31 / 311
har intet at skaffe med Borgmester og Raad! Jeg vil ud at tale
med Kongen, og Borgmester og Raad og jer, I Prakkere og Dan
ske Forræddere, giver jeg syv tusind Djævle! Og Hr. Sten satte
Sporene i Siden paa sin Hest, trængte ind paa Vagten og brugte
mange unyttige Skældsord.
Da nu Vagten ikke kendte Hr. Sten synderligen for en anden,
holdt de Værgerne frem. Hr. Sten greb da et Fyrrør, slog Hanen
for og vilde skyde paa den Vægter, Kristen Jensen, der stod ret
for ham, hvorpaa denne slog hans Hest over Næsen med sit Spyd.
Da blev Hr. Sten vred og sagde: I Danske Forræddere, I skal
faa syv tusind Djævle! Der skal blive blodige Pander for dette
Stykke, I nu haver gjort!
Alle er enige om, at Hr. Sten med Magt vilde have trængt
igennem Porten, hvis ikke Vægteren havde slaaet Hesten, saa at
den blev sky og kastede sig om, hvorved Vagten fik Tid til at
slaa Porten i, hvorpaa Hr. Sten vendte tilbage til sit Herberg.
Det hele var gaaet saa hurtigt for sig, at Hr. Sten paa Gammel
Porten var prydet med en Buste af Sten, forestillende Chri
stian IV, som stod over den yderste Hvælving, ud mod Landet.
Det var med en vis Glæde og Stolthed, at Københavnerne hver
Dag kunde overbevise sig om, at den gamle Konges Kontrafej
stadig stod urokket og uskadt paa sin Plads, hvor mange Kugler
af store og smaa Kalibre Fjenden saa sendte imod den. Det var
dem ligesom et Symbol paa, at de blot skulde holde ud og holde
deres Post.
Og de gjorde det, og de gjorde mere end det. De forlod deres
Poster bag de dog nogenlunde dækkende Volde, men kun for at
gaa Fjenden nærmere paa Livet og feje ham væk fra deres Dør.
Og Døren var Vesterport. Det var gennem den, at københavnske
Borgere, Haandværkere, Svende og Læredrenge med en Del af
Garnisonen den 23. August stormede ud, ført af den lange, lys-
haarede Niels Rosenkrans, for at mødes i aaben Mark med Euro
pas bedste Soldater, Carl X Gustavs sejrvante Tropper. Og de
gik ikke ind igen, før de havde fejet dem bort, — Niels Rosen-
U dsigt fra T horvaldsens Musæum over Kanalen, Højbro o g Højbroplads 1 1860erne.
Nr. Hartvig.
Torv mødte de andre Herrer af Gesandtskabet, som boede omkring
i Byen og som nu havde tænkt at støde til ham uden for Porten.
Svenskerne var rasende. Ti nu, da det attraaede Pas kom fra
Sorø, hvor Kongen opholdt sig, vilde Kansleren, paa Grund af det
forefaldne, ikke lade dem rejse. Og da Kongen straks efter kom
ind til Byen, lod han optage Forhør og sendte Érik d. XIV af
Sverige Underretning om, hvad der var foregaaet. De svenske
Herrers Stilling blev ikke bedre ved, at Vagten et Par Dage senere
standsede to Mænd af Følget, som prøvede paa at slippe ud sam
men med nogle Lybækkere, og da Hr. Sten senere søgte at sende
Bud hjem til Sverige, blev han og hans Ledsagere i April ført
som Fanger til Kalundborg og Dragsholm.
Den gamle Vesterport kunde fortælle noget. Den havde staaet
for Skud som intet andet af Byens Fæstningsværker. Ti det var
mod den, at Svenskerne væsentlig rettede deres Angreb imod
Staden i Belejringens første Afsnit, inden den hollandske Hjælpe-
flaade kom i Oktober Maaned. Hele Terrainet mellem Friheds
støtten og Vestervold var gennemskaaret af Løbegrave, i hvilke
Fjenden sneg sig nærmere og nærmere ind mod Byen, og fra
hans Skanser uden for Frihedsstøtten tordnede Kanonerne stadig
mod Byen, stadig besvaret af det danske Skyts paa Volden. Sær
lig Ilden fra „Katten“, den stærkt forhøjede Vold ved Vesterport,
gjorde lyst mellem Svenskernes Rækker.
„Før og N u“. 4de Aarg. Nr. 2.
krans baaret paa Skuldrene af sine Folk, blødende af sine Saar,
med det ene Øje halvt revet ud af Hovedet, ukendelig af Krudt
slam, Blod og Støv. Et stoltere Optog er aldrig draget ind gen
nem nogen belejret Bys Porte, og en større Jubel har aldrig
drønet hjemvendende Krigere imøde fra en belejret Bys Volde
og Huse.
I Slutningen af Middelalderen var den rigelige Mængde af
fersk Vand, der gennem Aaen — senere kaldet Ladegaardsaaen
— blev tilført Peblingesøen, atter bleven afledet fra denne gen
nem en Kanal herfra til Stadsgraven omtrent ud for Hjørnet af
Nørre- og Vestervold, hvor man senere finder Jarmers Taarnet.
Igennem Stadsgraven førtes det herfra forbi Vesterport med dens
Vindebro ned til Fæstningstaarnet „Køge Barfred“ paa den østlige
Del af Vartovs Grund og bøjede — tvunget af en Dæmning, der
hindrede det i at løbe ud i Kalvebodstrand — af i ret Vinkel og
løb mod Øst mellem nuværende Løngangsstræde og Farvergade
hen til „Vandkunsten“, der netop har faaet sit Navn af, at
Vandet her blev stemmet op til en Sø eller en Mølledam, hvor
fra en Del af det ved Hjælp af en „Vandkunst“, d. v. s. et Tryk
værk, der dreves med Heste eller Okser, pumpedes op og førtes
i Render over til Slottet paa Holmen udenfor, medens en større
Del af det drev en Mølle. Denne var anbragt i den nederste Del af
det gamle Fæstningstaarn, der laa for Enden af det Plankeværk