S_FørOgNu

Øren, hvor haard og ond hun var mod sin Stifdatter Kirstine,

Johan Runkels 12aarige Datter af første Ægteskab. Kirstine

kom ofte hjem hos Maren, ti hun gik i Skole sammen med hen

des eget velsignede Pigebarn Katrine henne i Store St. Clemens-

stræde hos Skoleholderen Kristen Kristensen med det skønne

Tilnavn Natter

gal. Og det stak

kels Barn hav

de tit og ofte

klaget over, saa

ondt hun havde

det hjemme, og

saavanskeligden

Stifmoder

var

med al sin Syge

lighed og sin Tro

paa, at onde Men

nesker havde sat

noget Ondt for

hende.

Og saa kunde

endelig Maren

Anders's til sidst

ikke holde ud at

høre paa det

sølle Barns Kla

ger. „Jeg skal

vel fly dig noget,

som skal gøre

godt!“ havde hun

sagt til Kirstine

og havde straks

sendt sit Bud ef

ter en gammel

Kone, som mær

keligt nok ikke hed Gunil, som den Slags gamle Kvinder plejer

at hedde, men slet og ret Kirsten. Samme Kirsten havde givet

Barnet en liden Glasflaske med noget hvidt vaadt noget i, og

givet hende Anvisning paa, tre Gange, naar hun kunde se sit Snit,

at komme tre Draaber i sin Stifmoders Ølogbrød.

Den lærvillige Kirstine fulgte Anvisningen til Punkt og Prikke,

og Kirsten flyede hende Dagen efter noget Pulver i et Papir, og

var dette Pulver

sammenblandet,

sort og rødt. Her

af skulde Barnet

tage saa meget,

som der kunde

ligge paa en

Knivsod, • og i

Fandens

Navn

anbringe det paa

tre

forskellige

Steder, hvor hen

des

Stifmoder

havde sin Gang.

Ogsaa

dette

blev udført nøj

agtigt, som Kir

stine selv beret

tede sin kloge

Raadgiverske:

den første Del af

Pulveret

blev

lagt paa Loftet

under Trappen,

den andet i Stal

den, den tredie

under den Trap

pe, som gik op

til Moders Kam

mer.

Det er godt! sagde Kirsten Jens Pedersens, der ogsaa bar det

betegnende Navn Kirsten Doktors, og nikkede, og saa hviskede

hun det kærlige Barn i Øret, at nu skulde hun passe paa, nu

vilde hendes Stifmoder snart blive saadan af Kuld, at hun blev

helt sammenkrympet; saa vilde hun faa det med Sting i Hjærtet

og derefter med Aandenød, og det vil endelig til sidst blive

hendes Død.

Der skete nu ikke noget af det, som det smukke Kompagni

skab havdeventet og ønsket, ogdet helevilde vel været gaaet

sporløst hen, som det meningsløseVaas det var, om ikke noget

andet var kom

met til. Og det

var, at liden Kir

stine ogsaa paa

anden

Maade

havde lagt visse

Sider

af sin

smukke Karak

ter for Dagen.

Der var nemlig

blevet nogle Pen

ge borte i Johan

Runlcels Stue. Og

ved nærmere Un

dersøgelse viste

det sig, at det

var hans kære

Datter, der hav

de rapset dem,

hvilket hun selv

tilstod. Men da

Faderen

saa

trængte ind paa

hende for at faa

hende til at be

kende, hvad hun

havde brugt Pen

gene til, kom

hun frem med,

at dem havde

hun givet nogle gamle Koner, der havde skaffet hende Midler

til at sætte Ondt for hendes Stifmoder.

Johan Runkel fortrød sikkert, at han var gaaet saa grundigt

til Værks, ti dette var mere end han som en stakkels ulærd

Mand kunde klare. Saa gik han da ind til sin gode Nabo Søren

Rasmussen Hjortshøj og paa hans Raad søgte han Hjælp hos den

gode Mand, vellærde Hr. Magister Laurids Hylling, som var Ka

pellan ved Frue

Kirke. Og i disse

to Mænds Nær

værelse

holdt

han i sin Stue

Forhør over den

vanartede Dat

ter, efter hvis

Bekendelse det

oven for med

delte er fremsat,

hvorpaahun blev

sendt bort, ud af

Landet, til en

Købmand i Ham

borg, hvor hun

skulde lære Dyd

og bedre Sæder,

end hun havde

næmmet i sit

Hjem. Og der

med mente, Jo

han Runkel, at

Sagen var endt,

og det saa han

helst.

Men den gode

Mand maa have

kendt

Køben

havnerne

slet.

Der var alt for mange, der havde været indviklede i den Sag,

ogsandsynligvis

harhverkenMaren Anders’s eller Kirsten Jens

Pedersens kunnet lade væremed

at snakke om, hvad den Kir

stine dog havde været for en Skarns Unge, at hun havde lagt

dem ud for saadanne Sager. Og fra Mund til Mund løb Beret

r o t. P. Elfelt.

Kong Christian X b egiver sig over Slotsgaarden til R ejsegildet paa det nyopførte C hristiansborg Slot, som fandt

Sted d. 28. Oktober 1916.

Hofmarskal Kothe.

Slotsark.

Indenrigsminister O. Ilode. Tli. Jørgensen.

Lelmsgreve Baben-Levetzau.

Fot. P. Elfelt.

H øjtideligheden ved samm e Lejlighed,

Hs. Majestæt Kong Christian X.

Folke- og Landstingsmænd samt højerestaaende Embedsmænd.

Minister J. C. Christensen. Folkethingsm. N. Neergaard.

Minister Kode

Højesterets Justi-

Folkethingsm. A lf. Christensen, taler,

tiarius Hvidt, f Decbr. 1917.

Minister Hage.

Minister Stauning. Folkethingsm . Jul. Wulff.