90-91 / 311
Chej-Ro-takler- Johannm Hanft:
Hausergade.
hænde, at Pøbelen pludselig, som drevet af en ond Samvittighed,
vendte sig med Baseri mod disse Huse.
Saaledes indberetter Københavns Politimester d. 28. Januar
1714, at han om Natten „fra Kl. 10 til 12 har været okkuperet
med at afværge Spoliering og Nedbrydelse af et Hus i Lande
mærket, som angives af være et H . . . hus. Der var en Forsam
ling paa Sikasten ved hundrede Karle, Soldater, Studenter af Re
gensen, Matroser og slige, Haandværkssvende og Drenge, som
par force vilde nedbryde Huset. Naar Politibetjentene, som efter-
haanden af mig blev henskikkede, advarede enhver (d. e. paa
mindede enhver om) at gaa hjem og i Morgen andrage det for
Politimesteren med Bevislighed, saa skulde der rammes Bod, yppede
en Del Klammeri mod dem, men stillede sig endelig tilfreds.
Dog, naar Betjentene vendte Ryggen til og gik bort, hørte de
straks et stort Anskrig og dermed Stene kastede til Vinduerne,
og straks var seksten Ruder i fem Vinduer udslagne. Derpaa
sendte jeg min Fuldmægtig med Vagten fra Nørre Port, da de
alle fløj fra hinanden. — I dette Hus har jeg for tre Uger siden
ladet inkvirere og der udtaget tvende Kvindfolk. Den ene sendte
jeg til Børnehuset, den anden kunde jeg intet faa overbevist,
maatte saa lade hende gaa med Advarsel. Husværtinden var ej at
Kidtorvet set fra Gamle
blev Københavns Gader mere og mere usikre. Og for at raade
Bod herpaa, blev der lagt to Eskadroner Ryttere ind i Staden, af
hvilke 100 Mand altid skulde være færdige til Udrykning. Men
at holde Soldater til at være Politi er altid en mislig Sag og gør
kun ondt værre. Og samtidig gravede man en gammel Forord
ning af 1694 op, der paabød Naboerne selv at tage sig til Rette,
hvilket man skulde tro var imod al sund Sans. Det havde sikkert
været langt at foretrække, om Regeringen havde betalt de fattige
Matroser deres tilgodehavende Lønninger, ti heraf rejste sig de
fleste større Tumulter.
Politimesteren var imidlertid glad for Forordningen af 1694,
gladere end man skulde tro, ti den skabte i Virkeligheden en
lille Borgerkrig i Byens Gader. „Jeg fornemmer daglig en god
Effekt af den over hele Staden uddelte Ekstrakt af Frd. 6. Februar
1694, at Indvaanerne er villige og i Mængde, ja endog Kvindfolk
selv udkomme med Kortgevær, Jærnskuffer og hvad de kan faa i
Haanden og dermed lystig afbanke dem, som yppe Klammeri og
blotte deres Værge med vred Hu paa Gaden, saa at iblandt andet
fire Karle, som sloges med hinanden med dragne Kaarder, blev
udi en „Hviv" adskilte, saa. at de lod falde paa Gaden tre dragne
Kaarder og tvende af Karlene blev paa Raadhuset opbragte.“
Pustervig.
L ille Købmagergade.
Frederiksborggade
Aar 1905.
Morgenstjerne nok maatte kunne klare sig over for en fuld Smør
stikker, særlig da Kokken „betimelig værgede sig med Hælene
d. v. s. stak af, anfaldt den hele Styrke dog Skriveren, som fik
mange Hug og endelig ved tilkomne Politibetjentes Hjælp blev
overmestret.
Ved Ordet „Kortgevær“ maa man ikke tænke sig noget i Ret
ning af et lille Gevær, en lille Bøsse. Det var oprindelig et
Værge med en Spids, et Slags mindre Spyd, men kom efterhaan-
den til at omfatte ethvert Værge, som ikke hørte til Skydevaaben
eller blanke Vaaben. Paa den Tid, skriver O. Nielsen i sin Køben
havns Historie, „synes Kortgevær at betyde en Krabask, en Tyre-
mie, hvilket var et kraftigt Vaaben at slaa med“.
I Tornebuskegade, hvor den berygtede Ane Hattemagers havde
haft til Huse med sin Batallion, boede — mulig i det af hende
forladte Paulun — en Øltapper ved Navn Karsten Meyer. Hos
ham sad en Aften nogle Gæster og drak 01 og blandt dem en Sol
dat. Bedst som de sad, blev Soldaten opflammet af militært Vove
mod, stak paa en Gang en af de andre Gæster et Par Lussinger
ud, tog hans Stok fra ham og gik sin Vej med sit Bytte. Den
næste Dag mødte den slagne Mand hos Karsten Meyei og for
langte, at han skulde skaffe ham hans Stok igen, hvad Værten
Overlæge Hallcs Samliug.
der faldt om paa Gaden og blev liggende, medens Civilisterne
fjernede sig, Karsten Meyer med Soldatens Sabel som Krigs
trofæ. Noget efter kom to af Soldatens Kammerater til og samlede
den faldne op. Han kunde hverken staa eller gaa og saa med
taget var han. at han aldrig kom til Hægterne mere, men døde
Dagen derpaa.
Folk kan endnu i vore Dage komme op at skændes om de
særeste Ting. Men der var dog mere Humør og Frodighed i Ge
mytterne i hine Tider.
Nogle Skomagersvende sad i 1702 hos en Brændevinsmand i
Vognmagergade og lagte Kort, i dette Tilfælde Styrvolt. Kl. 10
kiggede Vægteren ind til dem og sagde, at før Kl. 12 havde det
ingen Nød. Saa havde han gjort sin Pligt, „advaret“ dem og
satte sig til Ro i en Kælderhals. Men Kl. blev baade 1 og 2 og
mere end det. Skomagerne legede stadig Kort og fugtede Struberne,
men Kl. 5—572 om Morgenen kom to af dem i Skænderi „om Skrif
ten om Prædiken“. Religionskrige overgaar som bekendt alle
Krige i Grumhed og Vildskab, og de to Skomageres Religions
Disput udartede i den Grad, at de sloges med Stole, ja med Ild
tang og Ildspande fra Ovnen, og til sidst rendte den ene sin Kaarde
gennem Livet paa den anden, saa han faldt død
om.
synes at lægge Vind paa at tale fint, „jeg har jo aldrig gjort eder
noget imod.“
„Jeg giver eder Djævelen, I Kæltringepak, I Sultenpak og Ka-
naille! Jeg har en ærlig Karl paa mit Loft, — om I har nogle
Kanailler, ved jeg ikke.“
„I er fuld eller gal, Kone!“ sagde Skrædderen. „Hvad gaar
af eder, at I falder mig saa over, da jeg beder God Aften?“
„Djævlen skal føre Dig fra min Dør, — havde jeg et Koste
skaft, jeg skulde prygle din Hund væk fra Døren.“
Konens hidsige Afvisning af Skrædderens Venlighed kan vist
kun forklares ud fra den Omstændighed, at der — som i langt
senere Tider — var mange berygtede Huse i dette Kvarter, og
at hun nok skulde vise ham, at han tog fejl, hvis han tog
hende for en af den Slags, som havde Kanailler paa sit Loft eller
i sit Hus.
Over for de berygtede Huse og deres Besætninger var Folks
Stemning meget vekslende. Snart holdt den uberegnelige Offent
lighed med Damerne imod Øvrigheden, men det kunde ogsaa
fandt der kunde være nogen Mening i og gik hen i Soldatens
Kvarter og fik den udleveret. Dog ikke uden videre Snak. Sol
daten var ikke saa modig som Dagen forud og maatte finde sig
i den Tort, at baade hans Kvartervært og dennes Kone slog ham
paa Øret med de Ord: Skal vi have en Tyv i vort Kvarter?
hvorpaa de havde taget Stokken og udleveret den. Men om
Eftermiddagen havde Soldaten fundet sin Courage igen; han
mødte paa ny i Meyers Hus og yppede Klammeri, saa Værten
maatte „vise ham ud paa Døren“.
Men da Soldaten var bleven smidt ud, voksede først hans Mod.
Han drog blank og gav sig til at hugge i Vinduerne, saa de
sprang i Stumper og Stykker. Saa greb Karsten Meyer sit Kort
gevær, styrtede ud og gav sig til at tampe løs paa Soldaten, der
værgede sig med sin Sabel. Men da Naboerne kom til, to Vævere
fra den ene Side og to Snedkersvende med lange Stykker Træ,
maatte Soldaten vige og flygtede ned ad Aabenraa, forbi Refor
mert Kirke. Der fik de Civile Forstærkning af en lang Garver
karl med en Stok, og nu tampede de alle løs paa Soldaten,
finde. Naboen, som af Frygt for Spoliering klagede mest for mig,
bad jeg al skaffe mig Naboers Bevis og Attest, men han var hos
mig i Aftes og klagede over, at ingen af Frygt turde eller vilde
attestere, at der endnu holdtes H .. . hus. Jeg svarede ham: Lad
mig faa eders skriftlige Angivende, saa vil jeg eksaminere Væg
terne og Naboerne og ramme Bod. Samme Mand var stærkt be
skænket, og da han gaar fra mig, raaber han overlydt paa Gaden:
Jeg kommer fra Politimesteren ! Det er hans Befaling, at dette
Hus er et H . . . hus og skal brækkes ned! Slaa nu, hvor der vil!“
Han slap nu ikke helt billigt fra denne Historie. Ved Politirets
Dom af 20. Februar dømtes han til at sidde tre Dage paa Vand
og Brød i Raadhuskælderen, hver af disse Dage at gaa en Time
i den spanske Kappe foran Raadhuset, bøde 4 Rdl. til Politi
mesteren og reparere Skaden paa Karen Busses Hus.
Det er nu et Spørgsmaal, om ikke Øvrigheden selv ved sine
Dispositioner bidrog til at udvikle de raa og tøjlesløse Instinkter
hos Befolkningen. Under den almindelige Opløsning af alle Daglig
livets Forhold, der var en Følge af den frygtelige Pest i 1711,
„Juleaften Kl. 5 skærmydslede to Matroser med Knive paa hin
anden i Pustervig, men Naboerne kom straks ud med Kortgevær,
bankede paa dem, ligesom det havde været Bergfisk og skilte
dem saa ad. Da Matroserne kom til sig selv igen, takkede de
Indvaanerne, at de havde forekommet Ulykke.“
Her synes jo egentlig den moralske Sejr at have været paa
Matrosernes Side.
Dagen efter var der Halløj paa den anden Side Købmagergade.
Om Morgenen Kl. 7, da Folk kom fra Fropræken, kunde de nyde
det opbyggelige Skue af en fuld Skibsskriver og en sagtens ikke
ædru Skibskok, der gik i Rosengaarden og trak Kaarden ud og
ind: Det skulde man nu synes ikke var saa farligt, men Folk —
man maa huske de kom fra Kirke — skreg Gevalt og saa kom
der en Vægter Jacob Movridsen til. Og han virkede paa Skri
veren som en rød Klud paa en Tyr. Nu kom Kaarden helt af
Balgen, og Vægteren maatte værge for sig. Takket være den her
lige Forordning af 6. Februar 1694 var Naboerne straks ude med
deres Kortgevær. Og uagtet man skulde tro, at en Vægter med