28 / 311
ningen om det ugudelige Barn, der havde villet ombringe sin
Stifmoder, og endte tilsidst, hvor alle Byens Sladderhistorier
endte, oppe paa Københavns Slot, hvor den blev fortalt Maje
stæterne som det sidste Vidnesbyrd om Tidernes Fordærvelse og
om Himlens Fortørnelse, som det gjaldt at afværge, for at det
ikke skulde komme til at gaa ud over Onde og Gode i Flæng.
Og saa fik Borgmester Ordre til at sætte de to Kvinder fast
og lade Kirstine Runkel hente fra Hamborg, saa den hele Sag
kunde blive oplyst og de Skyldige faa deres velfortjente Straf.
Byfogedens Forhør giver et levende Billede af Tanker og Fø
lelser i det mørke København i Slutningen af det 17. Aarhun-
drede — Begivenhederne foregaar 1691—1692 —, og man maa
blot ikke tro, at dette Billede passer alene paa det Bykvarter,
vi omtaler, og som
sikkert hørte til det
mørkeste København.
Men der er dog et
Lyspunkt. Ti en Men
neskealder i Forvejen
vilde der være kom
met den skønneste
Hekseproces ud der
af, og baade den haa-
befulde Kirstine, hen
des to Hjælpere og
maaské flere endnu
vilde „have faaet en
sviende Hale“ for at
bruge den gemytlige
Betegnelse for at bli
ve brændt som Heks.
Men nu var Øvrighe
den dog blevet saa
oplyst, at den ikke
tænkte paa at gøre
en Trolddomssag ud
deraf men tog saa
let og saa lempeligt
paa det som muligt.
Og det maa beteg
nes som et stort Frem
skridt. Ti Sagen var
saa oplagt som faa
Trolddomssager.
Det
elskværdige
Barn gentog sin tid
ligere Forklaring, men
kunde nu tilføje, at
Maren Anders’s havde
lært hende, at hun
hver Morgen og hver
Aften skulde „kryd
se“ sig, d. v. s.
Kors for sig i Fan
dens Navn.
Men Maren erklæ
rede sig uskyldig i
dette som i alt andet,
hun var bleven be
skyldt for af Kirstine.
Hun kendte ikke engang Kirsten Jens Pedersens ogsaa kaldet
Kirsten Doktors. Og samme Kvinde nægtede under „gruelig Svær
gen“ at kende det mindste til Maren Anders’s.
Og det kunde denne kun være glad ved. Ti Kirsten Doktors
var ikke af de Bekendtskaber, der pyntede paa en skikkelig
Kone. Hun levede bl. a. af at gaa rundt og sælge noget, som
var godt for Ligtorne. Det var jo meget uskyldigt; kun kunde
hun ikke opholde Livet ved det, men har doktoreret paa Folk
som klog Kone, har kendt adskillige hemmelige Midler og har
sikkert været i Stand til at signe og maale og læse for Skæver
m. a. m. Man har sikkert efter et af Vidneudsagnene Lov til at
tænke sig allehaande om hende, selv om det ikke nu kan op
lyses, hvad nedsættende der var i at gaa ind til Rustefils : „Hun
ser ilde ud, har ogsaa et ondt Lov paa sig og gaar altid ind
næste Dør til Rustefils.“
Det var jo ikke en Kvinde, Maren Anders’s kunde staa sig ved
at have til Veninde under en optrækkende Trolddomssag. Og
derfor var det naturligt, at hun ikke vilde have hende opfattet
som saadan. Og derfor var det saa grumme uheldigt, at hendes
Datter Katrine, hendes eget Kød og Blod, stillede sig paa sin
Skolekammerat Kirstines Side og bekræftede alt, hvad hun havde
sagt samt erklærede at hendes Mor og Kirsten Doktors var gode,
gamle Venner.
Om lille Katrine ellers kendte noget til Kirsten Doktors?
Byfogeden vilde gerne have alt at vide.
Lærerinder i vore moderne Pigeskoler vil vist kunne tale med
af Erfaring om, hvad visse Pigebørn kan finde paa, naar de op
flammes af ædel Lyst til at hjælpe en Kammerat, der er kommet
i Fedtefadet ved Løgnagtighed, eller naar de tror, de kan komme
til at spille en Rolle, kan komme til at tage sig ud. Havde de
kunnet komme til at
tale med Kristen Nat
tergal, Holder af Po
geskolen i Store St.
Clemensstræde i 1691,
kunde de vist være
bievne enige om man
ge Ting, trods de omtr.
280 Aar der er gaaet
siden da.
Omhun ikke kendte
noget til Kirsten Dok
tors ?
Jo, Katrine
kendte hende og kun
de rigtignok fortælle
om hende, og det saa
Haarene maatte rejse
sig ret rav op paa
Hovedet.
Engang havde Kir
sten Doktors kaldt
hende hen i Katte
sund, straks ved Hen
rik Fyrens Gang, der
gik mellem Katte
sund og Mikkelbryg-
gersgade, og forført
hende til at love at
give sig Fanden i
Vold. Og ligesom hun
havde kaldt paa ham,
stod han for hende
i en rød Kjortel, bræn
dende som Ildslue,
med sort Ansigt og
sorte Hænder. Han
havde talt .Dansk og
Tysk imellem hinan
den, rakt Haanden
frem og sagt, at om
hun vilde være hans
Kindt, vilde han give
hende Penge i Over
flod og gøre hende
til en Dame.
Da Katrine ikke
straks havde slaaet
til, havde gamle Kirsten begyndt at snakke om, at hun maatte
da endelig ikke staa sin Lykke i Vejen. Hun skulde bare gøre
som Manden eller Fanden sagde, — først og fremmest læse Fader
vor „med en leende Mund“ og uden nogen Andagt eller Tanke
til Gud. Han kunde jo dog intet, men denne Mand kunde hjælpe
hende til alt, — blot maatte hun som sagt læse Fadervor med
Latter, aldrig nævne Jesu Navn og aldrig have nogen Tanke til
Gud eller til hans Ord fra denne Dag.
Og saa overgav Katrine sig. Da Fanden paa ny rakte hende
Haande7i, rakte hun ham sin igen, den Fanden krystede, saa det
knasede. Men dog kunde hun mærke, at hans Haand var saa
kold som Is og saa haard som Jærn, og han havde Negle som
Kløer og de var saa hvasse som de hvasseste Knive.
„Nu est Du min Kindt!“ sagde Fanden, og Kirsten Doktors
sagde: Nu est Du hans Kindt!, og Katrine maatte selv sige:
Nu er jeg hans Kindt!
Men saa kom det mærkelige, at da Fanden nu viste hende en
Ejendomm en Nr. 10 H øjbroplads, hvor i sin Tid B ankieren, Baron G edalia i en lan g A arræ kke havde
sin V irksom hed.
22