Snedkerbogen

får lov til at stå, tiltager viskositeten endda, lige til

limen til sidst størkner (polymeriserer). Denne størk

ning beror i høj grad på temperaturen, det går lang

sommere ved lave temperaturer og hurtigere ved høje

temperaturer. Limens levetid kommer altså til at af

hænge af dels hærderens sammensætning, dels tempe

raturen. Dette bør man naturligvis være opmærksom

på, f. eks. i de varme sommermåneder.

Ved koldlimning er limen under hærdningen fly

dende i begyndelsen, da pladerne sammenføres i våd

tilstand. Ved varmlimning smelter først harpiksen og

bliver flydende, eller, hvis den endnu ikke er tør,

mindskes dens viskositet på grund af opvarmningen.

Så snart hærdningen sætter ind, øges viskositeten, og

når hærdningen er afsluttet, er limfugen bleven hård

og uopløselig.

Fyldstoffer.

Disses væsentligste opgave er at give limen en for

spredningen hensigtsmæssig

konsistens

viskositet.

Desuden

regu lerer

man

limens

indtrængning i træet

ved hjælp af tilsætning af fyldstoffer, f. eks. for at

forhindre limgennemslag. Visse tilsætningsmidler, så

som træmel og cellulosefibre, øger urealimens mod

standsevne mod revnedannelse, derved at de virker

ligesom en armering i limfugen. Af praktiske og øko

nomiske grunde plejer man ofte at forene hærdere og

fyldstoffer i een blanding.

Strækkemidler

kan man nemt anvende sammen med

urealimen. De mest anvendte er rugmel, hvedemel og

kartoffelmel. Antallet af prøvede strækkemidler er

stort. Under krigen anvendtes i Finland fordampet

sulfitlud + træmel, kortfibret affald fra cellulosefrem

stilling og hårdmalet cellulose. Disse blandinger får

ofte mindre gode spredningsegenskaber. Man må tage

sig i agt for sådanne bestanddele, som ødelægger hær

derens funktion. For eksempel er kridt og dolomit-

pulver fuldstændig ubrugeligt. Bedst er det at indhente

fabrikkens råd ved valg af strækkemidler. Urealim

kan anvendes inden for vide grænser, hvad fugtigheds-

indholdet i træet angår. I almindelighed limes tilfreds

stillende mellem 5 til 14 %, beroende på limnings

metode, træsort og arbejdsstykkernes dimensioner. En

fordel er det, at urealim ikke viser en overdreven stor

flydelighed ved højere fugtindhold (8 til 14 °/o) i

modsætning til fenolvarmlim, som gerne giver kraftige

gennemslag på f. eks. fyrretræsfinér med mere end

5 % fugtighedsindhold.

Limningstiden

kan ved hjælp af hærderen varieres

inden for vide grænser fra 0 til 24 timer eller mere

ved varmlimning, og fra 0 til 30 min. ved koldlimning.

Ved koldlimning må limlaget stadigvæk være klæbrigt,

når limningstiden er slut, og ligeså ved varmlimning,

eller hvis vandet er fordampet efter spredningen, må

det klæbe, når man føler på det med en fugtig finger.

Spredningen

er måske det mest kritiske problem.

Limen skal spredes så sparsomt som muligt, eftersom

tykke fuger viser en betydelig forringet styrke. Farv

ning af limen gennem tilsætning af et egnet farvestof

kan være et godt hjælpemiddel for bedømmelse af

spredningens tykkelse og jævnhed.

Urealim (med undtagelse af specielle såkaldte ud

fyldningslimtyper) har ingen særlig stor evne til at

udfylde revner i fugen; tykke fuger viser svækket

styrke efter kortere eller længere tid (dage, måneder

eller år). Årsagen hertil er, at lim i tykke lag efter

hånden springer itu på grund af revnedannelser i selve

limsubstansen. Det synes, som om lim i tynde fuger

ved godt anlæg bliver armeret gennem de tilstødende

træfibre på samme måde som kunstharpiksen i presse

masser af træmelet. Uden denne armering er har

piksen for sprød og springer let på grund af indre

spændinger. Formindskelsen af styrken og revnedan

nelsen indtræder hurtigere, jo

tykkere

fugen er, jo

h ø jere temperaturerne

fugtighedsvariationerne

under brug, og jo større

mekaniske påvirkninger,

lim

fugen udsættes for. Under krigen i Nordafrika havde

tyskerne store besværligheder med deres krydsfinér-

flyvemaskiner, og dette skyldtes, at deres urealimede

konstruktioner ikke kunne tage stød, det hændte

f. eks., at flyvemaskinerne gik i stykker på grund af

stødene ved landingen. Sprednings- og sprederproble

merne er altså af afgørende betydning for resultatet.

Holdbarhed o g modstandsdygtighed o v e r fo r fugt

et meget omstridt spørgsmål. Som det så ofte sker,

skabes forvirringer ved uklare forestillinger, udtryk og

begreber. Da disse spørgsmål er af meget stor betyd

ning, er det på sin plads, at man gør sig de virkelige

forhold klart. Hvis man lægger urealimede prøvestyk

ker ned i vand og lader dem ligge der i 4 dage eller i

længere tid, kan man næppe iagttage nogen forrin

gelse af limfugens styrke. Ofte kan man endda fastslå

en vis styrkeforøgelse. Prøvestykkerne kan faktisk

ligge i vandet så længe, det skal være, uden at fugen

bliver ødelagt, såfremt træet da ikke angribes af råd

eller svækkes på anden vis. Hvis man tager disse

prøvestykker op af vandet og tørrer dem ved stue

temperatur, er styrken praktisk talt bibeholdt. Hvis

man lægger de samme prøvestykker i vand igen, tørrer

dem efter en tid og fortsætter behandlingen på denne

måde, kan man efter kortere eller længere tid iagttage

délamination af fugen. Jo flere sådanne kredsløb,

cyklus-prøver, man lader prøvestykkerne gennemgå,

jo kraftigere bliver delaminationen. Limfugen tåler

altså ikke omveksling mellem våd og tør tilstand,

be-

fugtning, vekslende m ed udtørring.

Hvis man forhøjer

temperaturen ved prøven, f. eks. benytter vand på

70° C og tørrer i luft på 70° C, skal der færre »cykler«

344