232 / 311
efter sin Konfirmation sat i Konditorlære, men Lyst til at spille
Komedie drev ham til „at lobe af Læren“, og i sit 18. Aar debu
terede han som Elsker ved et af Datidens primitive Provins
teaterselskaber. I de følgende Vintre rejste han under Navnet
„smukke Lange“ i Danmark, Norge og Sverig, indtil en af det
kgl. Teaters Direktører, Professor C. Molbech, under et Besøg i
Lund fandt saa stort Behag i hans Spil som Albert Ebbesen i
„Elverhøj“, at han den 9. Januar 1839 skaffede ham en ret hel
dig Debut paa det kgl. Teater, men da hine Dages jeune premier,
W ilh elm H o lst, lagde Beslag paa alle Elskerrollerne, drog
Lange kort efter igen ud til sine Sejre i Provinserne. Derude
gjorde han Bekendtskab med Kronprins F rederik , som paa
den Tid var Guvernør over Fyn, og hans Protektion blev af stor
Betydning for Langes Fremtid. Kronprinsen anbefalede i 1844
hans Ansøgning om en Provinsteaterbevilling, og fra Sæsonen
1845—46 var Lange Direktør for et Selskab, som snart blev det
mest ansete. Saavidt var han kommet, da hans Ærgerrighed og
Talent som Leder førte ham til Direktørposten ved Kjøbenhavns
første Privatteater, Ca-
sino.Foretagendet mød
te Modstand fra mange
Sider, men Lange, hvis
store Energi undertiden
grænsede til Stædighed,
satte al Kraft ind paa
at realisere sin Plan.
Hans Personale var ud
søgt blandt Eliten af
Provinsskuespillerne,
og C h ristian
Schm id t, som spil
lede Hovedrollen i
„Talismanen“ ved Aab-
ningsforestlllingen den
26. December 1848, blev
snart Alles Yndling.
Starten forløb ingen
lunde i Ko. Nogle ond
skabsfulde
Personer
havde kastet Knald
hætter paa Gulvet, og
ved et forud aftalt
Punkt af Forestillin
gen traadte de paa
disse, saa at der frem
kom Gnister og Knald;
derpaa gav man sig
til at raabe: „Brand!
Brand! Teatret bræn
der !“, hvorved en vold
som Panik greb det
tætfyldte Hus, og en
grænseløs
Forvirring
opstod, saa at Forestil
lingens
Fortsættelse
blev umuliggjort. Di
rektør Langes Datter,
den senere kgl. Skue
spillerinde Fru Agnes
Nyrop, har fortalt, at
han sent paa Natten
kom hjem, bleg, rasen
de, men energisk som
altid, og sagde:
„Om jeg skal gaa
fra Casino i min bare
Skjorte, saa sk a l Fo
restillingerne fortsæt
tes“.
Og det lykkedes ham
at gennemføre sin Vilje.
Han opførte i de føl
gende Sæsoner H. C.
AndersensstoreEven-
F olketeatrets Facade,
tyrkomedier til almin
delig Tilfredshed og flere af de af den Heibergske Teater
styrelse ringeagtede Studenterkomedier, bl. a. Hostrups „Mester
og Lærling“.
Samme Aar som Lange aabnede Casino, var hans Protektor
blevet Konge, og i August 1850 lod han sig vie til den tidligere
Balletdanserinde Lou ise Rasm ussen, der ophøjedes til Lens
grevinde af Danner. Som den snilde Mand Lange var, forsømte
han ingen Lejlighed til at gøre „det høje Pars“ hyppige Besøg i
Casino saa behagelige som muligt. I det folkelige Skuespilhus
opnaaede Grevinden, hvad hun ikke havde kunnet sætte igennem
i Nationalteatret, at blive hilst af Publikum som Kongens Ge
malinde. Medens hendes Nærværelse i det kgl. Teater var og
blev et Slags Incognito, lod Lange Orkestret spille National
sangen, naar hun ved Kong Frederiks Side traadte ind i Casinos
Tilskuersal, medens Teatrets jævne Publikum rejste sig. Lønnen
udeblev ikke. Allerede paa Kongens Fødselsdag i 1852 fik Lange,
37 Aar gi., Ridderkorset, en Udmærkelse, som kun var blevet
fire af det kgl. Teaters ypperste Kunstnere til Del, og i de føl
gende Aar blev han, som Heiberg har udtrykt det, „noget nær
den mest priviligerede Mand i Landet“. Skønt han var Bestyrer
af Aktieselskabet Casinos Bevilling, opnaaede han i September
1849 et personligt Privilegium, som atter og atter fornyedes, og
da han var blevet uenig med Aktieselskabet om økonomiske
Spørgsmaal, meddelte han Kongen, at han trods „Opoffrelser og
Anstrengelser ikke havde kunnet erhverve mere end det nød
tørftige Udkomme“, hvorfor han bad om Tilladelse til at op
rette et F o lk e te a te r . Da Ansøgningen havde været til Er
klæring hos Autoriteterne, underskrev F r e d e r ik den S yv end e
den 2. April 1853 paa Christiansborg Slot et Dokument, som
gav:
1) „Skuespildirektør Hans Wilhelm Lange, Ridder af Dannebrog,
en for hans Person og paa Livstid gældende allerhøjeste Be
villing til her i Staden eller i dens Forstæder at oprette et
Folketeater med Tilladelse til derpaa at lade opføre Folke
komedier, Vaudeviller, Lystspil, Operetter og Pantomimer
paa den Betingelse:
2) at han ved Valget af Stykker til Folketeatret ikke gør
noget Indgreb i det kgl. Teaters Repertoire, i hvilken Hen
seende han skal være pligtig til at underkaste sig det kgl.
Teaters Direktions Af
gørelse, dog med For
behold af, at han, saa-
fremt han maatte være
utilfreds med samme,
kan henskyde sig un
der Kultusministeriet,
ved hvis Resolution det
da skal have sit For
blivende,
3) at der reserveres
det kgl. Teaters Direk
tør fri Adgang til en
passende Plads ved en
hver Forestilliing i Fol
keteatret,
4) at Lange udreder
en nærmere bestemt
Godtgørelse til en af
Kongen udnævnt Cen
sor, hvem Alt, hvad der
agtes opført paa Folke
teatret, iforvejen bli
ver at forelægge, for
at det kan paasés, at
der Intet findes deri,
som strider med Lan
dets Love eller med
gode Sæder, og hvis
Kendelse han under
Bevillingens Fortabelse
har at holde sig efter
rettelig, dog at det,
naar han derved finder
sig brøstholden, skal
staa ham frit for at
andrage Sagen for Ju
stitsministeriet,
hvis
Resolution han saavel
i denne Henseende, som
hvor der ellers maatte
blive Spørgsmaal om
Forstaaelsen af den
ham meddelte aller
højeste Bevilling, ube
tinget har at under
kaste sig,
5) at han af Indtæg
ten erlægger den be
falede Afgift til Sta
dens Fattigkasse.“
Efter Junigrundlovens
Paragraf 88 skulde al
le indskrænkninger i
den frie og lige Ad-
N ørregade Nr. 39 (1918).
gang til Erhverv op
hæves, men Skuespil
kunstens Udøvere blev ikke delagtige i denne Bestemmelse, hvil
ket bl. a. viste sig i ovennævnte præventive Forholdsregler, der
— trods Løftet i den ny Forfatning — var egnet til at fæstne
det kgl. Teaters priviligerede Stilling. Betingelserne var da og-
saa formede af dets absolutistiske Direktør, J. L. Heiberg. Der
imod kunde han ikke bevæge Myndighederne til at kassere
Langes tidligere, personlige Bevilling, som — skønt den aldrig
var benyttet — stadig stod ved Magt. Lange var ved Kongens
Bevaagenhed paa én Gang:
1) Bestyrer af Casinos Privilegium,
2) Indehaver af et personligt Privilegium og
3) havde Tilladelse til at oprette et Folketeater.
Først var det Langes Hensigt at indbyde til Aktietegning for
at faa en Bygning rejst, men han kunde ikke uden at være il
loyal skride til offentlig Subscription, saalænge han var Direktør
for Casino, hvortil en Kontrakt bandt ham. Imidlertid, inden
hans Lejemaal indtil Udgangen af Sæsonen 1854—55 var forbi,
havde Oppositionen indenfor det kgl. Teater mod Heibergs Sty
relse givet Lange en ny og ikke nær saa vanskelig Opgave at
løse. To af Tidens mest yndede Skuespillere, M ich a el W iehe
og Høedt, agtede i Yrede at forlade Statsscenen og fandt i
222