93 / 311
Det er betegnende for Hr. Politimesteren, at han betragter det
som en Anbefaling for sin Opfindelse, at de ulykkelige Kvinder
ikke ved den vilde komme til at lide nogen Skade paa Kroppen.
At man ved en saadan Behandling vilde nedbryde den sidste Rest
af Personlighedsfølelse, formaaede han ikke at se. Og noget
maatte der jo dog være at bygge paa endnu hos disse Kvinder,
naar denne Narreudstilling kunde skræmme dem mere end Spinde
huset. Det har dog ellers ikke været noget lysteligt Sted at være.
Den uhyggelige Hværvningsmetode har ogsaa fremkaldt mange
livlige og stormende Scener i dette Kvarter med dets mange Øl
huse. En Beretning om en saadan er opbevaret og knytter sig til
et af de mest berygtede Steder her, nemlig „Nørre Paradis“, der
laa i Frederiksborggade, nuværende Nr. 9 og 11.
Værten her var i 1721 Militær og hed Abraham Leth. Hos ham
sad en Dag en Bryggersvend og en Underofficer af Livgarden og
drak, og for at tilfredsstille sin Trang til endnn mere Drukkenskab,
laante Bryggersvenden 2 Rdl. af Værten. Hvis han har trakteret paa
Herlighed og Glæde. Indtil en Soldat af Patrouillen fra Nørre
Ports Vagt kom ind med „sin Flint“ (sit Gevær) og drak et
Krus 01.
„Nu kunde jeg have tjent til Øllet,“ sagde han, „om jeg havde
arresteret de to Borgere, der gik ude paa Gaden saa silde!“
Det kunde den ene af de to Vægtere ikke lide at høre. Den
borgerlige Selvfølelse kom op i ham og han lod Soldaten vide, at
Patrouillen kunde nok putte Soldater i Hullet, men han havde
ikke nogen Ret til at arrestere Borgere i Byen.
Straks blev der Skænderi, og en Officer af Artilleriet „melerede
sig udi Diskursen“. Hans Indblanding synes at være gaaet mere
ud paa Handling end paa Ord, ti man faar kun at vide, at han
tog den ene Vægters Morgenstjerne, som denne pænt havde sat
fra sig ved Døren, inden han gik paa Brændevinet, gik ud i Gaar
den med den og kastede den op paa Taget af et Sidehus. Og det
var meget ondskabsfuldt gjort. Ti der tænkte hverken Vægterne
eller de to Piger paa at lede efter den, da de lidt efter kom ud
Fot. „Fpr og N u 1' ved E lfelt.
Samme Parti som Pendanten, efterat de nye Ejendomm e er opførte.
Underofficeren, hvad ikke fremgaar af Sagens Akter, bliver dennes
Optræden meget nederdrægtig. Ti han erklærede pludselig, at
Bryggersvenden havde taget mod Haandpenge og ladet, sig hværve.
Og nu var han Soldat. Med Tvang og Hug iførte man ham Vær
tens Mundering og derpaa slæbte Underofficeren og et Par andre
Bondefangere Bryggersvenden ned i Vagten foran Slottet „i den
Tanke, at han skulde lade sig forføre eller overtale til at tage
Militærtjeneste“. Men det skete nu alligevel ikke. Karlen holdt
sig stiv og svor paa, at han havde modtaget de 2 Daler som et
slet og ret Laan, og slap fri. Men Underofficerens og Værtens
Optræden er snarere bleven betragtet som et Udslag af priselig
Nidkærhed for Kongens Tjeneste, i Stedet for det, det var, rent
og skært Bondefangeri.
Et Par Aar i Forvejen havde en Rytterkone en Søndag Aften
sat en Guldring paa Spil her i Nørre Paradis. Det kunde dei
nok tjenes noget paa, særlig naar der her som denne Helligaften
var en femten—seksten Mennesker tilstede, mest Soldater, og
hvert Terningkast blev betalt med en 4-Skilling. De havde haft
Musik og havde drukket og danset, og da Klokken var bleven halv-
gaaen et, inviterede man de to uden for Døren posterede Aægteie
ind, trakterede dem med for 2 Skilling Brændevin, og alt vai
med en Løgte for at finde den. Og den maatte findes, om ikke det
skulde gaa den Mand galt, som havde mistet den. Instruksen lød
nemlig paa, at den Vægter, som lod sig sin Morgenstjerne berøve,
skulde straffes.
De to Vægtere havde da intet andet Valg, end at søge at tvinge
den, der havde taget Morgenstjernen, til at udlevere den igen.
Den endnu bevæbnede Vægter stillede sig som Post ved Døren til
Paradiset, den anden stødte i sin Fløjte, og dens Toner kaldte hurtig
andre Vægtere til, hvis Flertal nu besatte Huset udvendig, medens
tre Mand gik ind og forlangte Værget udleveret i Mindelighed.
„Men de Militære uddrog Kaarderne paa Vægterne, som retirerede
sig ud paa Gaden. De Militære stødte og huggede ud af Døren og
Vinduerne, Vægterne derimod stødte og slog til dem med Morgen
stjernerne ind ad Døren og Vinduerne og kaldte til sidst Hjælp
til fra Nørre Ports Vagt. Men da Patrouillen kom og hørte, at
det var Slagsmaal mellem Vægterne og Soldater, tog de — hvad
enhver anden end en Natvægter straks kunde have sagt sig selv —
deres Kammeraters Parti, satte Bajonetterne paa og gik løs paa
Vægterne, der nu kom mellem dobbelt Ild. Ti nu fik de Belej
rede Luft, styrtede ud paa Gaden, og nu gik det først løs for Al
vor. Vægterne maatte trække sig tilbage, men de bragte dog en
87