67 / 182
62
4
d e J u n i:
og unge G ran træ er, som Fo rstvæ sen et m ed sto r Imødekomm en
h ed liavde overladt F estndvalget. H e r v a r Souperen a n re tte t
paa 53 Borde, der ved deres smagfulde Opdækning frembøde et
tiltalend e Skue, og de forsk jellige Bo rd lag sam ledes sn a rt paa
de for dem bestem te P lad se r og lode Souperen vederfares R e t
fæ rdighed, ud en a t ænse en k o rtv a rig R egnbyge, der i nogle
Ø jeblikke tru ed e m ed a t fo rsty rre F esten .
F r a en i B agg rund en a f F e stp lad sen re jst T alersto l bød
S tuden terfo ren ingen s ledende Senior, Oand. ju r. S o p h u s B a u -
d i t z , de no rd iske • S tu d en te rd epu ta tion e r Velkomm en i føl
gende T ale:
Mine Herrer!
Det er saa naturligt, at det første Ord, der skal lyde idag og
fra denne Plads, er et „Velkommen“ , der ganske vist gjæ lder enhver,
som har givet Møde ved Studenternes Fest, men som dog fornemme
lig er re ttet til dem, hvem vi have den Glæde at se som vore
Gjæster.
Og det er da ligesaa naturligt, at vi blandt dem særlig
vende os til de Repræsentanter for fremmede, om end næ r beslægtede,
Studentersamfund, som i disse Festens Dage have villet dele vor
Stolthed over
„ peracta secula quattuoru
og villet forhøje vor festlige
Stemning.
Fø rst vender jeg mig da til Eder, som ere komne fjernest fra,
oppe fra den ensomme 0 , hvor Hordens Højsæde engang blev rejst,
baaret af de Støtter, som en dristig Haand havde betroet til V erdens
havets Bølger.
Højsædet blev rejst, og det knejser endnu, belyst
af det 2 det Aartusindes Sol. Trofast have I vogtet den rige Skat
af store Minder, og som der efter Sagnet brænder Lys over det
Sted, hvor Fortidens Guld er højlagt, saaledes lyser den uslukkelige
Kjæmpebavne over Eders sagnrige 0 . Andre Lande i Verden kunne
opvise Stæder, som, engang begravne, atter ere dragne frem for
Dagens Lys, saa at man kan vandre imellem de Dødes Hjem og
danne sig en klar Forestilling om det Liv, der fordum rørte sig her.
Men Eders Land byder mere. Der behøver man ikke med Hakke
og Spade at grave den døde Fortid op af Muldet: Fortiden lever
endnu, den lever paa Folkets Læber og paa det samme Maal, der
engang fra Nordens Vikingestævne spredtes over Verden. — Eders
Maal er jo det Malm, af hvilket Nordens trende Søstersprog ere