S_FørOgNu

og deres Mester, Rothgieteren Hartvig Quillichmeyer, var alt paa

Stedet; men nu, da Klokken slog 6, mødte Kongens Bøsseskytter,

som Dagen i Forvejen var tilsagt ved Trommeslag i Gaderne.

Mønsterskriveren fra Tøjhuset, under hvilket de hørte, mønstrede

dem straks, og Kongen, der selv altid var første Mand, stod ved

Siden af Skriveren for at se, om der manglede nogen.

Det var ikke mindre end to og halvtreds Kanoner, der skulde

prøves. De var bragt ud af Støberiet, sandsynligvis hen ad Vol

den til, og laa paa Jorden med Mundingen rettet mod Øst. Under

Forstykket og Bagstykket af hver Kanon var der anbragt runde

Træ-Stammer eller Ruller for Reculens Skyld, og mellem Kano

nerne var der

oven paa den

sværeste, ba

geste Del lagt

Tøndestaver,

paa hvilke

Fængkrudtet

skulde hældes

i en Linie fra

Fænghul

til

Fænghul.

Styrkeprøven

ansaas for be-

staaet og Ka

nonen for god,

naar den —

fri for andre

Fejl — kunde

taale et Skud

med fuld Kugle

og en Ladning

Krudt af Kug

lens Vægt.

Derfor blev

først alle Kug

lerne vejet un

der

Kongens

Tilsyn, for at

hankunde være

sikker paa, at

de holdt den

Vægt, de skul

de, og efter at

Kongen ligele

des personligt

havde under

søgt hver en

kelt Kanon, lod

han Krudtlad

ningen til hver

af dem udveje,

idet han lod

Støbemesteren,

Hartvig, lægge

en Kugle i den

ene Vægtskaal

og selv hældte

Krudt op i den

anden, for af

være vis paa,

at alt gik til,

som det skulde.

Det har væ

ret spændende

Øjeblikke for Mester Hartvig. Ti der var en ubehagelig Paragraf

i Kontrakten, som sagde, at de Kanoner, som ikke kan taale

Prøven, men springer under Skydningen, var han forpligtet til at

omstøbe paa sin egen Bekostning.

Saa det var intet Under, at han, som vor Hjemmelsmand, Bøsse

skytten Jon Olufsen, fortæller, bønfaldt Kongen om at skaane sig

fattige Mand og ikke hælde saa meget Krudt paa Vægtskaalen.

Men dertil svarede Kongen med den Klarhed og sunde For

stand, som gjorde ham til det, han var, at han skulde holde sin

Mund. „Ti et Menneskes Liv er mere værd end den Smule Penge,

som det koster at støbe en Kanon om, og skulde han nu sætte

Fordringerne ned ved Prøven, kunde det jo hænde, at Kanonen

sprang en skønne Dag, naar ingen var forberedt derpaa, og skulde

der saa komme nogen af Dage, kunde hverken han, Kongen, eller

Stykkestøberen give dem Liv igen. Men en Smule Kanon kunde

man altid støbe om. Saa det Vrøvl gad han ikke høre.

Mester Hartvig gik grædende rundt mellem Bøsseskytterne og

opfordrede dem til med ham at bede til Vor Herre, at Skydnin

gen maatte gaa vel af.

Og nu kom det store Øjeblik, da Kongen kommanderede: „Dæk!

Alle Mand, dæk!“ og et Øjeblik efter: „Brænd paa!“ Og saa

pustede Jens Korsør til sin Lunte og stak den til Løbekrudtet,

hvorpaa Kanonerne gik af, meget nær med eet Drøn, mens Kug

lerne fløj over

Østervold

ud ad Sundet

til, forhaabent-

lig uden at no

gen Uvedkom

mende

kom

dem i Vejen.

Og da Krudt

røgen var truk

ket bort, viste

det sig, at alle

Mester Hart-

vigs

Stykker

havde bestaaet

Prøven.

Kun

paa en af dem

var der sprun

get et lille

Stykke af Mun

dingsgodset.

Men det vilde

Kongen ikke

læggeMesteren

til Last, da Ka

nonen jo var

lige saa god

som før. Og

velfornøjet

over, at Styk

kerne

havde

holdt og over,

at ingen var

kommet

til

Skade, lovede

Kongen

Fol

kene, som var

til Stede, en

Læst af det 01,

som

hedder

Kongeøl.

til Mester Hart

vig sagde han,

at han i Mor

gen kunde gaa

op i Rente

kammeret og

faa sine Penge.

„Og Mester var

overvættes

glad og gav os

Drikkepenge“.

I et Gade

navn her i Na

bolaget har vi endnu et Minde om St. Klare Kloster, nemlig

Klareboderne.

„Klareboderne“ var oprindelig Navnet paa den Gade, der fra

Købmagergade førte ned til Boderne eller Smaahusene ved St. Klare,

som tilhørte Borgmester Albert van Goch, der 1515 købte den

Jord, hvor Rakkeren havde haft sit Hus. Her opførtes saa Leje

boder langs den Vej, der omtrent hundrede Aar senere fik Nav

netMøntergade. Albert van Goch var enfremragende Mand, en

af dekøbenhavnskeBorgere,

somChristjern II havde udset til

at føre den store Plan om et nordisk Handelsforbund med Køben

havn som Midtpunkt ud i Livet. Han var en af Reformationens

Ledere i København, og det var bl. a. ham, der bevægede Prioren

Fot. Peter L. Petersen.

K ultorvet o g Frederiksborggade passeres af et F olketog paa Vej til A m alienborg for at hylde K ong Christian d. IX

og D ronning Louise i Anledning af deres Guldbryllup den 26. Maj 1892.