HolgerBegtrupsLevned

Mænd med Fremdrift i. — Men hun søgte paa ingen Maade

at hindre min Plan om den store Flytning.

I den første Tid paa Frederiksborg Højskole, hvor hun

fik en stor og travl Gerning, længtes hun tit tilbage til

Idyllen i vort Askovhjem. Men lykkeligvis blev hun snart

glad ved Livet og Arbejdet paa vor egen Skole. — Særlig

er jeg taknemlig for, at hun saa godt forstod at værne om

Hjemmets Fred for vore Børn midt i det store »folkelige«

Liv, som Højskoleforstanderfolk maa føre. Men samtidig

voksede hun hurtig til at fylde Pladsen som Husmoder for

Ungdomsflokken paa Skolen, — uden at blive unaturlig

eller nervøs derved. Hun var den rette Ballast i Skuden,

som jeg nu fik at føre.

Var det i visse Maader svært for os, og især for min Kone,

at blive rykket op fra Askov, saa fik vi ogsaa at mærke,

hvor ondt det gjorde vore Venner derovre at skulle skilles

fra os. — »Bedstemor«, Fru Wagner, skal have sagt, at ved

vort Bortrejse »gik Smilet bort fra Askov Højskole«. Og det

kan være sandt, at det lyse og muntre hos mig var et Solskin

for de andre, mere alvorlige Askovfolk. — Mit Skolearbejde

var ogsaa vokset til at betyde saa meget for Eleverne, at

jeg maatte efterlade et Savn ved min Bortrejse. Jeg havde

vel skuffet det Haab, Schrøder satte til min historiske Dansk

undervisning, men jeg var blevet en Lærer i Verdenshistorie

og dansk Digtning, som de Unge gerne hørte. — Ved at

tale om Luther og Grundtvig havde jeg imidlertid traadt

Schrøder i Bedene, og han sagde da ogsaa ved min Afrejse,

at det var en Lettelse for ham igen at blive ene om disse

Emner.

Men for Fru Schrøder var det svært, at jeg vilde forlade

Askov. — Hun og hendes Mand havde Kærlighed til Høj

skolesagen i hele Norden. Men det var særegent for dem,

at Askov Højskole gik foran alt i deres Syn paa Folke

oplysningen. Hvem der kunde og vilde hjælpe dær, om