69 / 182
4
d e J u n i:
den Vej have vi aldrig glemt. Vi liave faret den saa tid t, at vi
næsten kjende Lundagaardens T ræer saa godt som I selv, og skulde
der ved fælles Hjælp rejses en Sten til Minde om, hver Gang Svensk
og Dansk har holdt Stævne ved Lund — saadan som det sker til Ih u
kommelse af det sidste store Folkeslag her — saa vilde Sletten
ligne en uhyre K irkegaard, hvor al den B itterhed, der engang h ar
ligget imellem de tvende Lande, var jordet, for aldrig mere at
opstaa.
Og nu vender jeg mig til Eder, der ere komne fia Noidens
yngste Højskole, den, der af os har K rav paa at omfattes med sæ r
lig* Interesse og særlig K jærlighed.
Thi medens det for Svensk og
Dansk jo nærmest gjæ lder om at skabe en F rem tid af enig Sam
virken paa Aandens Omraade, saa have jo Norge og Danmark her
en Fortid at se tilbage paa med berettiget Stolthed.
Vort Univer
sitets Hæder er ogsaa Eders. I have gjennem lange T ider sønlig
været med til at rejse Taarn efter Taarn paa den gamle Grund, og
ikke ét Blad af Krønikens Bog kan man vende uden at finde Norsk
og Dansk staaende Side om Side, i de kjæmpendes Række saavel
som imellem Aandens Stormænd. Den norske Student stævner nu
ikke længere til Kjøbenhavn for at søge Lærdom, men Fortiden liar
han ikke helt glemt, og vi forenes endnu af det usynlige, men stæ rke
Baand, som knyttes af fælles Minder.
Sent vil det huskes, at den
første, der frivillig stillede sig i vore K rigeres Midte i 1 8 4 8 , kom
oppe fra Eders gamle Land, og ligesaa lidt ville vi glemme, at I
nu først og uden Betænkning bestemte E d er til at drage her ned for
at bringe os Eders Hilsen.
Velkomne herhid da alle, fra det høje Nord, fra Upland, Skaane
og Norge! Tak for jerc Komme, og ikke m indst Tak have I, som
ere komne ubudne! Det kan kun den gjøre, der véd, at han er
hjemme d e r , hvor han byder sig til G jæstj det kunne I, men
heller ingen andre i den hele, vide Verden. I vidste, at det vilde
have været helt fattig t for os, ikke at have Brødre, med hvem vi
under Festens Dage kunde bytte voie Tanker og dele vor Glæde,
og derfor kom I-
Det ville vi danske Studenter aldrig glemme
Eder. H jærtelig Tak og hjæ rtelig Velkommen! Leve vore nordiske
G jæ ster!
K raftige, vedholdende H u rra ra a b besvarede denne Tale.
D erefter oplæste Stud. med. T h o r s t e i n s s o n fra R eyk jav ik
følgende Adresse fra de islandske S tu d en te r: