105 / 192
100
stemples som »nedbrydende«, eller, med andre Ord, »Socia
lismen« og »Radikalismen«. Hertil kan jeg svare k o rt: jeg
vil bygge op og ikke bryde ned. Jeg er gammeldags Venstre
mand af Bergs Skole og ikke Hørupper eller Socialist. Som
Skolemand mener jeg, a t Lyset virker bedst, n aar det er
frit for alle gule, blaa eller røde Farver, og naar det ikke
skinner fjendtlig for andet end det dvaske Graa og Uviden
hedens sorte Mørke. For Skolens egen Skyld vil jeg derfor
ikke drive nogen Slags Politik dær, men arbejde for en
almindelig sund, folkelig og menneskelig Oplysning. —
Hvis man ved Radikalisme forstaar Brandesianismen i vo rt
Aandsliv, saa er jeg dens afgjorte Modstander. Med al
Respekt for dens Bidrag til »den højeste Oplysning« i Kunst
og Videnskab er det et Livsmaal for mig a t kæmpe imod
den med alle aandelige Midler. Men jeg ønsker, især for
Ungdommens Skyld, a t denne Kamp bliver ført paa fri
sindet Maade. Jeg veed, a t kun en levende Tro kan bygge
et forsvarligt Værn imod Vantroen, mens der er en mærk
værdig ko rt Vej fra gammeldags Overtro til nymodens
Fornægtelse af alt, hvad der er Aand i. — Om Socialismen
siger jeg, a t Arbejderne har fuld Ret til Sammenslutning og
fælles Kamp for bedre Kaar. Men for saa v id t som Socialis
men rummer Tanker om en ny Samfundsorden, der vil øve
Tvang paa aandelige Om raader, er jeg dens erklærede Mod
stander, da det er min Overbevisning, a t Aandslivet kun
trives ret i Frihed, og a t den fri Skole derfor er den eneste
helt forsvarlige.«
Ved disse Udtalelser fik jeg min Stilling nogenlunde klaret.
Men jeg m aatte dog i de følgende Aar ved Folkethings-
valgene døje urimelige Angreb, fordi jeg naturligvis hævdede
min Borgerret og op traad te som Anbefaler for den Kandi
dat, som Venstre opstillede i Hillerød imod Lars Dinesen.
— Først ved det saakaldte »Systemskifte« i 1901 kom Folk
ud af denne Begrebsforvirring, og jeg tø r dristig sige, a t de,