97 / 311
At Flytningen foregik med Bram og Brask siger sig selv. Og af
den Beskrivelse, der foreligger derom, bliver Udtrykkene i Regn
skabet for Tømrernes oven omtalte Flytteoptog os mere forstaae-
lige.
Først i Optoget gik seks Musikanter og efter dem en Amts
mester, d. v. s. en Lavsmester, som Fører for ni Amtsmestre, tre
i Række og alle med Maalestok i Hænderne. Efter dem kom en
Officer, fulgt af to tyrkiske Officerer og bag dem selve Skiltet,
som blev baaret af tolv tyrkiske Drabanter. Derefter kom „de
fem Bygningsordninger“ baarne af fem Mestre, en iført en Dragt
som en italiensk Bonde, bærende den Toskanske Søjle, til Minde
om, at denne af en Bonde var opfunden ; en i romansk fyrstelig
Dragt med den Doriske Søjle; en udi Fruentimmerhabit med den
Joniske Søjle; en ligeledes klædt som et Fruentimmer med den
Korinthiske og en i romersk Habit med Komposita. Dernæst kom
Valgtavlen med en Fægter med dragen Kaarde paa hver Side og
efter dem tvende Vildmænd med grønne Trær og Pyramider. Saa
kom Snedkernes kunstig forarbejdede Lade, baaret af fire Svende
og sekunderet af tvende Fægtere ; derefter to Svende med Regi
mentsstave (Spir), Lavets Sølvpokal eller Velkomst, baaret af en
Svend imellem to andre Svende med dragne Kaarder, og den store
Skænkekande, baaret og eskorteret paa samme Maade.
Denne Optogets første Afdeling afsluttedes med de fire Aars-
tider, fire Ungsvende udklædte som Foraaret med Blomster, Som
meren med Segl og Aks, Høsten med Vindruer og Bæger og Vin
teren i Skindklæder og med et Fyrfad.
Saa kom Optogets anden Afdeling, atter med seks Musikanter i
Spidsen, Lavsfanen, baaren af en Fændrik og eskorteret af fire
Fægtere med dragne Kaarder; dernæst en Officer i Spidsen for
to og fyrretyve Snedkersvende med „Plumager i Hatten“, og som
hver bar et Stykke pyntet og forgyldt Værktøj. Optoget afslut
tedes af „tvende lystige Personer“ (Harlekiner) og af en Bonde
med hans Bondekone.
Det var her Fændriken, der var Taler. Ved Udflytningen fra
det gamle Lavshus paa Ulfelds Plads havde han Ordet for Lavets
Farvel til sit gamle Herberge. Da de. efter i al deres Pomp og
Pragt at være draget Byens Hovedgader igennem, endelig naaede
det nye Lavshus i Grønnegade, var det atter ham, der maatte
holde for:
Idag vort Snedkerlav fra Leje-Lavshus flytter
Til Eje-Lavshus hen blandt Grønnegades Hytter.
O Gud, lad Lykke gaa med Lavet, hvor det gaar,
Saa Huset udi Fred og Herrens Skygge staar.
Gid al Ting Fremgang faa til Snedkerlavets Nytte,
At de ej ofte skal fra Sted til andet flytte.
Gud alle Huse vel bevogte Aar for Aar,
Til Verdens Bygning selv aldeles undergaar.
Men Lavet glemmer ej sin Oldermand at prise,
Som denne Anstalt saa fornuftig kunde vise.
Paa Asken i hans Grav skal hvile denne Pris,
At han var Lavet god, retsindig, tro og vis.
For dette Hus vi da vil vore Bønner gøre
Og ene bede om, at Himlen vil bønhøre,
Velsignet det maa staa i Alder og i Flor,
Paategnet denne Skrift: Her Herrens Naade boer!
Vor Danner-Konges Stol, hvorunder Huset hviler,
Bestraale Naadens Sol, derom vi Ønsket stiler,
At Tronen altid maa, som fordum Herrens Ark,
Staa i det Helligste, — Gud signe vor Monark!
Det ganske Kongehus, o Gud, paa Hænder bære,
At Kongeslægterne maa højst velsignet være,
Saa de paa Jorden her som Guder leve maa
Og siden Himmelfryd i Evigheden naa.
Al Snedkerlavet, som sig under denne Skygge
Opholder udi Nord, Gud tusindfold opbygge.
Hver Mester, Hustru, Børn, hver Svend og Tyende
Lad leve frem og frem til al Fornøjelse.
Saa længe Høvlen kan en Spaan af Træet skære,
Saa længe Saven kan de mindste Spaaner tære,
Saa længe Limen har den Kraft at binde Træ,
Saa længe dette Lav staa under Herrens Læ!
Saa længe Bælt har Vand og Ilden den kan brænde,
Saa længe Fuglen kan i Luften Vinge vende,
Saa længe Jorden bær de fire Tiders Dragt,
Gud lade dette Lav staa udi Velstands Pragt!
Ved Fanen vises skal, naar Luften hende drejer,
Her Snedker-Lavshus er, som Snedkerlavet ejer.
91
Gud selv opholde det og Snedkerlavet med.
Lad Himlens faste Skjold beskærme dette Sted.
Har jeg nu ej i alt mig kunnet saa opføre,
Med Fanesving og hvad en Fændrik bør at gøre,
Jeg haaber dog pardon og vise vil mit Sving
Hel akkurat ret nu, naar Skaalen gaar omkring.
Da Vivat klinge skal igennem alles Munde.
Vivat Kong Frederik! Vi drikker ud til Bunde,
Vivat enhver udi det kongelige Hus!
Dermed vi liste os saa sagte til en Rus.
Vor fromme Magistrat vi ikke maa forglemme,
men med Trompeters Lyd saa frydefuld istemme:
Vivat enhver af dem! Vivat vor Oldermand!
Vivat det hele Lav! Vivat hver i sin Stand!
Herpaa jeg ende vil for denne Gang min Tale,
Jeg ej med sirlig Ord højtravendes kan prale,
Min Mening er udført i slet og simpel Stil.
Jeg haaber, I med mig fornøjet være vil.
Man er stadig i dette Kvarter paa Holbergsk Grund. I Pile
stræde, der en Tidlang ret var et Sted for Københavns forvænte
Ganer, lige over for Silkehuset, boede Matthieu Toyon, som vi
har omtalt foran, der flere Gange nævnes hos Holberg. I 1722 flyt
tede han hertil fra Højbrostræde, og hos ham kunde „fornemme
Standspersoner med den deres Stand tilhørende Spise eller Loge
ment, enhver efter sin Begæring, vorde accomoderet“.
I Pilestræde boede endvidere i nuværende Nr. 11 Etienne Péche,
hos hvem Jean de France vil gaa hen og spise til Middag uden
at agte paa Pierres Indvending, at han skulde hellere spise hos
Mester Jacob, hvor man fik bedre Mad for en billigere Pris. Men
alene det danske Navn Jakob afslcrækker Jean de France, der er
klærer, at han maatte svælte ihjel, om der ikke var nogen fransk
Kok i Byen. „Det er sandt,“ svarer den næsvise Pierre, „Maden
smager godt hos de Fransøske, eftersom man faar saa lidt alle
Tider; ti intet opvækker mere Appetiten, end naar der kun er
lidt i Fadet“.
I Pilestræde boede endvidere Yinstuemanden Mr. Lafong, Bil
lardmesteren Mr. Sayaux og endelig den berømteste af de franske
Køkkenkunstnere Etienne Capion, den fransøske Kok i Pilestræde,
hos hvem Martha i „Jean de France“ havde tjent.
Indtil 1892 stod Huset, hvor Etienne Capion havde boet, Pile
stræde Nr. 8, med sit morsomme københavnske Gaardinterieur, i
alt væsentligt som det stod i Holbergs Tid.
Om Capion er kommet hertil som Skuespiller, som det hedder,
faar staa hen. Første Gang hans Navn dukker op, 1708, var han
i alt Fald ikke Skuespiller, men Tjener, „Vinkyper“ hos Poul
Choppie, der drev Yinhandel i Silkegade. Samme Aar tog han
Borgerskab, dog ikke som Vintapper men som fransk Kok og blev
i sit eget Hus 1705 overfaldet af Kaptajn v. Viereg, saa Magistraten
maatte klage til Kommandanten. Officererne optraadte i det Hele
ofte med stor Uforskammethed og Raahed over for Borgerne i Byen,
og v. Viereg synes at have været et særligt uheldigt Eksemplar.
Senere, under Krigen med Sverige, gjorde Capion Tjeneste som
„Hof- og Stabstraiteur“, men han havde nu andre Interesser ved
Siden af sin Haandtering som Kok og Vintapper. Han var Acteur
— for Resten ikke den eneste i Gaden, ti lidt længere oppe, hos
Madame Sevin boede der en fransk Komedianter. Capion havde
været Medlem af den franske Trop, der umiddelbart før og efter
Pesten havde ageret i København. Han nævnes 1715 „Decorateur
og Teatermester“ Capion og havde lidt mere Fremdrift end de
fleste af hans Kolleger, med Undtagelse af Montaigu, der var be-
svogret med ham, og som ogsaa kom til at spille en stor Rolle i
dansk Teaterhistorie.
1720 d. 17. Maj fik han Privilegium paa at anlægge et Komedie
hus i København. Og af General Arnold, som han vistnok har
lært at kende under Felttoget mod Sverige, laante han en Sum
Penge, eller maaske snarere af Krigshospitalets Kasse, som Gene
ralen havde under Hænder, til at begynde med. En Grund blev
købt i Sommeren 1721 af Admiralinde Span imellem Ny Adel
gade og Gotersgaden — Matrikelnumrene 325, 326, 327 og 346,
347, 348, der nu svarer til Gadenumrene 6—10 i Ny Adelgade og
til Nr. 9—15 i Gotersgade. Da Københavnerne med deres sunde
Fornuft med Rette fandt, at den førstnævnte Gade snarere kundo
betragtes som en Afledning af Grønnegade, som den udmundede i,
end af Adelgade, som den ikke stod i direkte Forbindelse med,
gav de den Navnet Lille Grønnegade, hvorfor man altid hører
Teatret nævnet som „Teatret i Grønnegade“. Men i Modsætning