder,
hvor der kun opførtes Pantomimer og blev danset paa Line. De
skærmende Volde havde selv noget i sig af Privilegieaanden,
som det for Autoriteterne gjaldt at bevare.
Større i sit Anlæg var det næste Forsøg. For godt og vel 100 Aar
siden — 11. Oktbr. 1817 — blev det fremsat af to gæve Mænd,
Professor L. Kr use, Forfatter til nogle forlængst glemte „fædrene
landske“ Skuespil, og Overkrigskommissær H. H. Schønberg,
der i sin Ungdom var Sanger ved det kgl. Teater og endte som
Etatsraad og Hofinspektør under Christian den Ottende. Ansø
gerne vidste, at Kong F red erik den S je tte handlede udfra
„det til Borgerheld sigtende“, og derfor fremsatte de Planen i
samfundsnyttig og moralsk Belysning. Deres folkelige Teater
agtede at bekæmpe de „tidsspildende Dilettantselskaber“, som
forøvrigt baade Præsten St. St. B lich er og Skuespilleren C. N.
R o sen k ild e tugtede i uheldige Skuespil, „for at de lavere Klas
sers ledige Timer kunde blive udfyldt med uskyldig Morskab,
som ikke allene vilde hæmme Omløb af mangen en umoden og
utidig Mening, men ogsaa formindske Brugen af stærke Drikke,
der hos os har taget en saa skadelig Overhaand“. Det var ingen
lunde Ansøgernes Mening at konkurrere med det kgl. Skuespil
hus: Et folkeligt Teater skulde slet ikke ligne, men netop søge
sin Berettigelse ved at være forskelligt fra Nationalscenen og
gennem et jævnt Repertoire opdrage et nyt Publikum. Lav
komiske Lystspil, Farcer, lokale Skuespil, smaa Syngestykker,
Parodier, Pantomimer med smaa Danse, kort sagt saadanne
Stykker, som Nationalscenen forsmaaede, skulde danne Folke
teatrets Repertoire. Det agtede at søge sine 800 Tilskuere blandt
Almuen, men Ansøgerne vilde glæde sig, hvis Teatret „ved et
Besøg af den mere dannede Del af Publikum kunde aflokke en
hjærtelig Latter, uden at gøre Fordring paa en højere Tendens“.
I Modsætning til Statsscenens sindrige Prosceniumsindskrift:
„Ei blot til Lyst“ vilde Folketeatret optage: „Castigat ridendo
mores“. Erfaringer fra Udlandet viste, at Kjøbenhavn var stor
nok til at huse to Teatre: Stockholm havde allerede i mange
Aar haft to, Wien fem, hvoraf de tre var private; i Berlin var
netop Opførelsen af et Folketeater besluttet, Hamborg havde
nylig faaet sit, og München, som kun rummede 60,000 Indbyggere,
ejede endda tre Skuespilhuse. Til Slut røbede Ansøgerne, at de
vidste, at den kgl. Teaterdirektion agtede at stille sig en garde
mod Planen, og derfor søgte de at lamme Modstanden ved nogle
tidstypiske Betragtninger: „I en lille By, hvor kun en Mester i
enhver borgerlig Haandtering findes, betragter han med skele
Øjne den, der vælger sig samme Næringsvej, og sætter alle
Kræfter i Bevægelse for at standse Konkurrentens Bestræbelse,
mest af en feig Frygt og Overbevisning om sin egen Uduelighed,
hvilket vel ogsaa lykkes ham, naar ikke en oplyst Øvrighed
indser, at netop en saadan Tilladelse til Flere maa forvandle
den Enestes ligegyldige Slendrian til en fordoblet Virksomhed .
Ingen vil paastaa, at disse Ord just var egnet til at mildne den
forventede Modstand. Snarere skulde man tro, at »Slaget paa
Forhaand var tabt.
Da Frederik den Sjette havde læst Andragendet, forlangte
han, hvad Kruse og Schønberg havde formodet, en
E r k læ r in g i i a
Teaterdirektionen. Denne bestod for 100 Aar siden af en Hof
marskal, Kammerherre H o lstein , en Forfatter, Professor Ran--
bek, og en Jurist, Notarius publicus Olsen. Det er fristende
in extenso at meddele Direktionens af Byen og Tiden prægede
Betænkninger, der ligesom de øvrige her benyttede Aktstykker
opbevares i Teaterarkivet i Rigsarkivet og ikke tidligere er trykt,
men Hensyn til Pladsen nødvendiggør Uddrag. Man var uenig
om Spørgsmaalet; medens Rahbek paa egne og Holsteins Vegne
skrev en lang, pegativ Erklæring, affattet i hans uldne, torsig
tige Tone, var Notarius Olsen Tilhænger af Ranen. Hverken
Lyst til at glimre ved et Paradox eller ved Liberalitet hindrede
ham i at tiltræde sine Kollegers Afslag, men „inderlig og længe
næret Overbevisning om Gavnligheåen af et folkeligt T eater“.,
Olsen var den første Autoritet,, som støttede åen Idé, der mere
end en Menneskealder senere blev realiseret, og hans Grunde
giver et pudsigt Indblik i Kjøbenhavn Anno 1817: „Næppe er
det“, skrev han, „Teaterforlystels© i Almindelighed,, der for
mindske Arbejdsomhed, Tarvelighed, Haslighed og alle de Dyder,
der med Rette anses som Grundvolden for en Stats Velstand og
F lo r; hos os vilde jeg snarere regne til H indringerne for disse
Dyder vore mange Kælder-Værtshuse, vore schweizisk-Italiensk©
Konditorier, vore talrige Klubber og maaske Levninger af gamle
Fejl i Organisationen af KunstØidvæsenet i Almindelighed, ej at
tale om den indbryående fre m m e d e Luksus, hvorom de daglig
tiltagende Mode- og Galanteri-Butikker afgive det stæ rkeste
Vidnesbyrd. Tværtimod tror jeg, at Sans for Teatergi æder for
en stor Del vilde baade forædle og formindske åen Trang til
Forlystelser, som er Mennesket saa naturlig og Borgerne, saa
gavnlig,. Ha,andværksklassen i Særdeleshed forarmer sig ikke
ved a t søge gavnlige Adspredelser om A fte n e n , men ved a t a r
bejde slet og lidt om D a g e n , og naar Censur og Politi mødes
for at gøre Af'tenglæderne Ikke blot uskyldige, arien I mange
Henseender gavnlige, da tør jeg paastaa, a t Teaterglæderne
blandt de offentlige Forlystelser have et stort og afgjort Fortrin
for alle andre. Ogsaa tror Jeg, min allernaadigste Konge, at et
nyt Teater vilde bidrage til at formindske' Lysten til personlig
Deltagelse i de hyppige og tidsspildende private Teaterselskaber
samt til de mange udenlandske Gøglerier, hvormed vi saa jævn
ligen hjemsøges; og ligesom Kjøbenhavns tiltagende Folkemængde,
den større Lyst til dette Slags Morskab, Vanskeligheden paa e t
eneste T eater at tilfredsstille baade den Dannede og Uåannede,
er almindelige Grunde, saa in d er jeg en særlig i den ved et nyt
Teater vakte Kappelyst, der nødvendig maa gavne Kunsten og
anspore Bestyrerne til a t opbyde alle deres K ræ fter for at over-
gaa hinanden. Jeg anser det kgl. T eater ikke Mot, som en ædel
og hæderlig Forlystelsesanstalt, men som et Akademi for den
hele Klasse af skønne Kunster, der ikke alle drives ved det
Akademi [Charlottenborg], som dog giver sig dette Navn, Dekla
mation og Sang, Instrumentalmusik,. Dans og egentlig Skuespil
kunst, skønt Sprog og lu tre t Smag bør fra e t kongeligt T eater
udbrede sig over hele Riget. Ogsaa har den Del af Opdragelsen,
der benævnes ved Talenter, vistnok i de senere Aar høstet umis
kendelige Fordele af den Fremgang, de nævnte skønne Kunster
har gjort ved vort Tteater.. Men om jeg ikke fejler i dette Syns
punkt, bør vel Finansbetragtninger ikke lægge uoverstigelige
Hindringer i Vejen for et Biteater, der nøjes med at opføre saa
danne Stykker, som egentlig burde udelukkes fra e t kongeligt
Teater, der arbejder til det angivne Maal«.
Frederik åen Sjette tog im idlertid in te t Hensyn til denne en
lige Røst, men stadfæstede d. 30. DeoÉr. 1817 Hølsteins og Rah-
beks omfattende Afslag, der hovedsagelig hvilede paa Konkiar-
rencefrygt og forudsagåe forøgede Krav til Statskassen. De min
dede Monarken om, at saavel Instruktør, kgl. Skuespiller F r.
S ehw arz" i E fteraaret 1802: som Baron Wedel Jarlsberg i Marts
1804 havde faaet Afslag paa lignende Ansøgninger, og nu var
der kon yderligere Grund til a t nægte Oprettelsen af et folkeligt
Teater, fordi — og disse O ri er næsten aktuelle — „Kapertiden
og Spekulationen var forbi og dermed de Dage, hvori en talrig
Klasse Mennesker ikke vidste, paa hvilken Maaåe de skulde
bruge deres Penge eller den Tid, som de ved deres uvante Vel
stand fik tilovers“. Reaktionen havde bl. at. vist sig derved, at
Abonnementet var formindsket med 38,008 R’dlr. Professor Kruse'
og Overkrigskommiissær Schønberg naaede n d ø d e s ikke deres
Maal, men i den sidste Ansøgers Efterslægt lever endnu Lysten
til at herske paa et T eater: Hans Oldebørn, A u g u s t L ie b m a n
og A dam P o u ls e n afløste i 1911 hinanden som D irektører for
Dagmarteatret.
Andre Tider — andre Forhold,., Da Hovedstadens Tornerosesøvn
under Lands-faderens lange Regimente omsider var forbi, og
C h r is ti a n d e n O tte n d e havde besteget Tronen, blev folkelige
Forlystelser anset for at være kloge, politiske Foranstaltninger,
thi naar „Hr. Sørensen“ morede sig, tænkte han ikke paa den
fri Forfatning. I Sommeren 184? aabneåes „Tivoli“, og åen 1.
Novbr. 1845 fik dets Stifter, G e o rg C a rs te n s e n , Bevilling' til i
Amaliegade a t’anlægge et vinterligt Pendant, og efter at „Aktie
selskabet Kjøbenhavns Casino“ var dannet, aabnede han den 21.
Pebr. 1847 Etablissementet med en stor Koncert, som H. C.
L um b y e dirigerede. Forfatteren, liv . kgl, Skuespiller' T b.
G v e rs k o o fiskede altsaa i rørt Vande, da han Aaret før inidgav
Ansøgning om en Teaterbevilling.. Han var en Mand, der altid
havde den t e o r e t i s k e Side af sine Ideer i Orden, og da han
den 3. August 1846 havde opnaaet at faa å e n f ø r s te P r iv a t-
t e a t e r b e v i l l i n g i K jø b e n h a v n , udgav han en agitatorisk
Pjece, som indeholdt kyndige Biemærkninger om T eaterdrift, men
p r a k t i s k Leder var Oversku® mindst af alt, og jus* som Aktie
kapitalen skulde tegnes, opstod Vanskeligheder med Ejeren af
Grunden paa Hjørnet af Bredgade og Set, Annæplaås, hvor T ea
tret skulde ligge. Sagen strandede, og det var sikkert et h aard t
Slag for Overskou at erfare, at Aktieselskabet Casino, der ikke
havde haft Held med at dirive E tablissementet som „V intertivoli“,
i Oktbr. 1848 fik Bevilling til fra Men Juledag at give T eater
forestillinger i Bygningen. Den Aften begyndte Direktør H a n s
W ilh e lm * L a n g e sin Virksomhed i Hovedstaden, hvis Teaterliv
ban i de følgende 2:5 Aar I haj Grad prægede.
Trods sine' kue 33 Somre var H. W. Lange en Mand, der alle
rede havde en betydelig Virksomhed bag sig. Han kom til Ver
den den 18. Januar 18|5 i en •fattig Skomagerfamili© og blev
-Tør og N u “. 4de A arg. Nr. 10.
221