233 / 311
Lange en Mand, for hvem det til de øvrige Begunstigelser var
en let Sag — trods Heibergs Protest — at faa H o fte a tr e t ved
Christiansborgs Ridebane overladt af Kongen. Sjældent har saa
mange forskellige Interesser udfyldt hverandre til Parternes Til
fredshed, som da „den berømmelige“ Hofteatersæson i 1855—56
blev realiseret: Frederik den Syvende tik uden Tilskud i Slottets
Nærhed en folkelig Hofscene, hvis Forestillinger hans Gemalinde
kunde overvære uden at vække Anstød, og man kan af Fru Hei
bergs Had (i „Livserindringerne“ og i Brevene til F. A. Krieger)
mod „Madammen“ lodde, hvor vigtig Grevindens Medvirkning
ved Planens Realisation maa have været; Direktør Lange fik ar
rangeret en nem og sikker Konkurrence til Casino, hvis Ledelse
Forfatteren Erik Bøgh havde overtaget; Høedt og -Wiehe
kunde samle Byens Teaterinteresse omkring deres Udførelse af
et særdeles folkeligt Repertoire og derved paaføre den Heibergske
Styrelse af Nationalscenen en fældende Konkurrence.
Som bekendt lykkedes Planen fuldt ud.
Men i kunstnerisk Henseende er Virksomheden paa Hofteatret
blevet overvurderet —
af Eftertiden. Samti
den vidste, karakteri
stisk nok, ikke, om Te
atret skulde sammen
lignes med National
scenen eller med Casi
no. Dog, Nysgerrighe
den var stærk nok til
at holde Interessen ved
lige i den Vinter, De
monstrationen varede,
og da Heiberg havde
forladt
Chefsposten,
vendte de Udvandrede
i
Forbindelse
med
Adolf
R o sen k ild e
magtfuldkomne tilbage
til Kongens Nytorv,
medens
Hofteatrets
mindre Stjerner spred
tes for alle Vinde. Kun
Lange blev tilbage med
sin Kammerraadtitel og
med
sit
Overskud,
11,000 Rdlr., for i den
følgende Vinter (1856
—57) som en Art For
pagter med sin konge
lige Protektors Billi
gelse at leje Teatret
ud til — Maskerader.
Sin væsentligste Be
tydning i kunstnerisk
Forstand har denne
løsrevne Sæson derved,
at den gav Høedt rig
Anledning til at prøve
sin moderne, franske
Instruktion i Praksis.
Og i ydre Forstand gav
Hofteatersæsonen Stø
det til Folketeatrets
endelige
Oprettelse.
Hidtil havde Kammer-
raad Lange været bedre
forsynet med Privile
gier end med Penge,
men nu raadede han
over begge Dele og traf
derfor i Stilhed sine
Forberedelser til Frem
tiden.
II.
1857— 1873.
1857
er et Mærkeaar, maaske det mest betydningsfulde af alle,
i Kjøbenhavns Udviklingshistorie. Volden havde som Fæstning
overlevet sig selv, og da man just det Aar rev Portene ned, for
svandt Vagtposterne, og en hel ny By med 80,000 Indbyggere
kom til Syne uden for Hovedstadens grønne Gærde. Vesterbro,
der længe havde haft to Smaateatre, fik den Sommer sit eget
„Tivoli“, som kaldtes „Alhambra“, Koncertsalen „Odéon“ (nu Betty
Nansen- Teatret) blev aabnet, Tranlamperne i Gaderne maatte
vige for Gasbelysningen, Øresundstolden blev nedlagt, hvorved
Havnen fik et ukendt Liv, og Kommunalloven, som ganske for
andrede Magistratens Ordning, blev vedtaget. Kjøbenhavn vilde
ikke længere nøjes med at være Danmarks største Provinsby, men
stræbte efter en Plads blandt Evropas Hovedstæder. Udvik
lingen var en Følge af Indbyggertallets Stigning: Omkring Aar-
hundredskiftet rummede Byen c. 100,000 Mennesker, som trods
Bombardement, Pengekrise og Kolera var blevet til ca. 155,000
i 1860, og i de næste tyve Aar voksede Antallet med langt større
Hastighed.
Tiden var inde til et nyt Teater. Da Kammerraad Lange havde
opgivet Tanken om en Aktietegning, der skulde indbringe de
nødvendige Midler til Opførelse af en Nybygning, slog han sig
til Taals med en Ejendom paa Nørregade, gi. Nr. 45 A, som til
hørte Aktieselskabet „Kjøbenhavns Hippodrom“. Bygningen stam
mede fra det nittende Aarhundredes andet Tiaar, hvori en stor
Del af Nørregade, der havde lidt meget under Bombardementet,
blev genopbygget. Ejeren, Kancelliraad Gram, solgte i 1845
Huset med tilhørende Parceller til „Hippodromen“, som det føl
gende Aar startede Byens første „Tattersall“, o: „en med Ride
skole forenet offentlig Ridebane“. I nogle Maaneder fra Novbr.
1846 brugtes Bygningen til „Hippodrom-Concerter“, som H. C.
Lumbye dirigerede, men Foretagendet fandt ikke tilstrækkelig
Tilslutning, trods forskellige Lokkemidler, bl. a. Bortlodnning af
en Hest. I 1848 blev Stedet kendt langt ud over Hippologernes
snevre Kreds, idet Kjøbenhavns første Venstremænd inden for dets
Mure holdt politiske Møder, der spillede en betydelig Rolle som
fremadskridende Kraft under Yalgbevægeisen til den grundlov
givende Rigsdag og førte „Hippodromen“s Navn over i Historien.
Men Indtægten af Ridebanen svarede ikke til Forventningerne,
og derfor forsøgtes Ejendommen i 1852 solgt ved et Lotteri,
hvilket dog ikke blev
tilladt. Tre Aar senere
ombyggedes
„Hippo
dromen“ til Cirkus,
hvori Georg Car-
s te n se n i Novbr. 1856
afholdt nogle „Wie-
ner-Soiréer“ og som
paa den Tid, Aktie
selskabets Forhandlin
ger med Kammerraad
Lange begyndte, var
lejet ud til Berider
direktør Hinné. End
nu i Aaret 1900, da
Folketeatrets sidste Ho
vedombygning
fandt
Sted, kaldtes Portner
logen „Elefantburet“,
fordi Cirkusdirektøren
engang havde haft en
Elefant staaende dér.
Benævnelsen
havde
holdt sig gennem de
mange Aar som en
Reminiscens om den
gamle
„Hippodrom“,
hvor Hinné gav sin
sidste Forestilling d.
4. Maj 1857.
I April underskrev
Lange Kontrakten, der
bestemte, at han med
et „velorganiseret Tea
terselskab“ skulde give
14 å 16 Forestillinger
om Maaneden. Efter
Fradrag af Fattigafgift
og alle sædvanlige Fo
restillingsudgifter samt
10 Rdlr. aftenlig, ind
til Udgiften ved Om
bygningen var dækket,
skulde Bruttoindtægten
deles i fem lige Dele,
hvoraf den ene tilfaldt
Aktieselskabet og de
fire Direktøren.
Til
Gengæld skulde han
for egen Regning, men
som sin Ejendom, an
skaffe alt vedrørende
Repertoire, Garderobe,
Dekoration,
Møbler
samt betale Censor
gage, hvorimod Byg
ningens og Tilskuer
pladsens Vedligeholdelse og Monteringen af den for Publikum
tilgængelige Del af Lokalet paahvilede Selskabet. Personalets
Beneficeforestillinger, hvis Antal ikke maatte overstige 8, gav
ikke Selskabet Del i Nettoindtægten; Lejen for Restaurationen
0cr Garderoberne deltes lige mellem Parterne. Kontrakten
var uopsigelig fra Selskabets Side i 10 Aar, fra Langes i 3
Aar, dog havde Selskabet Ret til at hæve Forholdet, dersom
dets Indtægt i to paa hinanden følgende Aar ikke i Gennem
snit havde udgjort mindst 6000 Rdlr. aarlig. For eventuelle Er
statningskrav betingede det sig 1. Prioritet i Dekorationer, Gar
derobe og Teaterrekvisiter. Den mindste Indtægt, Aktieselskabet
i Teatrets første Sæson vilde regne med, var altsaa i vore Dages
Pengeværdi c. 25,000 Kr. 60 Aar senere maa Kammerraad Lan
ges Efterfølgere betale 55,000 Kr. i aarlig Leje, og Summen vil
for Sæsonerne 1918—28 yderligere stige til 60,000 Kr. ior der-
efter, indtil 31. Maj 1928, at fastsættes til 62,000 Kr. om Aaret.
Men'i Tidens Løb er Forestillingernes Antal ogsaa steget til
mere end det dobbelte. Dengang spillede man for Eks. aldrig om
Lørdagen og kendte ikke til Søndag-Eftermiddagsforestillinger.
Ombygningen fra Cirkus til Teater gik rask fra Haanden.
Staldbygningen med „Elefantburet“ mod Gaarden indrettedes i
j ID en gam le Indgang fra Nørrevold 52 til Folketeatrets Scene.
(Se Teksten den følgende Side.)
223