89 / 311
egentlig kun var Gelbbrænder, og dette har givet Anledning til,
at man har ment, at von Quoten, ved Siden af sine mange andre
Titler og Betegnelser tillige kunde gøre Fordring paa at være
identisk med den vidtberømte Poet i Aabenraa.
Naar Per i „Jacob von Thybo“ vises hen til Poeten i Aabenraa
og til nærmere Oplysning faar at vide, at „han bor næst ved
Guldsmeden“, er det dog vel noget lidet at bygge en saadan An
tagelse paa. Ti hvor tarvelige end de Begravelses- og Bryllups
vers var, som Poeten i Aabenraa i Lighed med andre lirede af i
Massevis, maatte den Mand, der førte dem i Pennen, dog være
mere færdig i det Danske Sprog end den tyske v. Quoten.
Efterspørgslen efter saadanne Vers var saa stor, at det ikke
var nogen helt daarlig Næringsvej at være Poet. Per har den
Opfattelse, at det ikke blot er nødvendigt for dem „at bo midt
udi Byen ligesom andre Kræmmere, der have noget at sælge“,
men at det tillige kunde være heldigt for deres Geist, om de
boede saa nær Volden, at de kunde se lidt af det Grønne om
gøre til den samme som den berømte Magister Rosiflengius, synes
snarest at have været en Bedemand, Niels Hansen, der i 1720 og
mulig senere boede i Huset næst ved Guldsmeden, hvor ogsaa
von Quoten flyttede ind.
Ved Siden af den Franske Præstegaard, i hvilken den senere
berømte Pariser-Prædikant Jean Monod havde sin Bolig som Præst
ved Kirken 1794—1808, boede en af Menighedens fornemme Mænd
Hofjunker u’Agard, en Søn af Christian V’s Hofmaler. Uden for
hans Hus kunde Gadens Beboere en Dag i August 1717 glæde sig
ved det for Tilskuerne fornøjelige Syn at se Hr. Hofjunkerens
Tjener, iført den spanske Kappe, som man ikke bar for sine
Dyders Skyld, spadsere frem og tilbage under Tilsyn af et Par
af Stadens Vægtere. Hans Brøde var nu ikke stor. Paa en eller
anden Maade havde han paadraget sig sin Herres Unaade, og
denne havde fundet det nødvendigt at give ham en Tugtelse.
Haanden sad løst paa Herskabsfolk i de Tider, og en Tjener
havde at tage sine Klø med Anstand, i alt Fald uden at gøre
Fot. „Før og N u“.
Hauserplads i 1918, — i
Sommeren. Det var netop Tilfældet med Poeten i Aabenraa inden
Branden 1728, ti da har Aabenraa og Tornebuskegade ligget saa
noget nær i Forlængelse af hinanden, at Voldens grønne Træer
nok har kunnet være synlige nede fra Aabenraa.
Og det var maaske Grunden til, at Poeten i Aabenraa blev
langt mere berømt end sine Med-Poeter. Ti der tales ikke blot
om Poeten, men om Vers-Fabrikken i Aabenraa,, hvilket synes at
bekræfte, hvad man paa Forhaand vilde være tilbøjelig til at an
tage, at det mere var Kvantiteten end Kvaliteten, det kom an
paa for Fabrikanten.
I et Bryllupsvers synger Wadslcier:
Hvor faar, hvor faar jeg en, der straks kan Støvle smøre
for mig til Aabenraa, til Versfabriken hen
om Hjælpetropper fra Vers-Marketenderen?
Dog hvad, — den Stødestav jo falden er i Stave“.
Da dette er skrevet 1737, skulde man tro, at Poeten i Aabenraa
sang paa sit sidste Vers eller mulig alt havde sunget det, og at
den for Aabenraa saa berømmelige poetiske Periode var forbi.
Den virkelige Versemager i Aabenraa, som man ogsaa har villet
Baggrunden Hausergade.
Modstand. Men det glemte Hofjunkerens Tjener. Han vilde værge
for sig, da Herren begyndte at slaa løs med sin Stok, og greb
fat om Stokken for at holde den fast. Om han er kommet til at
støde med den, eller om det var Hofjunkeren, der selv kom til at
støde sit Øje mod Stokken, vides ikke. Men Hofjunkeren paastod,
at Tjeneren havde gjort det med Villie, og over for Herrens Ord
havde Tjenerens ikke megen Vægt. Og Resultatet blev 3 Timer i
den spanske Kappe til Skræk og Advarsel for alle Ligesindede.
Smaagaderne her omkring udmærkede sig ikke som Bopladser
for Dyd og Anstændighed, og der skulde vel nok undertiden
haarde Hænder til for at holde Styr paa disse Folk. Man synes
i hine Tider, og det gælder særlig det saakaldte svagere Køn, at
kunne blive fuldstændig balstyrig uden Aarsag.
En Eftermiddag henimod Aften gik en skikkelig Skrædder med
sin Nabo, en Parykmager, op ad Vognmagergade. En Kældermands
Kone sad paa Trappen ned til sin Dør og maa have været i daar-
ligt Lune. Ti da Skrædderen venligt siger „God Aften, Mor!“
faar han til Svar
„Dævlen fare i Dig med dit Godaften,-din sulten Lus!“
„Hvi falder I mig saaledes over?“ spurgte Skrædderen, der