88 / 311
men med Siøjfningsarbejderne gik det mindre end smaat. De
første Byggegrunde, der blev udlagt til Bebyggelse paa det gamle
Voldterrain, var Kvarteret mellem Nørre Port og Kongens Have.
Her fremstod gamle Frederiksborggade, Rosenborggade og lorne-
buskegade — atter et Minde om Egnens landlige Karakter — der
oprindelig var en Forlængelse af Aabenraa, allerede 1650
1655. Omtrent hele Firkanten mellem gamle Frederiksborggade
og Kongensgade, nuværende Gotersgade, \oldgaden og Rosen
borggade blev tilskødet Kongens Destillerer Nicolai Holst, der
havde sit Arbejde i Laboratoriet i Kongens Have. Af Grundene
mellem Rosenborggade og Landemærket, Øst for St. Gertruds-
stræde blev den største, der indtog det meste af nuværende
Hauserplads samt den gamle Vold og Stadsgrav langs Aabenraa-,
tilskødet Henrik Rantzau, der saaledes fik en meget stor Grund,
— den hvorpaa senere Reformert Kirke blev bygget — ud til den
lange, lige Gade, der under Navn af Kongensgade, nu Gotersgade,
vinkelret paa den nye Voldgade, blev anlagt paa et langt Stykke
af den gamle Stadsgrav.
Denne Gade blev udstukket allerede i 1650—55 og mange
Grunde ud til den paa den gamle Vold og Stadsgrav, blev solgte,
medens Gaderne inden for: Grønnegade, Regnegade, Møntergade,
Slippen og Brøndstræde blev forlænget ud til den; men det varede
længe, inden denne Gade i sin Helhed blev farbar. Endnu 1680
var der Partier af den gamle Stadsgrav mellem Volden og Slip
pen, som ikke var opfyldt paa anden Maade, end at Folk i Nabo
laget havde kastet Skarn og Affald ned i Stadsgraven, og endnu
1690 var der store aabne Vandhuller, Levninger af Stadsgraven,
længere ned imod det nye Kongetorv.
Københavns Gader og Torve havde aldrig udmærket sig ved
Renlighed, men i den lange Tid den gamle Østervolds Sløjfning
og Stadsgravens Opfyldning stod paa, har Ævret ganske været
opgivet i denne Del af Byen, og det synes som om Forholdene
her har smittet rundt omkring i Staden, saa at det i en Magistrats
klage over Renovationsmesteren af 1678 hedder, at „Københavns
Torve, Gader og Porte med andre publiqve Steder nu befindes
med Urenlighed at være saa forfyldte, som de næppeligen nogen
Tid tilforn været har“, hvilket er til største Ulejlighed ikke blot
for Stadens Indbyggere men ogsaa for Fremmede, som kommer
rejsende hertil.
Værst synes det dog at have været i den nye Gade, Goters
gade, der blev Grænsen mellem det gamle og det ny København.
I Januar 1680 skriver Kæmneren til Politimesteren:
„Jeg har straks efter Eders velædle Velvisheds Befaling været
ved Kgl. Majestæts Have, hvor jeg befinder Gaden langs den kgl.
Haves (Rosenborg Haves) Plankeværk noksom at være brolagt paa
den venstre Side ud til Gotersgade, men ellers befindes den af
uforskammede Mennesker meget ilde at være besmittet med
Menneskers Urenlighed, hvilket at forekomme jeg ej kan vide
noget Raad, eftersom saadant mest begaas af Soldater og Baads-
folk, som har deres Tilhold i de smaa Huse og Kældre der straks
hos; ti Godtfolk der bor tværs over Gaden, beklager sig, at naar
de laster saadant, da staar dette Karnali op imod dem med Ban
den, Trusler og haanlige Ord, saa at de kan intet forbyde dem
deres store Uhøflighed. Desforuden er samme Gade mange Steder
belagt med store Møgdynger, som mest er tilsammenbaaret af en
Del der omkring boende allehaande Slags Folk. De hosboende,
paa hvis Fortov det ligger, vil gerne gøre Pladsen ren, om Øvrig
heden vil lade straffe dem, som fra andre Steder bærer deres
Urenlighed herhen, hvortil en sær Vagt vilde gøres fornøden. Af
de paastødende øde Pladser er Rantzaus Haveplads ud til Aaben
raa den største; dens Ejer bør lige saa vel at holde sit Fortov
rent som nogen af Naboerne“.
Efter den snart efter udstedte Forordning om Gadernes Renhol
delse, skulde enhver, som førte Skarn ud paa Gader og Torve,
sættes i Halsjernet paa Nytorv eller ved en af Portene og samme
Straf skulde alle Portnere og Gadefogeder lide, som saa gennem
Fingre med sligt. Og for engangs Skyld nøjedes Myndighederne
ikke med at tage haardt fat paa Smaafolk. Den højadelige Grev
Rantzau mistede sin store Haveplads i Aabenraa. Han havde ikke
opfyldt sin Forpligtelse og bygget Hus paa den, og nu blev den
konfiskeret og som hjemfalden Jord af Kongen skænket de ind
vandrede Calvinister, der først havde faaet Tilladelse til at bygge
en Kirke paa Christianshavn, medens de, som foran omtalt, fore
løbig holdt Gudstjeneste i Vigant Michelbeckers Gaard ved Frede-
riksholms Kanal. Nu i 1687 fik de anvist den tidligere Rantzauske
Grund i den modsatte, ikke synderlig ansete Del af Byen, til der-
paa at bygge sig en Kirke.
Ved den reformerte Dronning Charlotte Amalies Gavmildhed
og ved Indsamlinger i Udlandet kom man saa vidt, at Grund
stenen til Kirken allerede kunde nedlægges 20. April 1683, Dagen
efter Kongens Fødselsdag. Det var Dronningen selv der, ledsaget
af sin Hofstat og af Menighedens ældste, kunde foretage den
højtidelige Gerning. Og med Kongens Kontrafejer, den franske
Hofmaler Jaques d’Agar som Tilsynsførende, blev Kirken, der ikke
maatte prydes med noget Taarn, men nok med et lille Tagspir,
saa hurtig rejst, at den allerede kunde indvies den 10. November
1689 i Dronningens Nærværelse „uden megen Ceremoni“, — det
skulde den lutherske Præstestand nok have sig frabedt. Calvi-
nisterne maatte i det hele taget finde sig i mange Ydmygelser,
de maatte f. Eks. nok have en Klokke i Spiret, men ikke ringe
Menigheden sammen med den, og deri var ikke blot den luther
ske Selvgodhed Skyld; men Calvinisterne blev betragtet som arge
Republikanere, der var farlige for den endnu i Danmark saa
spæde Absolutisme, og enkelte fanatiske Præster, der ikke vilde
indlemme Kongehuset i Bønnen efter Prædiken eller som ufor-
sigtigvis døbte Børn af lutherske Forældre, bidrog ikke til at
gøre Forholdet bedre.
I Kirken, der tilligemed hele Kvarteret paa nær Husene mellem
Gotersgade og Tornebuskegade brændte 1728, men blev opført
straks efter i omtrent samme Skikkelse som før, blev der holdt
Gudstjeneste baade paa Fransk og paa Tysk. Men medens den
Franske Præstegaard blev opført ud mod Aabenraa inden Aarhun-
dredet-s Udgang, blev den Tyske først bygget en 10—15 Aar
senere paa Grunden ud mod Gotersgade.
Til den før Branden bugtede og krumme Gade Aabenraa har
Holberg henlagt Skuepladsen for sin berømteste københavnske
Komedie „Barselstuen“. Der er saa fuldt af Vogne og Folk, at
Klaus ikke kan komme frem, hvorfor han vil op paa Rundetaarn
for at se, hvad der er paa Færde. Af Korfits’s Dreng Troels faar
han at vide, at han kan spare det Enesteskilling, som det kostede
at komme op i Taarnet. Det er ikke andet end Folk, som skal
ind og aflægge Visite hos Mutter Madame Korfits’s i Anledning af
hendes Nedkomst. Og paa den med københavnske Forhold ukendte
Klaus’s forundrede Spørgsmaal: Ej det er ikke muligt, — kan
der gøres saadan Alarm ved en lumpen Barselstue, besyndex-lig
hos maadelig Stands Folk? bliver han af den verdenserfarne Troels
oplyst om, at det netop hos jævne Folk gaar aller prægtigst til.
— Se kun til Brylluper! Kommer man til en Skrædders eller en
Skomagers Bryllup, bliver man lxxodtaget med Trompeter og Vald
horn, sat ved et Bord, der er saa langt som fra Kyndelmisse til
Paaske og stuvende fuldt af kostbare Retter. Kommer man til
Folk af anden Klasse, som er højere paa Straa-, faar man kun Te,
Kaffe og Komplimenter; og kommer man til Folk af første Klasse,
faar man undertiden ikke uden Brudevielsen at høre og en Pris
Tobak for Næsen. Jeg hører nok, Klaus, at Du ikke kender Kø
benhavn ret!
I Aabenraa boede ikke blot den opdigtede Korfits med sin Hus
stand, men her boede tillige de Danske Komediers Konkurrent,
den spillevende Salomon Poulsen von Quoten, Okulist, Sten- og
Broksnider, Tanddoktor og Komediantspiller, hvem Holberg fører
ind paa Scenen i „Hekseri eller blind Allarm“.
„Hillem end der ser jeg von Quoten komme“, siger Abelone,
„hvor glad han ser ud ! Nu mener han, at hans Komedier og
Marionetter vil komme paa Fode igen.“
Aarsagen til, at von Quoten ser saa glad ud, er den, at det er
gaaet i Staa med de Danske Komedier, Holbergs egne, som ganske
havde taget Luven fra hans tyske Skuespil, paa Teatret i Grønne
gade, som vi snart skal komme til at beskæftige os med, saa at
der nu er Haab for von Quoten om paa ny at kunne komme til
at gøre sig gældende som Teaterdirektør. Det fremgaar klart af
hans Replik, da han et Øjeblik efter staar paa Scenen:
„Ich habe Ursache mich fiber ihren (de Danske Skuespillere)
Fail zu erfreuen, denn først kommer jeg udi min gamle Næring
igen og for det andet faar jeg Has over dem, som har skammelig
railleret med mig og min Bande.“
Men „Dr. Faustius“ vil han ikke spille. „Nej, Madame 1“ siger
han til Abelone: „vi har nok en bedre, som hedder „Zauberei
von Armida“ 1 Det er et
tout-å-fait
Stykke, ti alting der bliver
ageret udi Luften. Armida lader sig aldrig se uden paa en gloen-
dis Drage, som spyr Ud. Det er noget andet, end jere nxavre
Komedier!“
S. P. v. Quoten boede netop paa den Tid i Nr. 249 i Aabenraa,
hvilket svarer til nuværende Nr. 10—18. Ved Siden af ham boede
en Gørtler, der undertiden ogsaa kaldes Guldsmed, selvom han
82