29 / 311
stor Pose med en Mængde „hele Penge“ og sagde til hende, at hun
skulde forsyne sig, saa sagde det mærkelige Pigebarn Nej Tak!
hun skulde ingen Penge have!
Det fandt Fanden og Kirsten Doktors uhyre grinagtigt; de lo,
saa det skogrede, tog hinanden i Favn og holdt meget af hin
anden, og saa gik Katrine hjem, hvad de to andre ikke kunde
lide, men Barnet var bange for at faa Skænd af sin Moder, og
siden havde hun ikke set noget til Fanden.
Om det var Fandens Tilbøjelighed t il”at tale Dansk og Tysk
imellem hinanden, eller hendes Beskedenhed med Hensyn til
Pengene, eller om der paa anden Maade har været nogen Tvivl
om Fandens Optræden, kan ikke afgøres nu. Nok er det, By
fogeden kunde ikke rigtig faa sig selv til at tro paa den Historie.
Og da han et Par Dage efter tog liden Kirstine for sig igen,
viste det sig, at hun ikke kendte det mindste til sin Veninde
Katrines Oplevelser. Og lidt efter lidt kom det da ud af hende,
at der ikke var et sandt Ord i hele Historien. Alt var Løgn og
Digt, uden det,
at hun undte
sin Stifmoder
alt det Onde
hun kunde faa,
og at hun hav
de hørt i Sko
len, at naar
man vilde læg
ge Ondt for no
gen, skulde der
være afskaarne
Negle og Haar
af vedkommen
de Person deri.
Og dermed
mente hun vel
sagtens, at den
hele Historie
havde
været
omsomst, efter
som de to Kær-
linger ikke hav
de forstaaet de
res Sager ret.
Ti der var jo
hverken
af
skaarne Negle
eller Haar af
hendes Stifmo
der i noget af
det, der var
lagt ud for
hende.
Men den ler
bedst, som ler
tilsidst, og det
var i dette Til
fælde Maren og Kirsten Doktors. Ved Dommen blev Johan Runkel
tildømt at betale hver af dem, for Tort, Tidsspilde og LTlejlighed
25 Rdl. hver — saa rige havde de sikkert aldrig været. Disse
maatte Johan Runkel bøde, fordi han havde tilladt sig at tage
Sagen i sin egen Haand og anstillet et ulovligt Forhør. Hans
gode Nabo, Søren Rasmussen, og den Guds Mand, Kapellanen,
maatte bøde hver 50 Daler til den nye Kirke paa Christianshavn,
fordi de havde staaet ham bi i hans ulovlige Fremgangsmaade,
— de to fremmelige Skolepiger endelig maatte lægge Ryg til.
De skulde i Byfogedens Nærværelse hudstryges tre Gange.
Det er at antage, at Lysten til at lave Hekseri og Trolddom en
anden Gang forgik dem.
Men saadant kunde hænde i Hoved- og Residensstaden Køben
havn endnu i det Herrens Aar 1691—1692.
I dette Kvarter træffer vi ogsaa den berygtede, fra Holberg
kendte Anne Hattemagers, der med sin „Bataillon“, d. v. s. sin
Stab af løse Kvinder holdt til i Mikkelbryggersgade nuværende
Nr. 8. Hun hed egentlig Anne Polmann, men bar Tilnavnet Hat
temagers efter sin første Mand, der havde drevet denne hæderlige
Haandtering. Tidligere havde hun haft sit Dueslag i mindre ob
skure Bydele, i Bredgade, ja paa Østergade, men var derefter
bleven reduceret til Tornebuskegade og nu endelig Mikkelbryg-
23
gersgade. 9. April 1726 blev hun, efter at have siddet arresteret
for Rufferi m. m. i omtrent 3 Aar, efter Lov og Dom pisket paa
Kaget paa Nytorv med 9 Svøber og derpaa vist ud af Byen og
af Landet.
I „Det lykkelige Skibbrud“ forekommer Madame Dus med sine
Stadsmøer, der er af samme Slags som Damerne af Anne Hatte
magers Bataillon. Om det er hendes Navn, der er bleven over
ført paa et bestemt Ølhus i Byen, der forekommer under Navnet
„Dusehuset“, eller om dette Navn skyldes en særlig Slags 01, som
fremstilledes der, og som kaldtes „Dus, fordi det ruser saa brav“,
vides ikke, og det er saaledes tvivlsomt, om Dusehuset skylder
Bachus eller Venus sin Berømmelse. Sandsynligheden taler fol
det sidste; men der er jo ogsaa en Mulighed for, at Madam Dus
med sine Stadsmøer har haft til Huse i samme Sted, der var be
kendt for sit stærke 01, hvor Folk „gik ædru ind og kom drukne
ud“, som det hedder i en Retssag fra 1713.
Vesterport
har sikkert i
Byens ældste
Tid staaet inde
i Gaden, idet
det maa anta
ges, at Katte
sund en Tid
har været By
ens Begræns
ning mod Vest
og ledet Van
det fra Søerne
mellem St. Pe
ders Kirke og
Vestervold ned
til Bugten, der
skar op over
Vandkunsten.
Den oprindeli
ge Fæstnings
linie fra Hjør-
netaarnet „Ha-
netaarnet“ vi
ser ogsaa at
Porten — hvil
ket
tillige
fremgaar
af
paaviselige Re
ster af Vand
løb —har staa
et inde i Ga
den.
Det er vist
nok under Fre
derik I, at Ve
sterport blev
bygget for En
den af Vestergade, og at Fæstningslinien blev lagt langs den
nuværende Husrække fra Hjørnet af Nørre- og Vestervold og ned
til Farvergade. Men 1545, efter Belejringen, lod Christian III
Værkerne udbedre og byggede en ny Vesterport. Denne kom som
alle Byens Porte til at bestaa af et indre Porttaarn, der stod i
Volden, ind mod Byen, og et ydre, der stod i Volden ud mod Gra
ven. Indbyrdes var de to Taarne forbunden med en Hvælving, der
ved sin stærkt bøjede Retning gjorde det vanskeligere for Fjen
den at trænge ind. Porttaarnene havde kamtakkede Gavle som
vore Kirltetaarne, og fra det yderste af dem løb der en Fæstnings
mur, indvendig forstærket med en Vold, ned til Hjørnetaarnet i
Vartovsgaard, der er omtalt foran under Navnet „Køge Barfred“.
Det var et af de gamle Taarne —
beffroi
paa Fransk, Barfred paa
Dansk — fra Middelalderen ; det havde sit Navn af, at det vendte
mod Køge og mulig kunde ses fra Køge og maa antages at have
staaet omtrent i Forlængelsen af Husrækken paa Raadhuspladsen.
Da Christian IV omgav sin Hovedstad med et System af moderne
Skanser eller Bastioner, blev der lagt en Skanse foran Taarnet —
der ses som et halvt nedbrudt Fæstningstaarn, midt i Skansen paa
v. Wycks Billede fra 1611 (se foran S. 354) — og da der senere blev
bygget Huse paa Skansens Plads, sidst Vartov under Frederik IV.,
kom den nye Bebyggelse til at springe et betydeligt Stykke længere
Ejendom m en Nr. 10 H øjbroplads om bygget 1 Aaret 1906 af Det kgl. ok troiered e alm . Brandassurance-K om pagni,
som har sine Lokaler i Bygningen.