34 / 311
blev anlagt. Og da Christian Y havde fuldendt sin Forbedring
af Byens Befæstning efter det fuldt moderne franske System,
lagde han for Enden af Volden „Rusenstens Bastion“, saaledes
kaldt efter den hollandske Fæstningsingeniør Ruse, en smal Gang
bro af Træ overStrømmen til de ligeledes under ham fuldførte Befæst
ningsanlæg omkring Christianshavn. Og man kunde nu, hvis man
var en højerestaaende Militærperson, ti andre Dødelige var en
saadan Lykke
________
kuske og andre, der skulde af med Affald o. lign., blevet vant til
at køre ned til den gamle Strandlinie og til Møllebækken og
skille sig af med deres Vognladninger, og det blev de ved med,
saa længe der var Huller at finde. Og dem var der nok af. Et
var der, som hele Byen kendte, sandsynligvis fordi der knyttede
sig en Tragedie dertil. Det laa inde i den nye, endnu ikke ud
fyldte Gyldenløves Bastion og bar Navnet Ludses Hul, — sagtens
af den Grund,
ikke forundt,
spadsere
paa
Volden fra Ka
stellet
Byen
rundt til Rii-
senstens Basti
on, over Lan
gebro, ad Vol
dene omkring
Christianshavn
og paa Opfyld
ningen paa
Rævshalen ud
til
Batteriet
Qintus og ad
Nyholm, Pæle
broen og Broen
Bommens Vagt,
tilbage til sit
Udgangspunkt.
En Spadsere
tur, som man
ge endnu le
vende har gjort
i deres Ung
dom og som
staar for dem som noget af det skønneste i Verden.
Imellem Halmtorvet, Løngangstræde og Vestervoldgade laa i
Frederik IIIs Tid en stor Gaard, som tilhørte den velbyrdige
Mand Joachim Frederik Vind til Gjerdrup. 1665 d. 7. April solgte
han den til det gamle Hospital — Helligaandsstiftelsen — som
fra sit oprindelige Bosted ved Helligaandskirken var flyttet ud
til Vartov paa Strandvejen og derfra ind til Trianglen paa Øster
bro,
hvorfra
Lemmerne var
bleven fordre
vet af Sven
skerne
1658.
Siden da havde
de været hus
vilde, men flyt
tede nu ned
ved Vestervold
og tog — Kro
navnet viste sig
altsaa krafti
gere end det
kirkelige Navn
— mærkeligt
nok Navnet fra
Strandvejen
med sig, og
Stiftelsen hed
der
Vartov
den
Dag i Dag, Dens
Bygninger
stammer
fra
Slutningen af
Frederik IVs
Tid.
Vartov hav
de sin egen Kirkegaard. Den blev anlagt paa Midten af Halm
torvet og markeres endnu ved en lille grøn Plaine ud for La
vendelstræde. Senere hen maatte Vartovs-Lemmerne dele den
med Børnene fra Vaisenhuset paa Nytorv. Og de maatte lige fra
Begyndelsen af finde sig i, at Pladsen umiddelbart op til den blev
benyttet som Losseplads. Det var i Reglen Smaakaarsfolk, som
boede her og som ikke gjorde Vrøvl over en Smule Svineri. Under
de store og langvarige Opfyldningsarbejder var Byens Renovations-
U dsigt fra H øjbroplads til C hristiansborg Slots Ruiner, 1902
Midt i B illedet ses Bisp Absalons Statue.
Bot. Vilh. Trydes Kunsthandel.
U dsigt fra Slotsholm en til H øjbroplads, Fortunstræ de og „Ved Stranden“ i 1870erne.
Højbroplads 21.
at et eller an
det
stakkels
Kvindfolk ved
Navn Lucie el
ler Ludse hav
de taget sig af
Dage i dette
Vandhul. Men
det var allere
de 1710 saa
fyldt, at det
blev
forbudt
Kuskene
at
komme
med
mere. Saa man
kan forstaa, at
Vartovs Bebo
ere, særlig med
Pesten 1711 i
frisk Erindring
■— da døde om
trent den hele
Besætning der
inde — i 1722
har følt sig
meget ilde ved,
at de stædige Kuske endnu fulgte den gamle Vane at læsse af lige
uden for deres Vinduer op ad Plankeværket til Kirkegaaraen.
Men medens mange andre, engang kendte og ansete Navne
er sunkne i Glemslens Grav og end ikke mindes af en senere
Slægt, blev Ludses Navn holdt i Live lige ned til vore Dage. Det
blev hængende ved Midten af Bastionen, selv da der ikke var
noget Hul længer. Og da der i 1715 var bleven bygget en Stub
mølle paa Ste
det,
flyttede
Navnet med og
Lucie- eller Lu-
ce-Møllen paa
Gyldenløves
Bastion stod til
midt i Firserne
som Midtpunk
tet i den sidste
Vold-Idyl ved
Vesterport.
Kort
efter
den store Brand
1728, der ud
brød paa den
anden
Side
Halmtorvet,
omtrent
paa
Hjørnet af nuv.
Frederiksberg-
gade, blev Vol
dene beplantet
med Træer, og
Filosofgangen
fremstod. Nav
net
hidrører
utvivlsomt fra
Oplysningens Tidsalder, og under Frederik V ,var den Spaserested
for Byens fine Folk, der paa Sommer-Dage og -Aftener kunde
glæde sig over de grønne Træer og over Militærmusikkens Toner
og mulig ogsaa kunde faa et Glimt at se af en eller anden yndet
Skuespillerinde eller Danserinde, der maatte afsone en tjenstlig
Forseelse i Hofstatens Fængsel i det saakaldte Blaataarn, der for
Enden af Filosofgangen laa skraas over for Druknehuset.
Det maa antages, at de for Humanitetens Tidsalder
saa
stødende
Nikolaj Taarn.
H otel Boyal.