84 / 311
at blive mindet som Lønporten. Men der har vel været Folk, der
har fundet, at det var et finere Navn end Brøndstræde.
Man maa da trøste sig med, at der uden nogen som helst For
bindelse med den gamle Brønd og hundrede Aar efter dens For
svinden, lige over for det Sted, hvor den havde sin Plads, er
dukket en Brøndanstalt op, som i alt Fald bevarer en Mindelse
om „Brønden“ — selv om det ikke er den Brønd — en Stund
endnu.
Christian IV fortsatte Traditionen med at bygge velgørende
Stiftelser paa den gamle Rosengaard, som Klaus Denne havde
skabt og Johanne van Goch og Povl Fechtel havde forplantet
videre. Omkring 1618 grundede han et Sygehus — Kvæsthuset,
som det hed i Tidens Sprog, for sine syge og saarede Soldater.
Det blev dog snart forbeholdt hans Baadsmænd alene og laa
mellem Gammelmønt Nr. 10—14 og Gotersgade Nr. 43. Og i 1632
lod han paa Nordsiden af lille Brøndstræde opføre et Børnehus
for fattige fader- og moderløse umyndige Børn. Og samtidig der
med lod han paa den sydlige Side af Gaden, paa Hjørnet af
Sjæleboderne oprette en „Gæstegaard“ af en egen Slags. Naar
man undertiden finder den benævnet „Gasthuset“, er det nok saa
betegnende. Ti det var — i alt Fald til Tider — nogle slemme
Gaster, som indlagdes her. Gasthuset eller Gæstegaarden i Brønd
stræde var nemlig en Fattiggaard, hvor Tiggere og Løsgængere
blev indlagt til Tvangsarbejde. Det havde dog ikke lang Bestand,
men flyttedes ud af Byen allerede 1651.
B aad sm æ n d en es S ygehus b lev o g saa s n a rt la g t a n d e ts te d s hen.
Da den fra Belejringstiden bekendte Dagbogsforfatter H. M.
Vallensbæk blev Præst ved Baadsmændenes Sygehus, fandt han
det i en saa slet Tilstand, Huset lavt og usundt og Forplej
ningen elendig, at han indsendte en stor Klage derover. Det
havde til Følge, at der blev sat en Kollekt i Gang, og at Frede
rik Ils gamle Sejlhus, hvoraf endnu en Del staar nede bag Char-
lottenborgs sydlige Sidebygning, i 1658 blev indrettet til Kvæst
hus. Det var i rette Tid, thi umiddelbart efter begyndte Køben
havns langvarige Belejring, og Kvæsthusets Senge blev snart be
lagt.
M en V allen sb æ k s In d sam lin g d a n n e r en d n u G ru n d lag et fo r d e t
n u v æ ren d e S ø k v æ sth u s’ F orm ue.
Baadsmændenes Sygehus laa med sin Forside ud til daværende
Østervoldgade, der afskar et Stykke af de nuværende Gader
Møntergade, Regnegade og Grønnegade — hvilket endnu kan
spores i de sidstnævnte Gader — med et Sidehus ud til Mønter
gade og med sit Baghus ud til Slotspræstens Have. Han boede i
Slutningen af Christian IVs Tid i Gammelmønt Nr. 18—22.
Langs hans Have gik den lange Gang, der indtil Kvarterets
Ombygning for faa Aar siden førte fra Gammelmønt ind til
en stor Plads inde mellem Gotersgades, Møntergades, Lille
Regnegades og Gammelmønts Baghuse, og som vil være Køben
havnere af et ældre Slægtled bekendt under Navn af Wismer-
gangen, saaledes kaldet efter Huset mellem den og Møntergade,
der i det 18. Aarhundrede var en søgt Gæstegaard med Navnet
„Stadt Wismar“.
Huset og Gangen havde Navn efter den Mand, Peter Berthel
Wismar, der i 1694 ejede disse Grunde og tillige den Have, der
laa paa den omtalte Plads og som under Pesten 1711 blev be
nyttet som Hjælpe- eller Assistens-Kirkegaard for St. Nicolaj Sogn.
Den blev købt af Magistraten straks i Begyndelsen af den frygte
lige Farsot, og medens de mere velhavende Borgere stadig holdt
fast ved Begravelsespladserne under Kirkens skærmende Tag eller
dog i dens Nærhed paa den gamle Kirkegaard, maatte de mindre
velhavende finde sig i at blive puttet ned paa „de Fattiges Gaard
’Wismar“, som Kirkebogen kalder den.
Kirkegaarden her har som over alt i København under Pesten
„frembudt Skuet af en Mængde Kæmpehøje ved Siden af hinanden,
idet vi for at hindre Pladsernes Uddunstning har maattet lade
køre Jord derind til Gravenes bedre Dækning“. Tallet paa de
Døde voksede nemlig saa stærkt, at de ikke kunde faa Plads un-
dei Jorden, og de mange, der blev staaende eller liggende oven
paa Jorden, blev saa dækket til med Jord og Grus. Det skete
ikke altid saa hurtigt efter Dødsfaldet,'at den barmhjertige Jord
kunde dække over Rædslerne og forhindre den frygtelige Stank,
som inde fra Byens Midte bredte sig over alt i dens Gader og
Huse.
T id lig ere h ed den ne G ang K laus D a a ’s L ønvej. K lau s D aa v ar
R ig sadm iral
1629—1641
og h av d e til sin eg en B ek v em m elig h ed
la d e t sig in d re tte en V ej h er, over B aad sm an d ssy g eh u sets G rund,
ad h v ilk en h an fra sin B olig — d en sen ere V ajsen h u sg aa rd p a a
Købmagergade — kunde age eller ride op paa Volden og saaledes
paa en behageligere Maade end gennem Byens snævre Gader, der
i denne Bydel lod meget tilbage at ønske som Færdselsveje,
komme ned til sin daglige Dont paa Bremerholm. Det maa vel
erindres, at Østervold førte ned til Østerport paa Kongens Nytorv
og derfra i en Bue uden om Holmens Kirke. Saa Admiralen
kunde paa Volden komme lige hen til Holmens Laage ved nævnte
Kirke.
Kirkegaarden, paa hvilken bl. a. de to celebre Forbrydere — de
sidste, der blev halshuggede inde i Byen paa Nytorv: Kancelliraad
Hammond fra Norge og hans Fuldmægtig, der havde skrevet kgl.
Majestæts Navn efter paa nogle falske Sedler — blev begravede
7. Decbr. 1758, blev nedlagt 1762.
Det var muligt som en Konkurrent til Hotel Wismar paa Møn
tergades sydlige Hjørne, at Genbohuset paa det nordlige ogsaa
blev indrettet til Gæstegaard under Navnet „Stadt Riga“.
Lige over for Wismargangen, der indtil 1907 udmundede i
Gammelmønt gennem en i 1762 opført muret Port,' laa Skrædder
nes Amtskro. Huset med den gamle Amtssal, et Lysthus, en
Stump Have og Rester af en Keglebane ligger der endnu som et
af de sidste gamle københavnske Gaard-Interiører.
Fra omtrent samme Tid stammer Silkegade. Den blev til i
1620, da Christian IV, efter at have købt Eske Broks Ejendom,
der strakte sig fra Købmagergade til Pilestræde, lod bryde en
Gade igennem, som i 1620 blev bebygget med 14 Huse paa hver
Side til Boliger og Værksteder for de af Kongen fra Tyskland
indkaldte Silkevævere. Alle Husene skulde paa hver Side være
forbundne med Døre, saa man kunde gaa fra det ene til det
andet. Men ingen andre end Kongen skulde have Nøglen til Dø
rene; Christian IV vilde nok selv, efter gammel Vane, kunne
kontrollere sine Arbejdere.
Det gik imidlertid ikke bedre med dette Forsøg paa at hæve
den hjemlige Industri end med saa mange andre, som Kongen
satte i Værk. Gammel Slendrian, Udygtighed og Vrangvillie lod
sig ikke overvinde paa en Gang. Med hans Deltagelse i 30-Aars-
Krigen kom der strenge Tider, og henimod 1630 maatte Foreta
gendet opgives.
En anden stor Adelsgaard i denne Egn var Fru Mette Rosen-
krants’s Gaard, der svarer til nuværende Nr. 34 og 36 i Pilestræde
og Nr. 2—8 i Sværtegade.
Ellers var det ikke netop Byens
beau moncle,
der boede herinde,
og de fleste af Husene var kun Boder, d. v. s. Smaahuse. I Gam
melmønt lod Christian IV opføre en hel Række saadanne Boder,
som han benyttede til Fribolig til sine Haandværkere. Af en og
anden Retssag faar man Oplysning om, at det ikke altid var de
bedste Folk, der boede her. En Lejer af'en af Kongens Boder
blev 1631 formedelst letfærdig og ruffersk Husholdning „Menig
heden forvist“ af Stadens Øvrighed, en anden blev „for sin grove
Forseelse af Tyveri her i Staden justificeret og sin Boslod for
brudt“.
De fleste af Husene herinde var paa et, højst to Lofter. Et
langt, i 1620 nyt Kornhus, der har ligget i Gammelmønt, paa den
vestlige Side, op imod Møntergade, blev i nævnte Aar ombygget
til en „Klandermølle“.
Mellem Grønnegade og Regnegade, parallel med Gammelmønt,
gik den nu forsvundne, karakteristiske gamle Gade Didrik Bad
skærsgang, kendetegnet ved det smukke lille Hjørnehus til Regne
gade og ved en Mur inde i Gaden, der med sine pyntelige Me-
dailloner fremkaldte den Forestilling, at Gangen engang maatte
have kendt bedre Dage.
Og det havde den ogsaa, til Dels. Ti medens Didrik Johansen
Badskær, der var en jævn borgerlig Mand, selv om han drev det
til at blive Raadmand (1631—1642), ejede de østlige Grunde langs
Gangen, der her var bebygget med Smaahuse langs hans Ejendom,
ejedes den vestlige Side med hele Firkanten hen til Gammel-
Mønt af den velbyrdige Mand Ove Gedde, Christian IVs bekendte
Admiral, der 1618 førte de første Danske Skibe ud til Ost-Indien
og hjem igen. Hovedfapaden af hans Gaard laa, efter gammel
Skik, med en Have eller stor Gaardsplads foran sig ud til Gam
melmønt, fra hvilken Gade det var skilt ved en Mur med Ind
kørselsport, og med det senere saa fint udstyrede Baghus til Didrik
Badskærs Gang.
Kvarteret mellem Købmagergade og nuværende Gotersgade var
ikke nogen sund Bydel, hvor landlig den end kunde være. Det
gamle \ andløb, der i sin Tid ude fra Sortedamssøen havde løbet
78