68 / 182
S tu d e n te r n e s F e s t.
63
prægede, og dobbelt Grund er der da til, ved en F est som denne,
hvor Repræsentanter for Nordens Ungdom ere samlede, og hvor vi
gjennem de forskjelliges Tonefald dog høre den samme Grundklang,
at hilse E d er først og bringe Eder vor fælles Tak.
Ja , Repræ sentanter for Nordens Eolk ere jo samlede her.
Hvem
turde for faa Uger siden have haabet paa, at dette virkelig vilde
ske, og dog, hvem tvivlede for Alvor paa, at det maatte ske? Hvem
tvivlede paa, at det Brodersind, der saa ofte forud har givet sig det
klareste U dtryk, ogsaa nu vilde lægge sig for Dagen paa den utve
tydigste Maade derved, at I ikke ventede paa det kaldende Ord, som
vi, tvungne af Omstændighedernes Magt, ikke mægtede at sende
Eder, men af egen Drift, følgende H jæ rtets Trang, gav Møde paa vor
Højtidsdag.
F ra Upsalas Høje ere I komne, der oppe fra, hvor Viden
skabens K jæ rte først tændtes i Norden, hvor den femte Secularfest
først vil kalde Brødre til Stævne
5
der oppe fra, hvor
hvincea borealis
i de vidstrakte Skove hvisker om den store Blomsterkonge, og hvor
Gustavianums Kuppel løfter Olof Rudbecks Navn mod Skyerne. Har
end Fyrisaaens Bølger mangen Gang i fordums Dage rødmet af Blod,
naar Svenske og Danske her skiftede vrede Hug, saa have de siden
rødmet under den Sommerregn af Blomster, som er falden i deres
Skjød, naar Afskedstimen slog efter et de uforglemmelige Ynglinge
stævner, som her ere holdte, og for disse lyse Minder maa Fortidens
Skygger vel vige. Hvem kjender ikke Eders Hjem, selv om man
aldrig har væ ret saa lykkelig at betræde det som Gjæst? Vi have
alle set Solen gaa ned i Eklundshof og alle staaet i Maaneskinnet
paa Slotsbakken; I have jo sørget for at lære os det at kjende ad
Tonens Veje, og ingen nordisk Student vil nogensinde glemme, at
Upsala h ar været den nordiske Studentersangs Vugge.
Velkommen igjen, Venner fra Lund, I, hvem et saa kort Rum
skiller fra os! I k lart Vejr se vi jo selv fra vore lave Bakker
Taarnene paa Eders gamle K irke rage op hinsides Sundet, men hvor
længe varede det dog ikke, inden vi lærte, at det var et aabent
Farvand, der laa imellem os! Det lærte vi først ret til Gavns den
Gang, da Eders D igterkonge rakte K randsen til vor og udtalte de
navnkundige Ord, under hvilke vi den Dag i Dag kunne samles som
Bannermæ rke; først den Gang var det, at Tvedragtens onde Aand,
hin gamle Jæ tte Find, for bestandig sprang i Sten af Harme over, at
han nu ikke længere mægtede at rokke de Piller, som bære Nordens
Venskabstempel.
Vejen til Upsala har for os gaaet over Lund, og